Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 19. april 2002.
Firmaet CPH Industriel Design A/S har de seneste fire år arbejdet på at udvikle et banebrydende laste/losse-system til flybagage.
3D-cad har været Èn af nøglerne til udviklingen af RampSnake. Det er et helt nyt teknologisk koncept for, hvordan man laster og losser bagage på mindre såkaldte narrow-body passagerfly.
Systemet er udviklet af CPH Industriel Design A/S i København for SAS. Bagage-medarbejderne i Københavns lufthavn har typisk indtil nu løftet mellem 6.000 og 12.000 kilo på en dag.
Med RampSnake opnås en 80 procent reduktion af det manuelle arbejde samtidig med en tidsbesparelse på anslået 30 procent.
RampSnake er en elektrisk transportvogn. Den nye laste/losse-teknologi bygger på, at en fleksibel leddelt "slange" med et kort transportbånd på hvert led stikkes ind i flyets lastrum. Bagagen transporteres så ind og ud af lastrummet på transportbåndet i stedet for at blive båret ud.
Form og funktion
- 3D-cad har givet os nogle muligheder, vi ikke ville have haft med 2D-udvikling og den type arbejde, vi laver, kræver meget af cad-systemet. Det handler i vores produkter lige så meget om funktion som om form, siger Rasmus Breck, der er industriel designer og partner i CPH ID.
Firmaet er startet i 1995 med flybranchen som primær målgruppe og har anvendt cad fra den første dag. Først var det AutoCad. Senere gik firmaet ind i 3D-verdenen med Autodesk Mechanical Desktop, men måtte i RampSnake projektet erkende, at man rendte panden mod muren med Mechanical Desktop.
Udskilningsløb
Efter et udskilningsløb mellem 3D-systemerne Autodesk Inventor, Pro/Engineer, Solid Edge og Solid Works faldt valget på Solid Works fra TeamWorks:
- Vi valgte dette system på grund af funktionaliteten kombineret med vores krav til brugervenlighed og pris. Men vi fandt også, at der i grunden ikke er så stor forskel på 3D-cad i dag, siger Rasmus Breck.
CPH ID anvender også både Autocad til 2D tegning og Pro/Engineer til særlige 3D opgaver, men Rasmus Breck betegner Pro/Engineer som meget svært at bruge, hvis man ikke er specialist i systemet.
- Pro/Engineer kan enormt meget, men det er dyrt i både opsætning og uddannelse. Med SolidWorks kan vi nærmest hente folk ind fra gaden, der hurtigt kan lære at arbejde med systemet, siger han og tilføjer:
- Når man tænker på hvor svært det i gamle dage var at lære AutoCad, så er der virkelig sket noget med brugervenligheden.
3D udnyttes til grænsen
Når CPH ID virkelig udnytter cad-systemet til grænserne, skyldes det især store samlingskonstruktioner, der består af et stort antal komponenter.
- Den slags konstruktioner er hård belastning for alle cad-systemer og et ømt punkt i næsten alle systemer, vurderer Rasmus Breck
Samtidig har firmaet eget værksted, som arbejder med svejsning og tyndpladebearbejdning, hvor cad-systemet anvendes til at skabe produktionsgrundlaget.
CPH ID har en strategi, der går ud på at holde produktet inden for husets fire vægge så længe som muligt i udviklingsprocessen for at kunne styre udviklingen så tæt som muligt.
Det har betydet, at firmaet er gået fra tre ansatte ved starten i 1995 til 23 medarbejdere i dag, der spænder over industrielle designere, ingeniører og projektfolk.
Ser tiden an med PDM
CPH ID har ikke indført et system til overordnet styring
af design- og produktdata (PDM), men Rasmus Breck vil ikke udelukke, at det bliver nødvendigt på længere sigt:
- Vi adskiller os fra traditionelle ingeniørfirmaer og har brug for en form for anarki i vores arbejde. Vi har haft PDM oppe at vende, men har i første omgang valgt ikke at indføre det, men det kan komme op igen, siger han.
På hardwaresiden satser CPH ID nu på arbejdsstationer fra Compaq. Tidligere har firmaet købt arbejdsstationer hos Dell og Frontwave, men vurderer at arbejdsstationerne fra Compaq er mere stabile.
- Men det har givet os et problem omkring grafikkort. Grafikkortet er brugerens vindue til systemet. Vi har tidligere brugt grafikkort fra 3D Labs, men dem har Compaq ikke længere på programmet, så vi overvejer, hvad vi nu skal gøre, siger Rasmus Breck.
Billedtekst:
Rasmus Breck, CPH ID: - Med 3D parametrisk konstruktion er det blevet muligt at gøre konstruktionsmæssige ting, som vi kun drømte om i begyndelsen af 90'erne.
Foto: Torben Klint
Billedtekst:
RampSnake revolutionerer den måde, flybagage håndteres på og begrænser nedslidningen af bagage-medarbejderne i Kastrup lufthavn.