Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. maj 2003.
22 danskere deltog i Intergraphs årlige møde for brugere af firmaets geografiske informationssystemer GeoSpatial World i New Orleans, som samlede omkring 1.000 Intergraph-brugere fra hele verden. Mød tre af de danske brugere.
Vibeke Bendixen, Bygge- og Teknikforvaltningen Københavns Kommune:
- Jeg havde stort udbytte af at deltage i tekniske sessioner, og det var også det, jeg gik efter. Jeg koncentrerede mig blandt andet om opsætning af et Oracle-miljø i forbindelse med GIS-systemet GeoMedia og med plotning. Til gengæld havde jeg forventet mere strategi og peptalk fra ledelsen. Det manglede.
Susanne Jensen, afdelingsleder for ejendomsteknisk datacenter i Københavns Lufthavne:
- Jeg fik udbygget mit netværk. Både med andre lufthavne i verden og med danske og nordiske brugere. Samtidig var det vigtigt, at konferencen beskæftigede sig både med GIS og systemer til forsyningssektoren, fordi vi anvender begge typer af systemer. De overordnede visioner fra ledelsen manglede, og jeg var skuffet over hovedtalerne på konferencen.
Inge Flensted, Kort- og Byggesagsafdelingen i Herning Kommune:
- Jeg fik nogle vigtige tekniske opdateringer om de nye versioner af de programmer, vi anvender. Vi vil gerne samle alle vores GIS-data i en Oracle-database, og der fik jeg nyttig information. Desuden studerede jeg 3D modellering af byer og landskaber, og der fik jeg ikke et klart indtryk af Intergraphs formåen. Vi fik desværre ikke klar besked om Intergraphs strategi og de udfordringer, firmaet står overfor for eksempel i forbindelse med GIS' rolle i digital forvaltning.