Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 29. november 2002.
Den nye version af cad-systemet SolidWorks har fået indbygget styrkeberegning med en letvægtsudgave af cae-systemet Cosmos.
styrkeberegning
For første gang sendes et cad-system på gaden med et indbygget og fuldt integreret system til styrkeberegning (cae).
SolidWorks 2003 rummer cae-systemet CosmosXpress, der kan avendes til styrkeberegninger på enkeltkomponenter af et design. Hvis brugeren har behov for at kunne lave finite element-analyser på samlekonstruktioner, kræver det en fuld udgave af cae-systemet, der skal købes ekstra.
- Det bliver muligt for mange flere at lave tidlige styrkemæssige analyser af et nyt design, og det kan være med til at spare penge, pointerer Jess Frandsen, der er chef for SolidWorks-forhandleren Solid Design House.
Den nye udgave byder på en række forbedringer, som for eksempel:
Nye værktøjer, som forbedrer hastigheden i modellering, øget fleksibilitet i modellering af komplekse emner, fysisk simulering af mekanismers bevægelse, værktøjer til at sammenføje enkeltdele i et design samt import af 2D-filer fra Autocad og omdannelse af dem til 3D-modeller. Desuden er både modellering af overflader og tyndpladekonstruktion forbedret.
SolidWorks 2003 findes i tre versioner, hvor basisudgaven er 2003. Office 2003 er udvidet med værktøjer til forbedring af systemets produktivitet, visualisering og kommunikation. Office 2003 Professional har desuden indbygget PDM Works, der er et system til styring af produktdata.
SolidWorks har netop åbnet tjenesten www.3dcontentcentral.com, hvor man gratis kan hente 3D-komponenter. Tjenesten rummer dels links til 3D-modeller hos en lang række leverandører af komponenter, dels et bibliotek, hvor SolidWorks-kunder har bidraget med 3D modeller.
Billedtekst:
En analyse med CosmosXpress er her visualiseret i SolidWorks' internet-kommunikationsværktøj eDrawings.