Microsoft - ven med venturekapitalen

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 4. september 2003.


Døende dotcom-selskaber var baggrunden, da Microsoft for tre år siden etablerede et team, hvis opgave det var at opdyrke et godt forhold til venturekapitalen. Initiativet er endelig udbredt til Europa - takket være Sheetal Mehta.

Symbiose
Perspektivet er krystalklart.
Når man er Microsoft, hvordan sikrer man så levedygtighed hos de rigtige, små, innovative virksomheder med fokus på produkter, der understøtter diverse Microsoft-platforme?
Og når man er venturekapitalist, hvordan sikrer man så, at man investerer i selskaber, som Microsoft ikke kunne tænkes at køre over, men derimod understøtte for eksempel med et partnerskab?
Svaret er for begges vedkommende, at man opdyrker gode relationer og en høj grad af gensidig tillid til den anden part.
- Vores team for VC relations - relationer med ventureselskaberne - blev søsat for tre år siden. Årsagen var døden blandt dotcom-selskaberne. Vi spurgte os selv, hvordan kan vi blive partner med ventureselskaberne, så de stoler på os og gerne vil investere i Microsoft-baserede teknologiselskaber? Svaret er, at det kan vi kun ved at være en god partner, siger Sheetal Mehta.

Øjnene op for Europa
Kvinden med det indiske navn og titel af Director, VC Relations, Emerging Business Team, EMEA, er canadier fra det multikulturelle Toronto. Hun har en baggrund i investeringsbanker, hvor hun blandt andet har arbejdet for det store amerikanske finanshus Morgan Stanley. Og hun var med fra starten på Microsofts VC-team i Silicon Valley.
Som tiden gik, kiggede hun på Europa og undrede sig.
- Her er så mange selskaber, som vi slet ikke fik ind på radaren, fordi vi var for langt væk og kun fokuserede på USA. Men hvis de ikke bliver finansieret, hvad sker der så med markedet og evnen til at få Microsoft-fokuserede investeringer?
Sheetal Mehta skrev et oplæg til sin chef, og som konsekvens af initiativet flyttede hun i januar til London, hvorfra hun regerer over en virtuel organisation, bestående af en-to medarbejdere i hver af Microsofts datterselskaber i EMEA (Europa, Mellemøsten og Afrika). Herfra har hun brugt de seneste måneder på at møde venturekapitalfolk og arbejde med due diligence-rapporter og analyser af porteføljeselskaber. Alt for at befordre områder som Microsofts .Net platform og web services. Der er set på porteføljeselskabernes forretningsmuligheder og sundhed, på hvordan deres teknologier påvirker Microsoft, og forventninger og planer er stemt af.

Som et økosystem
- Mit mål er at være så åben som overhovedet muligt med ventureselskaberne. Jeg lader dem vide, hvis de konkurrerer med Microsoft gennem deres porteføljeselskaber. Og de ringer for eksempel til os for at forhøre sig om, hvorvidt vi kunne tænke os at indgå partnerskab med dette eller hint selskab, for så ville de overveje at skyde kapital i de pågældende.
- Det er et veritabelt økosystem. Et økosystem hvor de nye selskaber på vej frem gerne skulle kunne udvikle sig. Hvor vi gerne ser gode selskaber få opbakning af venturekapitalen, siger Sheetal Mehta.
Hun bobler af begejstring over EMEA-projektet og er meget opmærksom på, at det ikke nytter blot at implementere Microsofts amerikanske proces her.
- Jeg bruger også tid på at forstå kulturerne. Det er nødvendigt for at kunne manøvrere effektivt i landskabet. Rammerne er amerikanske, men indholdet skal være europæisk.
Sheetal Mehta var i Danmark som deltager i European Tech Tour, hvor hun fik skabt mange kontakter. Såvel til de deltagende danske og internationale venturefolk som til en række danske virksomheder.
Hun understreger, at Microsoft ikke selv investerer corporate venturekapital, som mange andre it-selskaber ellers har gjort.
- Ventureselskaberne er gode til at investere. Vi er gode til teknologierne. Så det holder vi os til. Dog kan vi hjælpe selskaber på andre måder end med kapital. Mangler de nogle timers konsulentbistand, træning i .Net-platformen eller hjælp til at lave pressemateriale eller en case study, kan vi betale for det. Vi kalder det "soft dollars", som er øremærket til helt specifikke udgifter, og hvor det er meget synligt, hvordan vi får valuta for pengene, siger Sheetal Mehta.
Foreløbig arbejder hun med 15 ventureselskaber og omtrent 30 virksomheder over hele EMEA, som er på vej gennem due diligence processen. I Danmark planlægger hun due diligence arbejde med fem-seks selskaber på baggrund af diskussioner med tre ventureselskaber. Blandt dem Teknologisk Innovation, hvor konceptet med offentlig seed kapital roses, og Vækstfonden.

Billedtekst:
- Ventureselskaberne er gode til at investere. Vi er gode til teknologierne. Så det holder vi os til, siger Sheetal Mehta, Microsoft.
Foto: Hans Juhl




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere