Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 6. december 2002.
Cad-branchen er under voldsom omstrukturering. Det har medført, at en forhandler er gået konkurs, og topchefen hos en anden cad-leverandør er blevet fyret.
FORANDRINGENS VINDE
Det århusianske cad-firma Summit 2000, der blandt andet har været forhandler af cad-systemer fra IBM/Dassault Systemes (IBM/DS) og SDRC, er gået konkurs.
Størstedelen af aktiviteterne i Summit 2000 er overtaget af konkurrenten Rand. Det gælder blandt andet navnet, de seks medarbejdere i firmaet og igangværende arbejde, oplyser Rands danske chef Peer Eske Bruun.
Chefen for Summit Systems, Henrik Iversen, siger, at en væsentlig grund til, at Summit 2000 har måttet kaste håndklædet i ringen, er, at der har været for mange om budet, når det gælder forhandlingen af systemer fra IBM/DS på det danske marked.
Rand er en international distributør, som blandt andet forhandler cad-software og systemer til styring af teknisk dokumentation (PDM) fra IBM/DS, Autodesk og ikke mindst PTC.
Kold luft
Forhandlingen af produkterne fra PTC har i flere år været Rands hovedaktivitet. Men PTC har valgt fra 2005 helt at kappe forbindelsen til Rand.
Det skyldes angiveligt, at Rand nu også samarbejder med IBM/DS, der er PTC's værste konkurrent på det område inden for teknisk it, som markedsføres under betegnelsen Product Lifecycle Management (PLM).
Med overtagelsen af aktiviteterne og medarbejderne fra Summit får Rand i Danmark styrket sin ekspertise inden for især cad-systemet Catia og SmarTeam-systemet til styring af teknisk dokumentation (PDM).
Chef er blevet gået
Også hos PTC er der sket ændringer. Som led i en skandinavisk omstrukturering har PTC skilt sig af med den danske topchef, Lars Kring Jørgensen. Nu skal PTC styres fra Sverige og får svenskeren Thomas Svensson som chef.
Den danske talsmand for PTC er salgschef Morten Einfeldt Ibsen. Han erklærer, at PTC i fremtiden vil satse på sin anden danske forhandler, Cascade, som den primære samarbejdspartner herhjemme.