Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 15. oktober 2004.
Pressen ynder at kalde sig den fjerde statsmagt, fordi det er journalisters job at holde øje med, at alt går korrekt til hos den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Systemet burde være betryggende, men er det ikke.
Enhver, der læser aviser, hører radio og ser tv, ved, at mange i min stand desværre føler sig langt klogere end både Folketinget og regeringsapparatet inklusive politi og domstolene tilsammen.
Derfor tager de sagen i egen hånd. De dømmer rask væk, før domstolene har talt. De forsøger at få lovgivet ud fra enkeltsager - udfra undtagelser. De står hellere på den kriminelles side end på politiets.
Storhedsvanvid har altid eksisteret blandt journalister og ligesom blandt andre, der først og fremmest står for envejskommunikation. Problemet nu om dage er bare, at relativt flere journalister tror alt for meget om sig selv. Derfor er der blevet ekstra behov for, at nogen holder øje med de anløbne journalister.
Afsløringer
I tre-fire år har jeg hørt, at bloggerne - dem, der skriver en slags faglig/privat-dagbog på nettet - bliver den femte statsmagt. De vil sikre, at journalister med dårlig faglig standard og/eller dårlig moral, afsløres.
Jeg skrev selv en artikel derom tilbage i maj 2001 efter at have hørt en af verdens mest kendte bloggere, Dave Winer, på det års Reboot-konference i København.
Winer angreb da it-journalisterne. De var blevet "meningsmagere", og de så "krig" alle steder. Ifølge Winer ville de professionelle it-journalister få læst og påskrevet af "amatørjournalisterne" i form af bloggere, og på længere sigt ville de få journalisterne til at forbedre kvaliteten.
Andre har givet bloggerne et langt bredere spillerum end blot it-journalistikken.
Nødvendigt modspil
Jeg har lige siden ventet og ventet på at se bloggerne gøre en forskel, for efter min mening trænger vi i journaliststanden til en gedigen røvfuld.
Vi har behov for nogen eller noget, der sikrer, at den kritisable journalist puffes tilbage på dydens sti eller ud over afgrunden, afhængig af hvor alvorligt forseelsen er.
Men se om det sker? Nixen bixen.
Dog er der en markant undtagelse i form af en hændelse i USA, og den har domineret den amerikanske mediedebat i nogen tid. Programmet 60 Minutes, som har en usædvanlig høj troværdighed, har fået et slemt skud for boven, takket være en blogger.
På 60 Minutes bragte den amerikanske medielegende, Dan Rather, en historie om præsident Bush til torvs. Bush havde for flere tiår tilbage undveget militærtjeneste. Det fremgik, ifølge Rather, af et gammelt notat fra Texas Air National Guard.
En blogger påpegede imidlertid, at det memo, der blev vist, ikke kunne været skrevet på en almindelig skrivemaskine - skrivemediet, der den gang blev brugt. Der måtte være tale om en forfalskning.
Medierne kastede sig over bloggerens dokumentation, og det endte med en skamfuld officiel undskyldning fra Dan Rather og tv-selskabet CBS. Man havde været for godtroende.
Kunne en sådan afsløring være sket i Danmark? Jeg tvivler, og den tvivl baserer jeg på flere forhold.
Manglende kritik
For det første har vi ikke nær så kritisk en mediedebat herhjemme som i USA.
For det andet har de danske bloggere ikke mediernes opmærksomhed.
For det tredje synes de danske bloggere mest at komme fra et teknologisk miljø.
Men måske er jeg ude på et vildspor - for der er grænser for, hvor meget jeg selv kigger på de danske web-logs. Jeg har nemlig fundet så lidt, når jeg tidligere har tjekket.
Umiddelbart fornemmer jeg, at de hjemlige bloggere vender kikkerten indad mod egen og ligesindedes navle. De skriver for hinanden og krydrer med masser af "name dropping", så man kan se, hvor vigtige de er.
Nu skulle jeg vist have lagt op til en reel afklapsning fra det danske blogger-miljø, og det var også meningen. Jeg ser frem til at blive skudt ned, især hvis bloggerne også fortæller mig, hvor vi har set danske bloggere gøre en forskel. Eller måske kan de fortælle mig, hvorfor de ikke kan eller ikke vil gøre en forskel.