Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 13. december 2002.
Det er blevet hverdag igen efter brylluppet mellem Hewlett-Packard og Compaq. Forud gik måneders diskussion og retssager i Packard-familien til skade for markedsandele.
fusion
Det hele var timet og tilrettelagt, da de to topchefer for henholdsvis Hewlett-Packard og Compaq den 3. september 2001 meddelte, at Hewlett-Packard ville købe Compaq for 25 milliarder dollars.
Men prisen endte på cirka 19 milliarder dollars, efter måneders kamp mellem HP-aktionærerne, og som følge af den almindelige tilbagegang på aktiemarkedet var aktiekursen faldet.
Fusionen var den største i it-branchen overhovedet og ville skabe verdens næststørste it-virksomhed med en omsætning på 87 milliarder dollars og dermed meget tæt på IBM's knap 90 milliarder dollars.
Fornuftsægteskab
Det var ikke et hovedkulds forelsket par, der stod frem. Ved præsentationen fremlagde de to topchefer for henholdsvis HP og Compaq, Carly Fiorina og Michael Capellas, en detaljeret plan for integration og vækstudsigter for det nye HP.
Men i november sidste år satte problemerne ind. Walter Hewlett - en efterkommer af de oprindelige HP-stiftere - meldte ud, at han ikke støttede fusionen, selvom han som bestyrelsesmedlem havde godkendt planen, før den blev offentliggjort.
Mens Compaqs aktionærer uden store sværdslag accepterede tilbuddet fra HP, så foregik der i månederne op til HP's ekstraordinære generalforsamling en forbitret valgkamp mellem Walter Hewlett og Carly Fiorina samt selskabets ledelse. Da stemmerne var talt op og gav et snævert flertal for fusionsplanerne, forsøgte Walter Hewlett yderligere at få fusionen stoppet ad rettens vej.
15.000 job forsvinder
Men i maj faldt Hewlett-Packards køb af Compaq endelig på plads, og når integrationen er fuldført i løbet af 2003, vil 15.000 job være forsvundet. Et af dem viste sig i øvrigt at være Michael Capellas' job. Han forlod HP i november. Omkostningerne ved fusionen vil være 2,6 milliarder dollars.
Koncernens forventninger til væksten i omsætningen for finansåret 2003 ligger på fire-seks procent og syv-ni procent i 2004. HP's finansdirektør Bob Waymann venter, at printer- og billedforretningen vil opleve den højeste vækst på ti procent i omsætningen.
Til gengæld vil pc-divisionen ikke levere nogen vækst - men vil måske endda opleve en tilbagegang i 2003. Men pc-forretningen kommer stærkt tilbage med vækstrater på mellem fem og syv procent i 2004.
Men i september fremlagde finanshuset Goldman Sachs, der var HP's rådgiver ved fusionen, en rapport, der viser, at HP har problemer med integrationen. Det betyder, at selskabet mister markedsandele til Dell og IBM på markedet blandt store amerikanske virksomheder.
Billedtekst:
Det var ikke et hovedkulds forelsket par, der i september stod frem ved præsentationen af det nye HP.
Foto: Wirepix
Boks:
NYT HP-BYGGERI
Om godt et år kan de cirka 700 ansatte i det danske HP-selskab sætte sig til rette ved bordene i et helt nyt byggeri i nordsjællandske Allerød. Målet er at blive større end IBM, der ligger godt to milliarder kroner foran HP's danske omsætning på godt fem milliarder kroner.
De danske medarbejdere kommer på hårdt arbejde for at nå målene. Ansvaret hviler hos administrerende direktør Niels Svenningsen, der er 37 år og med en fortid i Compaq.
Danske Compaq-kolleger har i øvrigt sat sig dybe spor i den europæiske HP-ledelse. Chefen for Nordeuropa er den tidligere administrerende direktør for Compaq i Danmark og Norden, Walther Thygesen, og i toppen af den europæiske organisation sidder Kasper Rørsted.
Om et års tid pakker de danske HP-medarbejdere flyttekasser. De tre nordsjællandske adresser bliver samlet til et nyt dansk hovedsæde i Allerød.