Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 20. september 2002.
Skrækhistorier om kuldsejlede ERP-projekter har fået kunderne til at stille krav, som leverandørerne oplever som meget hårde.
- ERP-branchen har været præget af, hvad jeg vil kalde dårlig moral. Der har været mange dårlige ERP-projekter gennem tiden. ERP-firmaerne har lovet kunderne noget, de ikke kunne holde. Jeg har selv været med til at rydde op hos os selv i den slags projekter, og jeg synes faktisk, at der er en bedre moral nu i hele ERP-branchen end for blot et par år siden, siger administrerende direktør Henrik Aundrup fra ERP-firmaet IFS. Han tilføjer:
- Der er dog stadig nogle leverandører, der prøver at sælge deres systemer i sager, som de efter min mening burde holde sig langt væk fra.
Det danske ERP-marked er ifølge Henrik Aundrup særdeles konkurrencepræget og samtidig usædvanligt, fordi stort set alle ERP-leverandører er repræsenteret på markedet.
Nyt problem
Henrik Aundrup erkender, at det er både naturligt og sundt, at kunderne er blevet mere kritiske over for leverandørerne, men for ERP-leverandørerne betyder det, at de har fået et nyt problem på halsen: De stilles i dag over for kravspecifikationer til nye ERP-installationer, som typisk er meget omfattende. Det koster særdeles mange ressourcer for leverandørerne at dokumentere systemerne, og det har konsekvenser. Det bliver simpelthen svært at tjene penge på at sælge ERP:
Deltagelse i en udbudsrunde kan koste ERP-firmaerne mellem en halv og en hel million kroner på grund af de store krav til dokumentationen, vurderer Henrik Aundrup. Han siger:
- Det er simpelthen svært at se, at markedet kan bære det i det lange løb.
Han tilføjer, at oplevelsen set fra leverandørernes synsvinkel ofte er, at virksomhederne kræver, at et ERP-system er implementeret, før der bliver skrevet under på kontrakten.
- Virksomhederne kræver at få kæmpe forbedringer i driften af deres forretning meget hurtigt, og det kan ofte være svært at dokumentere på forhånd, siger Aundrup.
For ukritiske leverandører
Ofte mangler virksomheder, der vil indføre ERP, at gøre deres hjemmearbejde i form af grundige foranalyser af datagrundlaget for systemet samt virksomhedens organisation.
- Der har vi som leverandører været for rare. Vi har ikke været gode nok til at stoppe projekter og sige til virksomhederne, at de må få styr på disse ting - vi har simpelthen ikke stillet nok krav til kunderne, siger Henrik Aundrup.
For et firma som IFS betyder udviklingen på ERP-markedet, at firmaet ifølge Henrik Aundrup i dag skal vinde hver anden sag, firmaet byder på. Samtidig er IFS blevet mere selektiv og har en hård intern kvalificering af de enkelte projekter efter devisen om, at IFS skal kunne gøre en forskel i de enkelte projekter.
Også nogle af de uafhængige konsulentfirmaer har medvirket til, at kravspecifikationerne til ERP-systemer er pustet voldsomt op.
- Nogle af konsulenterne har solgt sig selv over for kunderne med budskaber som: "Hyr mig som konsulent. Så skal jeg nok sikre, at du ikke får en oplevelse med ERP som dem, du har læst om i aviserne", siger Henrik Aundrup.
Han tilføjer dog, at han også kender til mange konsulenter, som leverer et sobert stykke arbejde i forbindelse med specifikationer af ERP-systemer.
Note:
E-handlen i gang
En rapport fra Forrester Research peger på, at den europæiske onlinehandel, der i 2001 havde en værdi på 77 milliarder euro, udgjorde mindre end en procent af den totale handel mellem verdensdelens virksomheder. Men i 2006 vil den udgøre 22 procent af handlen eller et beløb på 2.200 milliarder euro.
Billedtekst:
Det danske ERP-marked er ifølge IFS-direktør Henrik Aundrup usædvanligt, fordi stort set alle ERP-leverandører er repræsenteret på markedet. Foto: Torben Klint
Note:
Dansk-svensk føring
I 2004 vil 17 procent af alle erhvervslivets handler i Danmark og Sverige blive gennemført elektronisk, forudser analysefirmaet Forrester Research. Analysen peger på, at de to lande udgør ti procent af den samlede onlinehandel i Europa - mere end det dobbelt af landenes samlede B2B-handel.