Nye roller i den verdensomspændende arbejdsdeling

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 8. november 2002.


It-baserede forretningsprocesser er næste skridt i vækststrategien for Indiens it-industri.

Globalisering
Mere end 30 måneder efter dotcom-boblen brast, er den akutte krisestemning afløst af en mere permanent følelse af dårlige tider, som har inficeret både danske, europæiske og amerikanske it-virksomheder. Men it-industrien har fra starten været verdensomspændende, og krisen ser ud til at styrke den proces, der sikrer, at opgaverne flytter og bliver løst, hvor den bedste kvalitet fås billigst muligt.

Derfor lyder der heller ingen kriseklynk fra Phiroz Vandrevala. Han er formand for den indiske software- og it-servicebranches organisation Nasscom og topchef i Indiens største it-servicevirksomhed Tata Consultancy Services.

Tværtimod kan han se frem til en vækstrate på omkring 40 procent for den indiske software- og it-servicebranche i den nærmeste fremtid. Sidste år var væksten på cirka 30 procent til en samlet omsætning i nærheden af ti milliarder dollars - de otte milliarder dollars blev hentet uden for Indien

Eksportvision
- Visionen er at nå en omsætning fra udenlandske markeder på mellem 50 og 65 milliarder dollars i løbet af nogle år. Det vil gøre software- og it-service til Indiens største eksportvare, fortæller Phiroz Vandrevala.

For at nå det mål er de indiske software- og it-servicevirksomheder godt i gang med at tage næste skridt i den vækststrategi, som foreløbig har været i gang de sidste 11 år. I 1991 tog de indiske politikere og forretningsfolk de første skridt på vejen væk fra den lukkede marxistisk dominerede økonomi og gjorde det dermed realistisk for udenlandske it-virksomheder og kunder at gøre forretning med inderne.

Den indiske tradition for it-udvikling går yderligere ti år tilbage, da Rajiv Gandhi var landets premierminister. Under hans ledelse blev hjerneflugten af højtuddannede matematikere til udlandet stoppet og den store viden brugt til at uddanne endnu flere indiske it-specialister.

Tusindårig tradition
Talentet for matematik i den indiske befolkning fortaber sig i det store lands tusindårige historie. Men gennem de sidste tyve år er den blevet omsat i særdeles konkrete resultater for Indien.

Først og fremmest har landet uddannet talenter, som har sat dybe spor fra bund til top i stort set alle verdens betydende it-koncerner. Men mange talenter er blevet tilbage eller er vendt tilbage og har gjort indiske it-virksomheder som Tata Consultancy Services til verdensnavne eller har startet egne succesvirksomheder som Infosys.

I midten af 1990'erne havde Indien opnået status som det globale informationssamfunds værksted med underleverancer og service i form af softwareproduktion og vedligeholdelse. Og i dag har virksomheder som Motorola, Texas Instruments, Cisco, IBM og HP ikke bare udviklingsafdelinger, men planlægger at fordoble investeringerne i den indiske it-hovedstad Bangalore over de næste tre år.

Servicestrategien
Men det er servicestrategien, der skal skabe den store vækst for inderne. Phiroz Vandrevala peger på, at den gennemsnitlige vækst består af 20 procent vækst i den traditionelle software-udvikling og 65 procent vækst i håndteringen af it-baserede forretningsprocesser.

- Håndteringen af it-baserede forretningsprocesser omfatter næsten alle tænkelige processer som help desk, call center og alle former for databearbejdning. Man kan sige, at Indien nu flytter sig fra at løse dele af opgaven til at tage sige af hele processen, siger Phiroz Vandrevala.

På denne tur til Danmark skal han først og fremmest tale politik med det danske EU-formandskab sammen med en indisk delegation. Men han har været her før og besøger nogle af de otte kunder, som Tata Consultancy Services har her i landet.

- Det er en myte, at vores service kun er for store kunder. I Danmark er den typiske forretning i størrelsesordenen 500.000 dollars, siger han.

Charmeoffensiv
Til gengæld har den indiske software- og it-serviceindustri brug for en charmeoffensiv over for Europa. 62 procent af den omsætning, som inderne henter i udlandet, stammer fra USA, 25 procent fra EU og tre procent fra Japan.

- Men for fire år siden var EU's andel af omsætningen 18 procent, og om tre år udgør den 30 procent. Globaliseringen gør det hele tiden sprogligt og kulturelt nemmere for både inderne og europæerne at lave forretning, siger Phiroz Vandrevala og understreger:
- It-industriens verdensomspændende natur flytter heldigvis hele tiden fokus fra lokale muligheder til global arbejdsdeling.

Billedtekst:
Executive Vice President Phiroz Vandrevala, Tata Consultancy Services, peger på outsourcing af offentlige it-baserede processer som et fremtidigt vækstområde. Det vil dog typisk være som underleverandør til IBM eller andre leverandører, mener han.
Foto: Torben Klint

Boks:
Den globale arbejdsdeling i it-industrien udvikler sig hele tiden. Indien har brugt ti år på at videreudvikle software- og it-servicebranchen, så den i dag beskæftiger 1,2 millioner mennesker inden for håndteringen af it-baserede forretningsprocesser.
I samme periode er Ukraine gået fra ingen it i finanssektoren overhovedet til, at stort set al bankforretning kan klares over internet og har skabt en generation af dygtige programmører.




IT-JOB

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen

Karrieremulighed inden for cybersikkerhed

Cognizant Technology Solutions Denmark ApS

Test Manager
Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere