Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den BioTech d. 2. september 2002.
KARRIERE & KOMPETENCE: De 45 medarbejdere, der blev ofre for Exiqons store nedskæringsrunde, har brugt sommermånederne på at søge nye job. Det har ikke været lige let for alle, og nogle har valgt at forlade biotekindustrien, men langt de fleste har fundet ny beskæftigelse.
På den ene side hører man jævnligt om, hvordan biotekselskaberne ligger i skarp konkurrence med hinanden om arbejdskraften i Medicon Valley. Hvordan der ikke blot er forskermangel, men mangel på veluddannet arbejdskraft i det hele taget.
På den anden side ligger biotekindustrien i nogen grad underdrejet, plaget af mangel på kapital. Der ses konkurser, nedskæringer, neddrosling af udviklings- og ekspansionsplaner og forsigtig sidden på sidelinien i venten på den næste finansieringsrunde.
I et forsøg på at tage temperaturen på arbejdsmarkedet i Medicon Valley har Biotech Denmark spurgt en række tidligere Exiqon-medarbejdere, om de har fået nyt job, hvordan de i givet fald fandt det, og hvordan de på baggrund af deres søgen oplever den nuværende beskæftigelsessituation.
Så vidt vi har kunnet få oplyst, havde langt hovedparten af de 45 medarbejdere, der blev ofre for massefyringen i slutningen af april, fået nyt job godt tre måneder senere. Men det har ikke været lige let, og ikke alle har fået ønskejobbet i første hug.
Der var mange laboranter blandt de fyrede, og de har haft fordel af, at arbejdsløsheden for deres faggruppe blot er lige knap tre pct. De fleste har angiveligt fået job uden problemer og har oven i købet haft en del at vælge imellem.
De øvrige medarbejdere melder om træghed i biotekindustrien, hvor det f.eks. i mange virksomheder skorter på salgs- og marketingafdelinger, og hvor der ikke er mange ledige forskningsorienterede job at gøre godt med. Nogle har helt forladt biotekindustrien. Heraf skulle Èn ikke nyde noget af at lade sig ansætte i en virksomhed, hvor det stod skralt til med kapitalen, så hun sagde pænt nej tak.
Forskeren
- Det er noget lavvandet derude. Der er simpelthen ikke mange ledige stillinger, så rimeligt vanskeligt er det jo, når man skal ud at finde et nyt job. Mit indtryk er, at virksomhederne har droslet ned på lavt blus. Jeg forventer heller ikke at se mange stillingsoplag til efteråret, siger Eva Jauho.
Hun er immunkemiker. Gennem sine fem et halvt år hos Exiqon var hun Project Manager med ansvar for ni projekter. De førte til tre af Exiqons syv produkter.
- Jeg synes selv, jeg nåede temmelig meget i den tid, jeg var der, fortæller hun ikke uden stolthed. At der ikke er så mange relevante stillinger at søge, tilskriver hun også det faktum, at hun er immunkemiker frem for f.eks. molekylærbiolog. Men hun er fuld af fortrøstning på længere sigt.
- Jeg tror, at der inden for de næste fem år kommer mere "go" på mit område end i molekylærbiologien. Så bliver der brug for flere immunkemikere og proteinkemikere, vurderer hun.
Trods lavvandet kom Eva Jauho til en del jobsamtaler. En del fravalgte hun selv, f.eks. et job i et biotekfirma og hos Statens Seruminstitut. Hun endte med at sige ja til et forskningsprojekt på Københavns Universitets Institut for Medicinsk Biokemi og Genetik. Der er tale om en deltids undervisningsstilling og et projekt, hun skal være med til at søge penge til.
Biotekindustrien er hun dog ikke blevet afskrækket fra.
- Jeg ville godt have mod på et prøve et biotekfirma igen. Der er mange fordele ved branchen. Hos Exiqon gjaldt det ikke mindst i starten, da vi ikke var så mange, og den enkelte medarbejder kunne få stor indflydelse og spille mange roller. Men nu vil jeg prøve noget andet. Hvis projektet lykkes, er det rent faktisk en gren af videnskaben, jeg meget hellere vil arbejde med, siger Eva Jauho, hvis nye projekt handler om isolering af celler til brug for proteinforskning.
Laboranten
Da Dana Tvermoes blev fyret fra sit job som laborant hos Exiqon, gik hun prompte i gang med at lede efter et nyt job på internettet. Jobbanker og databaser blev endevendt. Hun sendte rundt regnet 20 ansøgninger afsted, søgte bredt, og var til syv-otte samtaler. Det endte med, at hun takkede ja til et job i det lille biotekfirma Scandinavian Micro Biodevices, et af NKT-koncernens porteføljeselskaber, som udvikler biochips til diagnostik og lægemiddelfremstilling.
De snuppede hende for næsen af en række andre foretagender såsom Haldor Topsøe, Chr. Hansens Laboratorier og Panum Instituttet.
- Jeg fik hurtigt svar fra SMB efter to samtalerunder med en forsker og en direktør. Da de tilbød mig jobbet, sagde jeg ja med det samme og ringede rundt og aflyste de andre samtaler og tilbud, fortæller Dana Tvermoes.
Hendes fornemmelse er, at biotekbranchen trods alt er i vækst - selv om det ikke gik så godt for Exiqon.
- For mig var det ikke så vanskeligt at finde et nyt job, selv om jeg er udlænding, og jobbet hos Exiqon var mit første i et privat firma. Før det var jeg kun statsansat og ansat for fondsmidler, siger hun. Dana Tvermoes kom til Danmark fra Rumænien for 12 år siden og har både en rumænsk og en dansk laborantuddannelse. Nu er hun i gang med mere nyt. Hun er i træning hos SMB, hvis metode og teknologi hun er i fuld gang med at lære.
Patentmedarbejderen
Poul Raahauge nåede at være ansat præcis et år hos Exiqon. Han nåede også lige at underskrive slutseddelen på et nyt hus, en uge før han fik sit opsigelsesvarsel som led i den store nedskæringsrunde.
- Jeg gik naturligvis straks i gang med ansøgningsprocessen og forsøgte mig for første gang med uopfordrede ansøgninger. Det førte til en hel del samtaler og rent faktisk også det job, jeg sidder i nu, fortæller han.
Der blev skrevet og sendt et halvt hundrede ansøgninger, og Poul Raahauge udvidede målgruppen til salg og marketing, da den første måned ikke gav noget på patentområdet.
Men det lykkedes alligevel på forholdsvis kort tid patentmedarbejderen hos Exiqon, der er uddannet biolog fra Københavns Universitet, at blive ansat som patentkonsulent hos Budde, Schou & Ostenfeld A/S, et af Danmarks ældste patent- og varemærkebureauer. Med omkring 80 medarbejdere er det ca. samme størrelse som Exiqon i dets storhedstid.
Om jobsøgningssituationen tilføjer Poul Raahauge, at det jo ud over ansøgningerne i allerhøjeste grad er netværket, man griber til. Han trak på sine kontakter og referencer i branchen og sidder med en fornemmelse af, at nogen godt kan have talt med nogen på hans vegne. Selv om han ikke ved, om det har virket, eftersom han selv fandt firmaet og etablerede kontakten.
Med til historien hører, at Poul Raahauge kunne have være blevet hos Exiqon. Hans chef havde fundet et nyt job og sagt op før den store nedskæringsrunde, og Poul Raahauge var blevet tilbudt at køre afdelingen alene.
- Det sagde jeg nej til. Jeg havde kun et halvt års erfaring i patentbranchen og følte, det var alt for risikabelt at køre en afdeling in-house med så lidt ballast. Man ansatte så en anden i hans job, som er der endnu.
Selv blev Poul Raahauge ansat, da Exiqon ekspanderede voldsomt som led i forarbejdet til den planlagte børsnotering.
- Vi voksede til det dobbelte på lidt over et halvt år. Der var en kanon ånd! Det var alle tiders gode sted at være. Der var team spirit, det rykkede, og man havde virkelig lyst til at gå på arbejde hver dag. Så kom det værste - den skuffelse at det viste sig at være en varmluftballon. Hvad end der præcis lå til grund, var det vel en form for varm luft, siger Poul Raahauge.
Kvalitetschefen
- Der er ingen arbejdsløshed for farmaceuter, fastslår Marianne Scwarz, som det kun tog 14 dage at finde et nyt job, og som også havde flere at vælge imellem.
Farmaceuten Marianne Schwarz er nu kvalitetschef i den danske del af AGA, der arbejder med medicinske gasser til bl.a. hospitaler og tandlægeklinikker. I løbet af sine fire et halvt år hos Exiqon var hun først med til at etablere produktionsafdelingen, og dernæst byggede hun kvalitetssikringsafdelingen op fra grunden.
Farmaceuter er et sjældent syn i biotekindustrien. Deres store jobmuligheder er i medicinalsektoren, hvor de er en mangelvare. PionÈrånd, lysten til at opbygge nyt, drev Marianne Schwarz til at stige på fra et job som produktionschef hos Orion Pharma. Fra september 2001 arbejdede hun på sit andet byggeprojekt: at få Exiqon ISO-certificeret. Fase I var afsluttet, alt var klar. Faktisk manglede der - konstaterer hun efter at have konsulteret sin kalender - kun godt 14 dage i at få den endelige ISO-certificering. Efter nedskæringerne var alt arbejdet spildt som følge af de markante organisationsændringer.
- Det var en spand koldt vand. Jeg følte mig som en maratonløber, der ser målet blive fjernet, når der bare er 100 meter tilbage. Sådan en hel ISO-certificering kunne jeg godt have tænkt mig at have på mit CV. Derudover havde jeg det dårligt med selv at have ansat folk, der også mistede deres job. Samvittighedsmæssigt har man det jo ikke godt, når man har fået folk til at forlade gode sikre job. Og jeg havde fundet helt perfekte folk med stor dygtighed og entusiasme, fortæller Marianne Schwarz.
Efter Exiqon blev hun tilbudt job i en anden biotekvirksomhed. Det fravalgte hun, fordi de talte om, at der var problemer med knaphed på kapital.
- Det havde jeg ikke lyst til at opleve igen, erklærer hun. Men tilføjer, at hun bestemt ikke har fortrudt Exiqon-tiden, hvor det var spændende at være med til opbygningen.
- Det er altid mere spændende at være med i en opbygningsfase end en neddrosling.
Salgsdirektøren
Skillevæggen når op til øjenhøjde i den fælles kantine i DTU i Lyngby. Her kan Hans Monberg hver dag hilse på gamle kolleger fra Exiqon. Biotekverdenen er lille.
Hans Monberg mistede sit job som salgs- og marketingdirektør i Exiqon, men fik et nyt som International Sales Manager i NKT«s porteføljeselskab Scandinavian Micro Biodevices, som leverer komponenter til micro arrays og micro fluidics til brug for diagnostik og lægemiddelfremstilling. Selskabet holder til i CAT (Center for Avanceret Teknologi) Forskerparken ved DTU.
Nem var jobsøgningen ikke for dem, der som han selv var ud af salg og marketing. For, som han pointerer:
- Ikke mange biotekselskaber har en egentlig salgs- og marketingfunktion. Der var vi forud for vores tid i Exiqon.
Med en baggrund som biolog og en solid karriere i industrien - fra Nunc til Novo til FMC Bioproducts tilbage til Novo Nordisk og derfra til H. Lundbeck, hvor han var med til at køre Cipramil frem på banen - var Hans Monberg et godt kort for Exiqon at kunne spille. Han deltog fra første færd i møder med venturekapitalen og var på selskabets roadshows løbende med til præsentationer for potentielle investorer.
Men selv med den baggrund var det ikke så let endda at finde det rette nye job. Konjunkturerne trykker.
- Jeg har talt med en del headhunterfirmaer, som fortæller, hvor rædselsfuld jobsituationen er, og at alle sidder på hænderne. Jeg har et godt CV og er blevet fint behandlet, men her i Danmark er der ikke noget at formidle. Så har jeg naturligvis trukket på mit gamle netværk, og alle vi, der blev fyret fra Exiqon, har hjulpet hinanden utroligt meget, fortæller Hans Monberg, der har tvillinger i ble-alderen og blandt andet på den baggrund ikke følte sig kaldet til at søge udenlands.
Til sidst virkede netværket. Jobbet hos SMB fandt han gennem den fyrede patentmedarbejder hos Exiqon, Poul Raahauge, der kendte selskabets direktør.
Otte af i alt ni medarbejdere i salgs- og marketingafdelingen blev fyret. Som dens forhenværende chef plages Hans Monberg af tanken om de mange, der blev ansat og kun fik ganske få måneder hos Exiqon. De blev trænet og etableret, så røg de ud igen. Nogle blev ladt i stikken, mener han. Og han bekymrer sig over, at Exiqons standard produktprogram, som solgte udmærket, så man til det sidste kunne holde budgetterne, vil dø en stille død. Men han siger:
- Mit indtryk er, at det kører godt, og der er god stemning nu. De tilbageblevne medarbejdere knokler på for at køre Exiqon videre.
Langt hovedparten af dem er i øvrigt ligesom Hans Monberg aktionærer i selskabet.
Produktionsdirektøren
Exiqon var Jens Carlsen Virklunds første forsøg med at arbejde i et lille firma.
- Det var et eksperiment, og det var sjovt, men jeg vil hellere leve med den træghed og det bureaukrati, der kan snige sig ind i en større organisation, erklærer den forhenværende produktionsdirektør, der tidligere har arbejdet bl.a. hos Novo Nordisk og Chr. Hansens Laboratorier.
Efter Exiqon-eksperimentet, der varede mindre end et år, forlod han biotekindustrien. Forklaringen er enkel:
- Nu er jeg chef for 500 medarbejdere. Hos Exiqon var det fire. Det var mit væsentligste incitament for at søge væk. Biotekselskaberne er jo hovedsageligt små foretagender i et eller andet stadie af etableringsfasen, og det er simpelthen ikke noget for mig.
Jens Carlsen Virklund tilføjer, at det var en fejlvurdering fra både hans egen og Exiqon-ledelsens side, der førte til hans ansættelse.
- Mit indtryk var, at der ville være mere brug for at tænke strategisk og langsigtet, men dagligdagen viste sig at være præget af langt mere jordnære opgaver, siger han.
Jobsøgningsfasen for Jens Carlsen Virklund endte, da et rekrutteringsfirma ringede om et job, han selv havde set annoncen for, men ikke reflekteret på. Det var en stilling som international fabriksdirektør hos tobaksfirmaet House of Prince.
- Jeg skulle godt nok lige vænne mig til, at det var Prince. Det er jo noget andet end at lave medicin, så jeg havde nogle etiske overvejelser. Men der var så spændende og vedkommende arbejdsopgaver, og Skandinavisk Tobak gjorde så meget ud af at overbevise mig om, at de var duksen i klassen, at jeg slog til.
- Det jeg lærte hos Exiqon, kan jeg ikke bruge nu. Bortset fra at det nok var nyttigt at få genopfrisket, hvordan det er at være ude i frontlinien i den daglige produktion. Det tror jeg er godt, nu hvor jeg sidder her i skjorte og slips og skal styre slaget fra direktionsgangen.
Hvad jobudsigterne for hans tidligere medarbejdere på Exiqon angår, er Jens Carlsen Virklund mest bekymret for de ufaglærte. Laboranten kom hurtigt til seriøse samtaler med flere potentielle arbejdsgivere, en anden uddannet medarbejder fik også job. Men de to ufaglærte produktionsassistenter var ikke så fortrøstningsfulde. For, som deres tidligere chef siger:
- De havde nok en varmhjertet anbefaling fra mig, men ikke så meget andet papir.
Citat:
Vi voksede til det dobbelte på lidt over et halvt år. Der var en kanon ånd! Det var alle tiders gode sted at være. Der var team spirit, det rykkede, og man havde virkelig lyst til at gå på arbejde hver dag. Så kom det værste - den skuffelse at det viste sig at være en varmluftballon.
