Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. oktober 2003.
Servicefællesskabet for Geodata er i fuld gang med at udforme retningslinierne for geodata-udviklingen i Danmark.
Dialog
Servicefællesskabet for Geodata under Miljøministeriet har for alvor taget hul på sit arbejde, der skal sikre, at der kommer bedre sammenhæng i udnyttelsen af geodata i Danmark.
- Vi er endnu i startfasen. Vi skal sørge for, at alle parter på geodata-området kommer til at indgå i dialogen om udnyttelsen af geodata. Hvis man skal skabe en sammenhængende struktur for udnyttelsen af geodata, kræver det et langt, sejt træk, fastslår formanden for servicefællesskabet, Jesper Jarmbæk.
Han påpeger, at der er en stor udfordring i at bringe en grundlæggende forståelse for geodatas betydning videre ud end blandt GIS-teknikerne. Det gælder for eksempel til social- og sundhedssektoren:
- Men vi må vænne os til, at data skal ud at arbejde, understreger han.
Unik mulighed
Jesper Jarmbæk tror, at diskussionen om kommunernes fremtidige struktur åbner en unik mulighed for at skabe fælles standarder på geodataområdet:
- Det er svært at forestille sig datasamlinger, der ikke berøres af strukturreformen. Det skaber en helt særlig situation, hvor der åbnes for anvendelsen af standarder. Teknologisk set kan det i dag lade sig gøre at få udbytte af geodata og det vil give et samfundsmæssigt set dramatisk afkast, fastslår han.
Henrik Larsen, der er konsulent for servicefællesskabet tilføjer:
- Hvis man skal røre i de fælles gryder, er det et rigtig godt tidspunkt nu, hvor Strukturkommissionen arbejder.
Geodata og ESDH
Jesper Jarmbæk peger på, at servicefællesskabet blandt andet arbejder på, at geodata får en central placering i arbejdet med at indføre elektronisk sags- og dokumenthåndtering (ESDH) i den offentlige sektor.
Servicefællesskabet lægger også stor vægt på at kommende udnyttelse af geodata kommer til at bygge på alle de standarder, der efterhånden er ved at udkrystallisere sig på GIS-området. Det gælder for eksempel WMS (Web Mapping Services), WFS (Web Feature Server) samt XML og GML (Geography Markup Language:
- Det er en kolossal fordel, at der er ved at være internationale standarder på plads, og vi bakker helt og fuldt op om standardiseringsbestræbelserne, siger Henrik Larsen.
Jesper Jarmbæk betoner, at data skal vedligeholdes der, hvor de fødes, men de skal etableres efter fælles modeller, der gør det muligt at kombinere dem.
- Idealsituationen vil være, at borgerne for eksempel vil kunne hente alle data om en ejendom uden at kunne se, at data er hentet 117 forskellige steder, siger han.
Billedtekst:
Jesper Jarmbæk, Servicefællesskabet for Geodata: - Der er ikke megen information, der på ét eller andet niveau ikke er stedbestemt.
Foto: Torben Klint