Tetra skal sikre OL i Athen

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 5. marts 2004.


Organisatorerne bag De Olympiske Lege i Athen til august er ved at etablere et udbygget sikkerhedssystem for alle involverede myndigheder, hvis kerne bliver det digitale Tetra-radionet.

Når De Olympiske Lege åbner officielt fredag den 13. august i år bliver det med den hidtil mest vidtgående sikkerhedsorganisation.
- Det bliver de første sommerlege efter 11. september, og sikkerheden er topprioritet for såvel organisatorerne som for den græske regering og den olympiske komite, siger administrerende direktør Ioannis Spanudakis fra Athens 2004, som organiserer legene.
Legene forventer omkring 10.500 sportsfolk, 3.500 dommere, 22.500 akkrediterede og 5.000-6.000 ikke-akkrediterede journalister samt en mængde tilskuere. Der er solgt 5,5 millioner billetter.
For at holde styr på sikkerheden for alle disse mennesker er Athens 2004 ved at etablere et kommando- og kontrolsystem, der går under betegnelsen C41. Dette system samler information til et centralt kommandosystem på tværs af funktioner og ansvarsområder. Således deltager politi, brandvæsen og redningskorps, kystvagten og det græske militær.
Systemet skal dels yde beslutningsstøtte til de ansvarlige i kommandocentralerne og dels stå for kommunikationen til og fra sikkerhedsmedarbejderne i marken.
Digitalt radionet
Den største del af C41-sikkerhedssystemet udgøres af et Tetra-netværk, der etablerer krypteret, digital radiokommunikation til de 41.000 politi- og sikkerhedsfolk, der vil være aktive under begivenheden. Tetra-netværket vil omfatte et sporingsystem for mere end 4.000 køretøjer, hvilket blandt andet sætter kommandocentralen i stand til at sende den nærmeste ledige ambulance.
Tetra-nettet ventes at ville få 22.000 samtidige brugere under De Olympiske Lege.
Desuden omfatter sikkerhedssystemet et stort antal videokameraer og sensorer til at overvåge stadions og den olympiske by samt et såkaldt vej-net, der med 290 kameraer holder øje med afviklingen af trafikken på Athens hovedfærdselsårer. Der er endvidere installeret nye kameraer i politiets helikoptere, og de relevante videobilleder kan sendes trådløst til mobile kommandocentraler, der bliver indrettet i specialbyggede køretøjer.
Sikkerhedssystemet blev efter et udbud lagt i hænderne på et konsortium, der omfatter den store amerikanske leverandør af udstyr til militær og rumfart SAIC (Science Applications International Corporation) og Siemens.
Selv om sikkerhedssystemet bliver etableret til en begivenhed, der varer 16 dage, regner de græske myndigheder med at få glæde af investeringer i de kommende år.
- Vi forventer at få betydelige gevinster af denne sikkerhedsinfrastruktur i det græske hovedstadsområde, både til at håndtere afviklingen af den daglige trafik og i katastrofesituationer som oversvømmelser, jordskælv og brande, siger Ioannis Spanudakis.
Betænkeligheder
På papiret er systemerne således ved at være på plads. Det, der imidlertid kan give betænkeligheder, er, at intet sikkerhedssystem som bekendt er bedre end det personale, der betjener det. Den, der skriver disse linier, besøgte Athen for et par uger siden på et tidspunkt, hvor der i løbet af tolv timer faldt 25 centimeter sne. Det var det værste snefald i mands minde, og det lukkede storbyen, der har tre millioner indbyggere, det næste døgn. De nordboere, der oplevede dette, rejste fra byen med en tvivl om de græske myndigheders evne til at håndtere en uforudset, ekstrem situation.

Billedtekst:
Et Tetra-anlæg skal sikre kommunikationen mellem 41.000 sikkershedsfolk, når De Olympiske Lege foregår - blandt andet i det gigantiske olympiske anlæg i Athen.

boks:
Om Tetra
Tetra (Terrestrial Trunked Radio) er et digitalt mobilradiokommunikationssystem, der i første række er udviklet til rednings- og sikkerhedsopgaver. Tetra garanterer svartider på brøkdele af et sekund, og i modsætning til mobilnettene kan man kalde op til flere på en gang, og opkaldene kan prioriteres, så vigtige kald går forud for almindelig kommunikation.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere