Produktiviteten på flere af landets arbejdspladser har sikkert sat rekord for 2008, da pcworld.dk har været ramt af nedbrud siden de tidligere morgentimer.
Vi skulle så småt være ved at komme op og køre stabilt igen, men der er endnu ingen garantier. Årsagen til nedbruddet er endnu ikke helt afdækket, men meget tyder på at den store interesse for at læse historien om IT-factory og de manglende 500 millioner kroner, som pcworld.dk's søstermedie Computerworld har afdækket en del af, har bragt de fælles servere i knæ. Vi har selvfølgelig efterfølgende bedt Computerworld om i fremtiden at skrive mindre interessante historier.
Du burde dog sagtens nu kunne læse Computerworlds historier om hvad der ser ud til, at være en de seneste års mest spektakulære IT-krak. Du finder de opdaterede historier her hos Computerworld.
Ekstra servicemeddelelse
Mens vi har læsernes opmærksomhed, så er vi gentagne gange blevet gjort opmærksom på at McAfees SiteAdvisor tilsyneladende har besluttet sig for at pcworld.dk er et farligt website.
Det skyldes en række - nu slettede - downloads i den meget populære download-sektion. Desværre er SiteAdvisor ikke så hurtig til at ændre status, men vi arbejder på sagen. Men du kan selvfølgelig fortsat besøge pcworld.dk helt uden risiko for liv og lemmer.