Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 12. september 2003.
Danskeren Kim Wiencken, tidligere nummer to i SAP Norden, skal dreje SAP-koncernens 8.000 udviklere til at producere "væg til væg"-forretningsløsninger til enhver virksomhed i kampen mod Microsoft.
Oprustning
Den tyske SAP-koncern er verdens største softwarevirksomhed med forretningsløsninger - de såkaldte ERP-systemer til store virksomheder. En succes af så solid karakter, at SAP i dag har et monopollignende fodaftryk inden for ERP til det "voksne erhvervsliv".
Men succesens bagside er, at SAP kun kan hente fremtidens vækst i mindre og mellemstore virksomheder. Her er SAP nybegynder. ERP-markedet for mindre og mellemstore virksomheder har en lang række mindre, nationale softwarefirmaer med Èt stort, internationalt firma - Microsoft Business Solutions. Et økonomisk råstærkt selskab, som har sat sig det mål at erobre de mindre og mellemstore virksomheder med Microsoft-forretningsløsninger.
Det er her i "midt-markedet", at slaget skal slås mellem SAP og Microsoft. De har begge de økonomiske muskler og softwaremæssige kompetencer til at vinde. Microsoft kender i forvejen de små og mellemstore virksomheder via forsyningen med Windows- og Office-software. SAP ved bedre end andre i softwarebranchen, hvordan en forretningsløsning skal skrues sammen med "Business Suite" til store virksomheder. Det har de 30 års erfaring med.
SAP's angreb på de små virksomheder startede for et år siden med løsningen "Business One" og til de mellemstore virksomheder med "All-in One".
Kim Wiencken
En dansk spiller i slaget med Microsoft bliver Kim Wiencken, 46 år, fra SAP Norden. Han er netop udnævnt til "Programdirektør" med direkte reference til SAP-topchefen (CEO) Henning Kagermann i den nye omstilling af SAP's "skatkammer", koncernens udviklingsafdeling på mere end 8.000 ansatte. Til reorganiseringen er dannet tre nye Business Solutions Groups (BSG) under ledelse af hvert sit SAP-bestyrelsesmedlem. De får det totale forretningsmæssige ansvar for omsætning, markedsandele og kundetilfredshed.
Henning Kagermann får ansvaret for BSG'en for den finansielle og offentlige sektor. Det er her Kim Wiencken bliver direktør - Programme Director. Han er en af tre programdirektører i det store omstillingsprojekt.
Reorganiseringen af udviklingsafdelingen er sidste trin i SAP-koncernens oprustning i skiftet fra det nørdede softwarefirma med produkterne i højsædet til en velsmurt leverandør af softwareløsninger med kunderne til bords. En proces, som med succes startede i SAP Norden i sommeren 2000 med netop Kim Wiencken, dengang nordisk næstkommanderende (COO) i makkerskab med SAP Nordens administrerende direktør (CEO) Jim Hagemann Snabe. En radikal omstilling i kultur og markedsfokus til et samarbejde med partnere og kunder. En ny stil hvor SAP lærte at lytte til kundens ønsker og behov til en forretningsløsning og ikke bare til lovprisningen af et stykke software.
Den nordiske omstilling skal ifølge Kim Wiencken være lykkedes så godt, at SAP på tre år er gået 50 procent frem i omsætning med samme antal medarbejdere. En reorganisering som nu er gennemført i hele SAP-koncernen - undtagen for udviklingsafdelingen, der nu står for tur.
Hjertet i SAP
Det er SAP-topchefen, CEO Henning Kagermann, der står bag koncernens nye udviklingsstruktur for de godt 8.000 ansatte - næsten en tredjedel af selskabets 29.000 medarbejdere. Med godt 30 år på bagen er udviklingsafdelingen SAP's "kronjuveler", hjertet i selskabet, der skal støves af og sættes op i fart. Det kræver ifølge Kim Wiencken en nænsom og fast hånd for ikke at knække en ubrudt succes med ERP-løsninger i verdens største virksomheder siden SAP-starten i 1972.
- Vi skal kundeorientere udviklingsafdelingen. Fokus skal ændres fra dagens til morgendagens udvikling, hvor en større del af udviklingen skal fokuseres på hvad vi skal leve af om to-tre år, siger Kim Wiencken.
Målet er at sætte mere fart i udviklingsafdelingen, det såkaldte time-to-market begreb. Ligesom afdelingen, som allerede i dag producerer SAP's 23 brancheløsninger, skal have koblet den udvikling bedre på, der går på tværs af brancher og sektorer - eksempelvis kunde- (CRM) og leverandørhåndtering (SCM). Det ambitiøse mål er brancheløsninger, der kan tage pusten fra Microsoft, leveret "væg til væg", hurtigt og nemt til store såvel som helt små virksomheder.
Billedtekst
- Hastighed er vigtig i omstilling. Den skal være gennemført på et halvt år. Længere kan man ikke holde folk fast i det dobbeltarbejde, en reorganisering kræver, siger Kim Wiencken, netop udnævnt programdirektør i SAP-koncernens tyske hovedkvarter i Walldorf med omstilling af udviklingsafdelingens 8.000 ansatte. Foto: Torben Klint
Boks:
CV Kim Wiencken, 46 år
Bopæl i Rungsted, gift med Annette (læser fransk). Har fire børn på 12, 14, 16 og 18 år - og her bliver familien boende, mens Kim Wiencken pendler til sit nye job i Walldorf, Tyskland.
1977-81: A.P. Møller, controller,
og læste HD regnskab
1981-85: Midland Bank, økonomi-
chef for trade finance
1985-92: Deloitte Consulting, part-
ner økonomistyring og informatik
1992-97: Sifo Management Group
1997-98: Oracle, konsulentdirektør
1998-2000: Maconomy, Nasdaq-
børsnotering
2000-03: SAP Norden: Chief Opera-
ting Officer (COO)
2003 - : Programme Director,
SAP AG