Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 23. januar 2004.
Fem pilotprojekter i offentligt regi skal afsløre, om det kan betale sig at anvende open source-software på
tusindvis af offentlige pc'er.
Videnskabsministeriet (VTU), Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen har sat navn på de fem open source-pilotprojekter blandt offentlige institutioner, der bliver støttet med i alt 1,7 million kroner.
Meningen med pilotprojekterne er at skabe et værktøj, som kan anvendes til at støtte beslutningsprocessen omkring indførelse af open source på pc'er i offentlige institutioner. Samtidig skal projekterne belyse økonomien i projekterne.
- Det er værdien og de samlede omkostninger ved forskellige systemer, som bør afgøre det offentliges valg af software, siger videnskabsminister Helge Sander.
Psykiatrisk Hospital
Et af de projekter, der har modtaget støtte, skal foregå på Psykiatrisk Hospital i Århus. Her skal 975 pc'er, som anvendes af 2.200 brugere, fra den 2. februar udstyres med kontorpakken Open Office. Projektet har fået et par hundredtusind kroner i støtte.
Jens Kjellerup, der er it-chef for psykiatrien i Århus Amt, siger:
- Vi skulle skifte kontorpakke, fordi vi hidtil har anvendt WordPerfect, der ikke længere vil komme i danske versioner. Vi skulle forholde os til økonomien og har regnet ud, at det ville koste os 2,8 millioner at skifte til Microsofts kontorpakke.
Århus Amt har vedtaget en strategisk plan om at anvende Microsoft Word som format til udveksling af dokumenter og i den sammenhæng udpeget Microsoft Office, StarOffice og OpenOffice som mulige kontorpakker.
De øvrige fire pilotprojekter gennemføres i Roskilde kommune, hvor det skal undersøges, om open source-baserede tynde klienter kan fungere sammen med kommunens andre systemer. Aalborg Handelsskole vil afprøve Open Office i skolens administration. Næstved kommune vil afprøve Star Office, og Forbrugernes Hus vil afprøve Open Office-pakken.
Projektleder Thomas Myrup Kristensen, VTU, siger, at yderligere et projekt kan komme på tale:
- Vi vil gerne støtte et projekt, hvor en offentlig institution vil opgradere deres Microsoft-software og gennemføre en evaluering af forløbet, siger han.
I udvælgelsen er der lagt vægt på projekter, der spænder fra forholdsvis simple projekter med mange brugere, hvor der blot skiftes til en ny kontorpakke, til projekter med færre brugere, men hvor projektet sigter mod en fuld overgang til open source-software.
Evaluere projekterne
Siden august har VTU sammen med KL og Amtsrådsforeningen og konsulentfirmaet Devoteam Fischer & Lorenz udarbejdet en såkaldt værdi- og omkostningsmodel, der skal anvendes i evalueringen af projekterne.
En ekspertgruppe med repræsentanter fra Teknologirådet samt Linux-brugergruppen SSLUG og repræsentanter fra fem leverandører har desuden fungeret som rådgivere. De fem leverandører er IBM, Microsoft, CSC, KMD og Sun Microsystems.
Modellen skal bruges til at vurdere de samlede udgifter ved udskiftning af software. Det gælder blandt andet udgifter til licenser, implementering og drift af systemerne.
Også brugernes tilfredshed med systemerne måles ud fra modellen.
- Modellen er lavet, så den med nogle tilpasninger vil kunne anvendes til at lave analyser af andre dele af it-installationer i det offentlige, siger Thomas Myrup Kristensen.
Billedtekst: - Projekterne skal løbe i cirka et halvt år, hvorefter resultaterne til efteråret vil blive fremlagt i en rapport, siger Thomas Myrup Kristensen, VTU. Foto: Torben Klint