Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den BioTech d. 2. september 2002.
TENDENS & ANALYSE: Den franske regering forsøger at hjælpe den hjemlige biotekindustri med 90 millioner euro til opkøb af udenlandske virksomheder. Herhjemme takker industrien nej til lignende tiltag. En konsolidering af biotek-virksomheder er forventet, men må ske på markedsvilkår og ikke med statsstøtte, siger FBID-formand Søren Carlsen.
Mens en forventet konsolidering i den europæiske biotekindustri lader vente på sig, forsøger franskmændene at tænde bålet.
Landet, der er Europas største forbruger af medicin og samtidig landet med verdens højeste sundhedsudgifter, ligger med sine omtrent 250 biotekvirksomheder nummer tre efter England og Tyskland målt ud fra mængden af biotekinvesteringer. Det er ikke tilfredsstillende. Hverken den europæiske tredjeplads eller kontinentets efterslæb i forhold til USA. Derfor iværksatte den franske regering i år Plan Biotech 2002 efter et oplæg og solidt lobbyarbejde fra den nationale biotek-industriforening France Biotech. Planen giver en samlet støtte på 500 millioner euro. Af de penge er 90 millioner afsat til direkte at støtte franske virksomheders opkøb af udenlandske selskaber - en slags offensiv konsolideringshjælp. Ifølge France Biotechs formand Dr. Philippe Pouletty skal planen sikre, at fransk biotek får en førende plads i Europa, sekundært at Europa indhenter USA inden år 2007.
Opråb til Europa
Ved sommerens internationale biotek-konference BIO 2002 i Toronto benyttede Philippe Pouletty, i hvad han kalder France Biotechs kampagne, lejligheden til at opfordre de europæiske regeringer til at levere solide initiativer til at hjælpe den europæiske biotekindustri. Ifølge Philippe Pouletty er den franske regeringshjælp, der ud over konsolideringsstøtte omfatter en lang række tiltag så som venturefonde og skattelettelser til entreprenørvirksomheder, et afgørende skridt i en rigtige retning og et eksempel til efterfølgelse.
Det er nødvendigt, at initiativer kommer fra de enkelte europæiske landes regeringer. Om det er i USA eller Europa, er en succesrig biotekindustri afhængig af offentlige initiativer, både hvad angår forskningsmiljøerne samt hjælpen til nystartede virksomheder. Der sker i øjeblikket en for langsom udvikling på dette felt, og Europa vil fortsætte med at halte efter USA, hvis ikke de europæiske regeringer tager hurtige og store beslutninger, siger Pouletty.
70 procent af de franske biotekvirksomheder har under ti ansatte, og mange af dem står som de danske over for den usikre situation at skulle hente ny kapital til virksomheden. Da kapitalmarkedet er meget trægt, har iagttagere i et stykke tid nu forventet, at en konsolideringsbølge skyller over den europæiske biotekindustri. Mange af de små virksomheder nåede at få venturepenge i 2000 og 2001, men pengene er ved at være brugt.
Mulighederne er flere. Den negative er at tage imod finansiering, hvor vilkårerne er dårligere end sidst, hvilket forringer virksomhedens værdi. To mere positive muligheder er enten at fusionere med en anden virksomhed i en tilsvarende situation eller at blive opkøbt af en større farmaceutisk virksomhed eller en anden større enhed. Formanden for den danske biotek-industriforening (FBID) Søren Carlsen tror, at vi snart kommer til at se flere fusioner og opkøb. Han mener, at flere af de små biotekselskaber er for smalle og lidt for snævre i deres fokus til, at ventureselskaberne tør satse videre på dem.
Fri konkurrence
Men jeg mener ikke, at regeringen skal blande sig i virksomhedernes forretningsplaner eller i det hele taget blande sig i, hvad der er bedst for den enkelte virksomhed. Jeg er tilhænger af den frie konkurrence og ønsker derfor ikke, at regeringsmidler skal gå til så specifikke mål, siger han i en kommentar til den franske opkøbshjælp.
Han nævner Tyskland som skræmmeeksempel, hvor regeringen har støttet en masse virksomheder, der har været for svage til, at de burde være blevet støttet. Ifølge Søren Carlsen betyder det, at man blot trækker pinen ud og i dag har en situation i Tyskland med en lang række virksomheder, der formentlig ikke overlever.
Retfærdigvis skal det nævnes, at Philippe
Pouletty også er opmærksom på det tyske problem. Som en kommentar til Plan Biotech 2002 siger han, at den franske model afviger fra den tyske ved fortrinsvist at kanalisere penge over i selskaber, der allerede har vist resultater.
- Jeg synes, man som regering kan lette forholdene for biotek generelt. Blandt andet ved at give nogle generelle låne- og finansieringsmuligheder, lette skatteforholdene samt ikke mindst styrke forskning og uddannelse af kandidater, der i dag er et kæmpeproblem. Men ikke ved at give en pulje til opkøb, siger Søren Carlsen.
Hans holdninger ligger godt i tråd med en til lejligheden nedsat visionsgruppe fra den danske biotekindustri, der for nylig har afleveret ti anbefalinger til regeringen om indsatsområder inden for bio- og sundhedsindustrien i Danmark. Regeringen ventes at komme med sin plan for en satsning på biotekområdet inden en måned.
Læs visionsgruppens oplæg på www.biotech-
denmark.com, hvor også regeringens oplæg kan læses, når det bliver offentliggjort.