Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 20. september 2002.
Linux vil snart blive en vigtig del af virksomhedernes IT-infrastruktur, mener Computer Associates, der har satset hårdt på styresystemet.
Computer Associates har siden 1999 udviklet mere end 50 Linux-baserede produkter og tror på, at verden står lige foran det store gennembrud for styresystemet i professionelle sammenhænge.
- Linux-markedet er meget vigtigt. Der er utrolig stor aktivitet omkring Linux, og mange virksomheder anvender i dag styresystemet, fordi det er både billigt og særdeles stabilt.
Det siger John Pincomb, der er CA's internationale chef for marketing.
Selv om CA først hoppede på Linux-vognen sidst i 90'erne, otte år efter styresystemets fødsel, så betegner John Pincomb CA som Èn af de absolutte pionerer inden for professionelle Linux-løsninger.
- Vi var i forhold til andre leverandører tidligt ude med Linux-løsninger og har siddet med i Open Source Development Lab (www.odsl.org), der udvikler og tester professionelle Linux-løsninger.
CA opnåede ved konferencen Linux World i sidste måned at vinde tre priser for sine Linux-løsninger. Det gjaldt blandt andet systemet AllFusion Harvest Change Manager der blev udnævnt til det bedste udviklingsværktøj til Linux.
Distribueret og centralt
CA har satset på at udvikle Linux-versioner af sin software til systemovervågning, sikkerhed og integration med IT-systemer baseret på andre styresystemer. CA har udviklet Linux-løsninger til både distribuerede IT-miljøer og centrale mainframes.
For eksempel findes CA's værktøj til systemovervågning, CA Unicenter, i en version til optimering af Linux-miljøer.
- Det, der hidtil har manglet ved Linux, er centrale virksomhedsapplikationer som for eksempel de mest udbredte ERP-systemer og databaser, men de findes enten nu eller er lige på trapperne påpeger John Pincomb.
Puster nyt liv i værktøjer
Når Linux af CA opfattes som et godt styresystem til mainframes skyldes det blandt andet mainframe-computernes evne til at allokere ressourcer til Linux.
For Computer Associates har Linux været med til at puste nyt liv i en hel familie af værktøjer inden for blandt andet konsolidering, lagring, backup og sikkerhed til mainframe-styresystemet VM.
Men John Pincomb påpeger, at der stadig er ting, som kan forbedres i Linux. Det gælder især systemets evne til at skalere i virksomheder, der anvender Linux og systemets ydelse. Han forventer dog, at disse problemer snart vil være overstået.
Billedtekst:
John Pincomb: - Vi understøtter Linux-versioner fra både Red Hat og United Linux, der omfatter SCO Group, Conectiva, SuSE og Turbolinux.