Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 7. februar 2003.
Den tidligere medejer af distributørfirmaet SEC Datacom satser nu både på ram, sejlbåde - og haj-dykning.
Portræt
Han kunne let have slænget sig i lænestolen og nydt sit otium. Men så købte han et digitalkamera.
For den 59-årige tidligere medejer gennem 11 år af distributørfirmaet SEC Datacom, Povl Erik Gedde, slog mødet med digitalkameraet hovedet på sømmet.
Han besluttede sig simpelthen for at starte et nyt it-firma, web-butikken RAMexperten med ram i alle mulige afskygninger som eneste vare.
- Nikon-kameraet havde, som mange andre digitalkameraer, et flash-memory kort på 8 MB. Det kunne jeg hurtigt se var alt for lidt til, at det kunne bruges til noget som helst fornuftigt. Når man køber digitalkameraer, er man således nærmest tvunget til også at købe et større ram-modul. Vi rejser for eksempel meget, og har i dag købt mellem fem og 10 hukommelsesmoduler med høj kapacitet, fortæller Povl Erik Gedde.
Han tilføjer:
- Det fortalte mig, sammenholdt med det faktum, at der efterhånden bygges ram ind i alt fra computere over legetøj til køleskabe, at det må være muligt at opbygge en særdeles fornuftig forretning på at handle med ram.
Kunne have droppet jobbet
Salget af aktierne i SEC Datacom til partneren Lars Zinglersen havde ellers indbragt ham, hvad han selv betegner som en rimelig pension.
Faktisk så god, at han ville kunne leve en komfortabel tilværelse resten af sit liv i strandvejsvillaen i Espergærde med Øresunds bølgeslag op ad havemuren i baghaven.
Efter salget af virksomheden havde Povl Erik Gedde egentlig tænkt sig at lave noget helt nyt.
Han havde blandt andet en plan om at tage på malerskole i Frankrig for at lære at male bedre billeder, end de hjemmemalede skilderier, han selv betegner som klatmaleri.
- Men jeg har svært ved at sidde stille. Jeg er iværksætter og købmand og trives bedst, når jeg har forretningsmæssige udfordringer og jeg betegner altid, på trods af at jeg snart fylder 60, mig selv som gammel i gåseøjne, siger han.
RAMexperten er tænkt og tilrettelagt på en anden måde end SEC Datacom.
Firmaet er og vil blive drevet på en anden måde, men de to firmaer har flere ting tilfælles. Der satses på organisk vækst, teknisk ekspertise, specialisering og forholdsvis få medarbejdere pr. omsat krone.
Hobbyfirma
Straks efter at Povl Erik Gedde havde solgt sine aktier i SEC Datacom, kastede han sig ud i et forretningsprojekt med udgangspunkt i en af sine hobbyer, sejlsport.
Sammen med en kammerat ejer han firmaet Dansail A/S. Firmaet har købt rettighederne til at bygge en 45-fods oceancruiser bygget i aluminium.
Ambitionen var på forhånd at bygge en af de hurtigste sejlbåde i Danmark, og det er lykkedes, vurderer han. Det første eksemplar er hans eget og ligger til daglig i Egå Marina nord for Århus.
- Hvis vi kan sælge en båd om året er det fint. Hvis vi sælger begge de to både, vi kan nå at bygge på et år, er det en rigtig god forretning, pointerer Povl Erik Gedde, der i parentes bemærket blev europamester i H-båd i 1982.
Sporten har i det hele taget været omdrejningspunkt i Povl Erik Geddes liv.
I århusiansk håndbolds guldalder i 1960'erne var han målmand først for VRI's hold og senere for både Viby J.'s guldalderhold og ungdomslandsholdet. Han har også spillet turneringstennis i HIK og har senest kastet sig over golf.
Men it-verdenen var svær at slippe helt, og ideen med at sælge ram meget tiltrækkende. Via de forretningsmæssige kontakter på Taiwan, som Povl Erik Gedde har opbygget gennem årene i SEC Datacom, kom han i forbindelse med en af verdens største producenter af ram, firmaet Kingmax.
- Vi har indgået en nordisk distributøraftale med Kingmax. Vi vil sælge hukommelsesmoduler via internet til både forhandlere, pc-byggere og private, forklarer Povl Erik Gedde.
Povl-Erik Gedde fik i en ung alder børn. Nu har han fire børnebørn, som bor i Risskov og Egå tæt på marinaen.
- Jeg tog en passer og med centrum i Egå Marina tegnede jeg en halvcirkel med en radius på en kilometer. Inden for den halvcirkel er vi i gang med at se på hus. I forhold til mine børnebørn vil jeg ikke ende som noget, de blot husker som et billede på væggen. Forretning er ikke så meget værd, at alt skal ofres på dens alter, understreger han. Samtidig er Povl Erik Gedde efter eget udsagn aldrig faldet til i København:
- Hjemme for mig er i Risskov/Egå-området. Min kone har lige fået et godt job i Århus, så nu rykker vi derover snarest muligt.
Gedde blandt hajer
Sammen med sin kone gennem ti år, Helle, der også arbejder i it-branchen har Povl Erik Gedde fået en ny hobby: Dykning i eksotiske egne af verden. Favoritten er den særlige form, der kaldes haj-dykning, hvor man studerer hajers gøren og laden. Det kan umiddelbart lyde farligt, men Povl Erik Gedde forklarer, at det er relativt ufarligt, og at han i øvrigt slet ikke opfatter sig selv som en vovehals.Fast inventar på rejser til fjerne rejsemål i Asien er digitale kameraer og ikke mindst; masser af hukommelse.
Billedtekst:
Povl Erik Gedde, RAMexperten:
- Vi har ingen planer om at forsøge at smadre det danske ram-marked - det er ikke min stil. Målet er at opbygge en lille, god forretning, hvor vi starter med omkring fem ansatte i år.
Foto: Torben Klint