Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 27. maj 2002.
Både Navisions og Microsofts folk holder fast i, at produkter og partnerprogram vil fortsætte. Hvad angår understøttelse af platforme ser det ud til, at Oracle kommer ud i kulden.
De lokale forhandlere behøver ikke frygte for deres eksistens og berettigelse, når Navision bliver en del af Microsoft Business Solutions.
Den indirekte forretningsmodel vil blive bevaret 100 procent, Navisions Solution Centre vil fortsætte, og Microsoft har til hensigt at investere i øget support til Navisions godt 2.000 forhandlere.
Det var de håndfaste løfter, der kom fra Navisions stifter og medejer, Preben Damgaard, da han sammen med Navisions bestyrelse offentliggjorde nyheden om Microsofts købstilbud til Navision.
- Ingen Navision-forhandlere vil blive holdt udenfor, forsikrede han oppe fra sit podie i SAS-hotellets mødelokale, hvor han sad omgivet af to Microsoft topchefer, Senior Vice President Doug Burgum, og direktør for EMEA-regionen, Jean-Philippe Courtois.
De samme reelle hensigter over for forhandlerne er nedfældet i Navisions fondsbørsmeddelelse fra 7. maj.
Her anbefaler Navisions samlede bestyrelse aktionærerne at stemme ja til Microsofts købstilbud, blandt andet fordi Microsoft har udtrykt ønske om at ville støtte partnerne på flere områder.
"Microsoft er indstillet på at investere i en udvidelse af sin salgs- og markedsføringssupport, udviklingssupport samt tekniske ressourcer til Navisions partnere," står der.
Mere støtte på vej
Hos Microsoft Danmark bekræfter partneransvarlige Bjarne Riis, at Microsoft fortsat står ved ordene, som de fremgår af Navisions Fondbørsmeddelelse:
- Det ville være en overfortolkning at oversætte ordene "Microsoft er indstillet på" til "Microsoft lover," men jeg kan godt sætte en fed streg under det, Preben Damgaard har sagt, nemlig at ingen Navision-forhandlere vil blive ladt i stikken, siger Bjarne Riis.
Også fra Microsofts administrerende direktør Klaus Holse Andersen er der lutter velvillighed at hente.
- De lokale forhandlere har intet at frygte. Microsoft har en stor forståelse for det lokale islæt og de lokale kompetencer, som er typisk for Navision, siger han.
Bjarne Riis oplyser, at partnerprogrammerne hos henholdsvis Microsoft og Navision vil køre separat det første stykke tid, efter at købet er blevet en realitet, og at Microsoft efter nogen tid vil se på mulighederne for at yde øget støtte til de enkelte partneres forretning.
Han vil ikke konkretisere tidshorisonterne nærmere.
Hvad angår de platforme, som de to dominerende økonomisystemer Attain og Axapta (det oprindelige Damgaard system, red.) understøtter, vil der ifølge Bjarne Riis heller ikke ske nogen ændringer umiddelbart.
- Vi vil også understøtte Oracle som et validt system, men jeg kan ikke love, at Oracle også vil være en af de platforme, vi understøtter om fem år, siger han.
Ansæt Microsoft-kodere
Microsofts direktør, Klaus Holse Andersen, mener i det hele taget, at det vil være et klogt træk for forhandleren at satse på Microsofts teknologier.
- SQL er i forvejen den mest udbredte database i Danmark, og de partnere, der selv tilpasser systemerne, gør klogest i at ansætte kodere med kendskab til Microsofts teknologier, siger Klaus Holse Andersen.
Han forudser, at SQL vil få en større udbredelse i takt med, at teknologisamarbejdet mellem Navision og Microsoft intensiveres.
I dag kører de fleste Navision-systemer på enten Navisions egen databaseplatform eller på Microsofts SQL.
Oracle har fortsat en stor markedsandel, men er mest benyttet hos store virksomheder og offentlige kunder.
På det danske servermarked er Microsoft, ifølge direktør for analysefirmaet IDC Danmark, Per Andersen, også dominerende.
- De har 60 procent af markedet, hvor de resterende 40 procent kører med Unix, siger han uden at skele særskilt til servertyper og markedssegmenter.
Der er i dag installeret cirka 100.000 Navision-systemer i det danske erhvervsliv.
Billedtekst: - Vi vil sørge for den bedste beskyttelse af vores partneres investering. Ingen vil blive holdt udenfor, sagde den ene af Navisions stiftere, Preben Damgaard ved offentliggørelsen
af Microsofts købstilbud.
Foto: Torben Klint
Boks: Frist til juli
Microsofts tilbud til Navision skal godkendes af så mange aktionærer, at der kan blive tale om en overdragelse af 90 procent af aktierne, og det skal ske inden den 5. juli i år. Ellers bortfalder tilbudet. Der er på forhånd accept fra de aktionærer, som tilsammen ejer cirka 60 procent af Navision: Stifterne Jesper Balser, Preben Damgaard, Erik Damgaard, Peter Bang og Torben Wind (i alt 56 procent) samt en stribe nærstående medarbejdere.
Billedtekst: - De lokale Navision-forhandlere har intet at frygte, tværtimod får de gavn af samarbejdet og kan bidrage til udviklingen af næste generation af Navisions økonomisystemer, siger Microsoft Danmarks administrerende direktør Klaus Holse Andersen.
Foto: Casper Dalhoff