Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 29. november 2002.
Videnbaseret teknologi, der kan binde design- og produktions-viden tættere sammen er på vej ind i gængse 3D cad-systemer.
PRODUKTUDVIKLING
Paris: Der er en rivende teknologisk udvikling i gang inden for teknisk it. Under fællesbetegnelsen PLM (Product Lifecycle Management) integreres it-discipliner, som tidligere har hængt dårligt sammen.
Næste skridt i PLM-udviklingen er at gøre videnbaserede systemer tilgængelige for et bredt udsnit af industrien.
Avancerede videnbaserede systemer, der opsamler og automatiserer viden om både design og produktionsprocesser har været kendt i en årrække, men har hidtil været enormt dyre.
Systemerne kan opsamle den viden som skabes i designfasen og kan samtidig rumme regler for, hvad der er både muligt og umuligt i produktionsfasen. Dermed kan en stor del af designet af nye produkter automatiseres.
Dassault Systemes, som sammen med IBM står bag cad-systemet Catia har netop købt pioneren inden for videnbaserede designsystemer, KTI (tidligere ICAD og Concentra).
- Vi har allerede i version 10 af Catia V, som er lige på trapperne, anvendt videnbaseret teknologi. Med købet af KTI får vi mulighed for at gøre Catia langt mere intelligent. Videnbaseret teknologi er sammen med totale digitale 3D-produktmodeller nødvendigt for at kunne opfylde visionen om PLM, sagde chefen for Dassault Systemes, Bernard Charles ved det årlige forum for Catia-brugere.
Samarbejde om processsen
Han slår fast, at PLM ikke handler om enkeltdiscipliner som cad/cam, cae eller 3D-visualisering, men derimod om en helt ny måde at designe produkter på, hvor alle deltagere i processen samarbejder om de informationer, der hele tiden skabes i designfasen, produktionen og processen.
- Hvor design udgør "hvad", så udgør processen "hvordan", og begge dele er afgørende: Med PLM digitaliseres den intellektuelle kapital i producerende virksomheder fuldstændig, siger Bernard Charles, der, som et eksempel på hvor PLM bevæger sig hen, nævner, at de styklister, der anvendes til både design og produktion af nye produkter i dag er dokumenter. I fremtiden vil 3D-produktmodellen være den universelle stykliste, fastslår han.
Men der er stadig nogle teknologiske udfordringer for at PLM-visionen skal blive til virkelighed. PLM kræver mange forskellige applikationer. Derfor er især udviklingen af middleware, som udgør den infrastruktur, der kan binde PLM sammen til et samlet hele, kritisk, erkender Bernard Charles:
- Vi må udvikle infrastrukturen, og det vil ske på en Microsoft-platform. Derfor er det utrolig vigtigt, hvad Microsoft og IBM gør i den nærmeste fremtid med hensyn til .Net og WebSphere, siger han.
Boks:
Stort potentiale
PLM har potentialet til at blive den næste store økonomiske revolution i softwareindustrien. Det vurderer IBM's topchef for PLM, Ed Petrozelli. Han anslår, at verdensmarkedet for PLM (Product Lifecycle Management) når en omsætning på 30 milliarder dollars i år og vokser til 50 milliarder dollars. PLM er allerede et større marked for IBM end systemer til styring af kundeforhold (CRM) og underleverandører (SCM). Ed Petrozelli vurderer, at PLM også i løbet af få år vil overhale ERP. Det er især inden for PLM-tjenesteydelser, IBM venter den helt store vækst.
Produktets vej fra vugge til grav
PLM kan betegnes som et digitalt økosystem for producerende virksomheder. PLM handler om digitalt at integrere viden om hele et produkts vej fra vugge til grav allerede, mens det designes. Det er både med hensyn til produktion, distribution, vedligehold og bortskaffelse.
Tankegodset i PLM er i vid udstrækning det samme som i 80'ernes CIM (Computer Integrated Manufacturing), men hvor CIM forblev en vision, ser PLM ud til at være et realistisk koncept, fordi både viden og teknologi inden for teknisk it har taget flere kvantespring de seneste ti år.
De store spillere inden for PLM-området er Dassault Systemes/IBM, EDS og PTC.
It-penge bruges forkert
85 procent af produktonsvirksomheders it-budgetter bruges på at løse mindre end 20 procent af problemerne, siger Dave Burdick, konsulentfirmaet Collaborative Visions:
- Virksomhederne bruger primært deres it-investeringer på systemer til styring af økonomi, planlægning af produktion samt styring af kundeforhold og underleverandører, påpeger han:
- Men det betyder intet, hvis der ikke udvikles nye produkter, og 85 procent af omkostningerne i et produkt låses fast i designfasen. Derfor må produktudviklingsfolk overbevise topledelserne om, at de bør rette it-indsatsen mod de områder, hvor der virkelig kan opnås besparelser. Og der en satsning på PLM den bedste strategi, understreger Dave Burdick.
Billedtekst:
Bernard Charles, Dassault Systemes: - Vi er i gang med at skabe den digitale verden for producerende virksomheders intellektuelle kapital.