BREAKINGKathrine Forsberg stopper som CEO i Atea

Dansk syntetisk tale en politisk fiasko

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 13. februar 2004.


Danmark er langt bagud med sprogteknologi i forhold til andre både små og store sprogområder i EU. Den smule taleteknologi, der er blevet lavet i dansk regi, er så dyrt, at kunderne vælger det fra.

Den politiske satsning på at få gjort pc'erne i stand til at oplæse dansk tekst stævner direkte mod en fiasko. Dansk talesyntese, der blev udviklet med 11 millioner kroner i offentlig støtte, er så dyr, at synshandicappede, ordblinde og erhvervslivet fravælger produktet.
Den syntetiske tale er forankret i selskabet Speech-Ware, hvor det står så skidt til med økonomien, at majoritetsejeren TDC overvejer at sælge firmaet. Der er heller ikke udsigt til en lysning. Mens millionerne fosser ud af statskassen til løbende støtte for det danske sprog i litteratur og film for ikke at tale om DR og TV2, er kassen lukket i, når sproget passerer hen over en computer.
- Lige fra 1998, hvor udbudsforretningen blev gennemført, har politikken været, at talesyntesen efter den indledende støtte skal kunne klare sig via de frie markedskræfter, oplyser fuldmægtig Bo Wiberg fra Videnskabsministeriet.
I mange andre europæiske lande er holdningen helt anderledes, oplyser Bente Maegaard, direktør for Center for Sprogteknologi under Københavns Universitet.
Hun nævner, at Norge har sat 75 mio. kroner af til sprogteknologi, herunder også til talegenkendelse. Det er software, der gør computeren i stand til at "lytte" til tale og omsætte det til tekst.
- Men ingen har arbejdet så bevidst og langvarigt med at sikre sproget som Tyskland, siger Bente Maegaard.
Hun påpeger, at en uvildig europæisk rapport sidste år påpegede, at Danmark haltede voldsomt efter mange af de øvrige lande inden for sprogteknologi. Også lande med meget små sprogområder.
- Herhjemme er ansvaret for at varetaget sproget desværre faldet mellem tre ministertaburetter. Kulturministerens, Erhvervsministerens og Videnskabsministerens, siger Bente Maegaard.

Forskningen droslet ned
Medvirkende til miseren kan være, at regeringen kort tid efter udbuddet af talesyntesen solgte TDC til den amerikanske telekoncern SBC for milliardbeløb. Ingen anden virksomhed i Danmark havde forsket så meget i taleteknologi som TDC, men under den nye ejer er der droslet voldsomt ned for al forskning.
TDC's tidligere udviklingsdirektør Ole Mørk Lauridsen, der i dag er vicedirektør i Nettest, ser bekymret på udviklingen.
- Projektet burde have været mest forankret i Kulturministeriet, også når man ser på hele EU's ide om de decentrale kulturers bevarelse, siger Ole Mørk Lauridsen.
Han ser Speech-Wares trængte situationen som et "ulykkeligt eksempel" på, hvorledes det er gået med en række af de initiativer, som blev startet ud fra intentionen om at bringe nye kreative tjenester på markedet.
Ole Mørk Lauridsen har tidligere kritiseret politikerne for at gøre sprogteknologi til en handicapsag. Men som beskrevet på side 8 i denne avis sættes også den næste fase, talegenkendelse, i gang med henblik på handicappede. DR og TV2 skal kunne tekste direkte nyhedsudsendelser for hørehæmmede.

Går glip af fintuning
Direktøren frygter, at både handicappede og andre må lade sig nøje med de mere generelle sprogprodukter på dansk, som kommer fra de multinationale firmaer. IBM, Philips og Nuance er blandt udbyderne. Ekstra-tilpasningen - fintuning til sproget - bliver sandsynligvis ikke mulig.
Men at der er økonomi i at have god sprogteknologi, foreligger der flere beviser for. For eksempel ser talegenkendelse til røntgenlæger ud til at kunne reducerer omkostningerne til journalskrivning med op til 50 procent, ifølge firmaet Max Manus, der baserer sit produkt på software fra Philips.
Ordblinde gør også store fremskridt ved hjælp af taleteknologi.
- Men den mest præcise, den fra Speech-Ware, er for dyr. En ordblind skal finde 7.500 kroner eksklusive moms for at få råd til softwaren plus det nødvendige overliggende styreprogram, oplyser teknologikonsulent Leif Petersen fra Hovedstadens Ordblindeskole.
I offentlig sammenhæng spiller prisen den afgørende rolle, så også her satses i stedet på billigere, lidt dårligere produkter.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Kulturministeriet inden for den korte tidsfrist, som vi kunne give.

Billedtekst:
- Sprogteknologien burde være mest forankret i Kulturministeriet, men ministeriet har aldrig haft en interesse for det, siger TDC's tidligere udviklingsdirektør Ole Mørk Lauridsen. Foto: Hans Juhl

Læs på side 8: "TDC tæt på at opgive dansk talesyntese"




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Hybrid, on-premise eller public cloud. Bliv klogere på fremtidens datacenter

Få indblik i, hvordan du planlægger, designer og drifter dit datacenter, så det kan følge med virksomhedens vækst, støtter bæredygtighedsindsatsen og lever op til krav om effektiv datahåndtering.

25. februar 2025 | Læs mere


Computerworld Cyber Briefing

Én gang om måneden leverer Computerworld Event et 30 minutters Cyber Briefing, hvor du får overblik over de mest aktuelle angreb, største trusler og tendenser samt giver dig gode råd, der kan implementeres direkte i din it-sikkerhedsafdeling.

03. marts 2025 | Læs mere


Identity Festival 2025

Er du klar til en dag, der udfordrer din forståelse af, hvad Identity & Access Management (IAM) kan gøre for din organisation? En dag fyldt med indsigt, inspiration og løsninger, der sætter kursen for, hvordan vi arbejder med IAM i de kommende år.

05. marts 2025 | Læs mere






White paper
Sikkerhed gjort enkelt: Beskyt din virksomhed direkte i browseren