Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 14. februar 2003.
Der er stor mentalitetsforskel på danske og europæiske it-ledere. Det viser en undersøgelse, som konsulentfirmaet Deloitte & Touche har udført om danske it-virksomheder og de 500 hurtigst voksende it-virksomheder i Europa.
videnvirksomhed
Det meste af tiden går vi danskere nok rundt og føler os på toppen af Europa. Ikke bare geografisk, men også mentalt som forretningsfolk. Vi bor i et af Europas små lande. Derfor er vi måske født med en indbygget tro på, at vi simpelthen er kvikkere og dygtigere end andre europæere til at lave forretninger. Danskere som topchefer i udenlandske it-koncerner og danske ingeniørers banebrydende arbejder i udlandet eksempelvis.
Men vor danske stolthed holder ikke helt målet ifølge to undersøgelser om topchefer i danske it-virksomheder fra det internationale konsulentfirma Deloitte & Touche, nemlig 'European Technology Fast 500 CEO Survey 2002' fra december og 'Deloitte & Touche IT-Vækstbarometer' fra efteråret 2002.
Deloitte & Touche har simpelthen målt de danske it-virksomheder på en europæisk skala. Det var ikke godt for danskerne. Men tankevækkende - også i lyset af EU-udvidelsen i december med østeuropæiske lande med lavere skatter og lønninger. Et nyt marked for især produktionstunge teknologivirksomheder.
Danskere uden viden
- Man skal gøre sig klart, at grupperne i de to undersøgelser ikke er direkte sammenlignelige. De er henholdsvis hurtigst voksende europæiske it-virksomheder og alle danske it-virksomheder repræsentativt udvalgt for hele den danske it-branche, siger partner Kim Gerner fra Deloitte & Touche Videncenter IT, tele og medier.
- Men tallene kan bruges til at måle danske it-virksomheders konkurrenceevne. Undersøgelsen viser, at de hurtigst voksende europæiske virksomheder har gjort det godt. Det viser en tilsvarende USA-undersøgelse også. Det skyldes, at de især satser på at have et teknologisk forspring og unikke produkter. Det gør danske it-virksomheder ikke. Kun seks procent har det som primært brændstof, mens næsten halvdelen (45 procent) af de udenlandske it-virksomheder kører på et teknologisk forspring, siger Kim Gerner.
Kun frem i medvind
Men danske it-virksomheder skal også i gang med videntunge og teknologisk førende produkter. Ellers har de ingen berettigelse, mener Kim Gerner. Danskerne kan ikke overleve ved bare at glide med i slipstrømmen, når det går godt, og markedet generelt vokser.
Denne næsten automatiske vækst skal man naturligvis også have del i ved at være klar på markedet. Men den vækst får de europæiske konkurrenter også, når det igen rykker og går fremad, som undersøgelsen viser. Men for danskerne er vækstchancen spinkel, når de ikke også vinder på et teknologisk forspring. Det duer ikke, at danske it-virksomheder kun kan klare sig, når det går godt.
- Det positive er, at de danske it-ledere, ifølge vor undersøgelse, har forstået, at deres største udfordring lige nu er at fokusere deres virksomheder. De er blot endnu ikke kommet igennem og er blevet færdige med omstillingen til produktion med højt videnindhold. Det er deres europæiske og amerikanske konkurrenter. Personligt er jeg ikke i tvivl om, at det nok skal lykkes. De er på vej, men vi kan blot endnu ikke aflæse det i vore undersøgelser, siger Kim Gerner, Deloitte &
Touche.
Billedtekst:
- De danske it-topchefer er kommet sent i gang med at fokusere og omstille deres virksomheder til fremstilling af unikke produkter med et teknologisk forspring, som også kan overleve og vokse i et stagnerende og faldende marked. De er på vej, men endnu ikke klar som de europæiske konkurrenter, siger partner Kim Gerner, Deloitte & Touche Videncenter IT, tele og medier. Foto: Torben Klint
BOKS
Værn mod økonomisk usikkerhed
Hvilke konkrete skridt vil du inden for det næste år tage for at beskytte virksomheden mod den økonomiske usikkerhed? (Det var muligt at give flere svar)
Investere i marketing og salg 64 pct.
Fastfryse generelle og administrative omkostninger 51 pct.
Formindske produktionspris på produkter/ydelser 40 pct.
Satse på strategiske alternativer, eksempelvis fusion 30 pct.
Outsource ikke-strategiske funktioner 26 pct.
Skære i medarbejdertallet 24 pct.
Udskyde investeringer 21 pct.
Kilde: Deloitte & Touche 'European Technology Fast 500 CEO Survey 2002'
BOKS
Den store mentalitetsforskel
Der er stor mentalitetsforskel på europæiske og danske it-ledere, når det gælder, hvordan de vil klare sig i konkurrencen. Det viser svarene på spørgsmålet:
Hvad har haft størst positiv betydning for de 500 hurtigst voksende it-virksomheder i Europa sammenlignet med danske it-virksomheder?
Europa Danmark
Et teknologisk forspring/et unikt produkt 45 pct. 6 pct.
Kvalificerede medarbejdere 26 pct. 10 pct.
En generel markedsvækst 21 pct. 25 pct.
(right timing in the marketplace)
Kilde: Deloitte & Touche 'European Technology Fast 500 CEO Survey 2002',
'Deloitte & Touche IT-Vækstbarometer 2002'
BOKS
Østlandene på vej frem
Cheferne for de europæiske it-virksomheder fik spørgsmålet: På hvilke geografiske markeder vil din virksomhed have de bedste vækstmuligheder de næste fem år?
I Vesteuropa 37 pct.
I Nordamerika 27 pct.
I Rusland samt Central- og Østeuropa 10 pct.
Kilde: Deloitte & Touche 'European Technology Fast 500 CEO Survey 2002'