Microsoft og SAP presser leverandører af business intelligence

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 4. juni 2004.


Kunder foretrækker at spare mange penge ved at vælge løsninger fra nye business
intelligence-aktører. Så betyder det mindre,
at de tilbyder lidt
ringere funktionalitet.
roi forum
For blot 100.000 kroner til it-værktøjer har TDC Erhverv fået en så avanceret og letttilgængelig overbliksløsning baseret på Microsoft-software, at andre selskaber i TDC-gruppen har fået blod på tanden.
TDC har ellers et af Nordens største datavarehuse til analysebrug fyldt med aktuelle og historiske data og baseret på IBM-software, men alligevel blev Microsoft foretrukket til videre bearbejdelse på et delområde.
Den lave pris skyldes, at en del af Business Intelligence-værktøjerne allerede var i hus, fortalte TDC i sidste uge på Computerworlds konference ROI Forum, hvor der var fokus på business intelligence (BI).
TDC havde nemlig allerede Microsofts databasesoftware, SQL Server, og den er nu født med BI-funktionalitet.
Konferencen, der fandt sted på kunstmuseet Arken syd for København, havde samlet 100 deltagere. Blandt de øvrige virksomheder, som fortalte om BI-erfaringer, var Arla, Danmarks Radio, GE Capital Bank og Tulip.
TDC's historie er et af flere eksempler på, at de traditionelle leverandører af software til business intelligence såsom SAS Institute, Cognos, Business Objects, IBM og Oracle har fået mægtige konkurrenter.
Søger vækst
Microsoft er søgt ind på nyt territorium, fordi væksten på kerneområderne, Windows og Office, toner af. En anden ny BI-spiller er tyske SAP, hvis økonomisystemer og andre virksomhedssystemer er dominerende hos Danmarks største koncerner. Også SAP er udsat for en træghed i nysalg af kernesoftwaren.
- Hverken Microsoft eller SAP er endnu i samme liga som for eksempel Cognos og Business Objects, men kunder er bredt set godt tilfredse med deres langt billigere tilbud, siger Michael Borges, administrerende direktør for Platon, der er Nordens største konsulenthus inden for BI.
På konferencen talte også to store SAP-kunder, men om særskilte BI-løsninger. Dansk-svenske Arla Foods præsenterede en ny Cognos-løsning for hele koncernen. Og Tulip præsenterede et system til råvareoptimering baseret på software fra SAS Institute. Fra begge hold lød der en åbenhed over for SAP som en fremtidig BI-platform.
- SAP vil blive de facto væg til væg i mange store virksomheder, siger Michael Borges.
SAS Institute er meget stærk på de bagudrettede BI-funktioner med indsamling og "rensning" af data fra mange kilder og til meget avancerede analyser. Men SAS mærker i høj grad priskonkurrencen fra de nye. Kernekunder som Danske Bank, Matas og TDC har fået øje for Microsoft.
Høje årsudgifter til SAS
Ifølge Computerworlds oplysninger er de årlige udgifter til SAS en afgørende årsag dertil. Computerworld erfarer, at SAS kræver fra 30 til 55 procent af købsprisen årligt til vedligeholdelse, det vil sige videreudvikling og support. Normalt tager softwareleverandører fra 15 til 25 procent af købsprisen.
Men SAS Institute er på vej med version 9, der blandt andet skulle give Cognos og Business Object en udfordring. De to konkurrenter har været stærkere på de dele, der vender ud mod brugeren, men det skulle SAS nu indhente.
- Version 9 ændrer vitterligt på flere ting og bliver meget afgørende for SAS's videre succes i markedet, siger Michael Borges.
Omsætning faldt
Herhjemme er SAS størst af alle BI-leverandører. Selskabet har haft høj vækst i en lang årrække, men i 2003 skete der et lille fald. Ifølge marketingdirektør Jim Nielsen, SAS Institute, skyldes faldet, at de største kunder - dem inden for telebranchen - blev hårdt ramt af afmatningen. Men også de øvrige store kernekunder i finanssektoren udviste forsigtighed.
- Flere satte egne folk på SAS-opgaver i stedet for at bruge vore konsulenter, forklarer Jim Nielsen. Men den lille nedtur skulle være overstået. Marketingdirektøren forventer en vækst på 10 procent i indeværende år.

boks: Fra få brugere til mange
"Svært barn har mange navne." Det, vi i dag kalder Business Intelligence, har tidligere været kaldt MIS (Management Information System), EIS (Executive Information System) og mange andre navne.
Som de tidligere navne antyder, var det oprindeligt software, der skulle skaffe ledelsen overblik, ved at fiske data hist og
pist og analysere på kryds og tværs - for eksempel på salg sammenholdt med geografi, ugedag og historik. Men ledere holdt aldrig op med at klage over, at de drukner i information, men savner viden.
I dag synes værktøjerne i højere grad at give udbytte. De er blevet mere modne, så kun de færreste forudsætter en højere teknisk ledvogtereksamen. Og der males også med en bredere pensel, når målgruppen defineres.
BI er et blevet analyseværktøj til dem, der har behov for et sådant, hvad enten det er lederen, souschefen, analytikeren eller sælgeren.
Nogle kalder blot BI for værktøjer til støtte for en bedre planlægning og opfølgning. Andre lægger vægt på "Intelligence" - i betydningen efterretninger. Virksomheden får sit eget "lille CIA" til at holde øje med, hvad højre og venstre hånd gør, og måske også hvad konkurrenterne gør. Visse lader også leverandører kigge med over skulderen i resultaterne.

boks: Tendenser fra ROI-konferencen
• BI bruges til at bygge bro ikke alene mellem forskellige informationsøer i én virksomhed, men mellem datterselskaber og ved virksomhedsopkøb. Det fortalte Tulip og GE Capital Bank.
• BI bliver også et brækjern til at få indført en ensartethed i opfattelser og metoder, lød det fra DR.
• Har man i forvejen investeret i software fra Microsoft eller tyske SAP, kommer man langt billigere til BI-løsninger, end hvis man køber fra de oprindelige BI-leverandører, fortalte flere.
• Som it-projekt er BI dødsdømt, fortalte DR, for hvem flere tidligere BI-initiativer blev fiaskoer. Nu står forretningen i form af ressourcedirektøren i spidsen, og der er meldt succes. Lad forretningen være afgørende, sagde også de øvrige.
• Prioriter hurtig start højt. Hellere små, hurtige skridt, end den store forkromede løsning. Og start med at lave prototyper, hvor primitive de end måtte være. Det løser op for visionerne - gør det langt lettere for brugerne at forstå, hvad de har brug for. Ellers ser de først, når de har fået, hvad de bestilte, at det ikke var, hvad de havde behov for, sagde flere.
• Gør processerne i løsninger så automatiske som muligt, så afhængigheden af nøglepersoner mindskes. Sårbarheden var for stor i både TDC og Tulip.
• Lad BI-løsningen give feed back til de operative systemer i form af beslutninger, hvor muligt, sagde Tulip.
• BI i sig selv er ikke dyrt. Det er den ekstra funktionalitet, man lige vil have, sagde blandt andre TDC.

Billedtekst:- Hverken Microsoft eller SAP er endnu i samme liga som for eksempel Cognos og Business Objects, men kunder er bredt set godt tilfredse med deres langt billigere tilbud, siger Michael Borges, administrerende direktør for Platon.
Foto: Torben Klint

Billedtekst: SAS Institutes marketingdirektør Jim Nielsen forventer en vækst på 10 procent i år. Foto: Les Kaner




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere