Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 18. marts 2002.
Dementerer rygter om fejl ved bokse, der er bragt på markedet i Japan.
Flere hundrede japanske kunder klager over fejl ved Xbox'en og nu kalder Microsoft boksen tilbage fra det japanske marked. Sådan lød jungletrommerne på nyhedstjenesterne Bloomberg og CNet op til lanceringen af Microsofts spillekonsol Xbox i Europa den 14. marts.
Men de tog fejl.
- Det passer ikke. Vi trækker overhovedet ikke nogle Xboxe tilbage fra det japanske marked, oplyser Microsoft Danmarks salgsansvarlige Kristian Sveigaard.
Samme melding kommer fra Boston Distribution, der står for disitributionen af Xbox i Danmark.
- Microsofts europæiske marketingchef har oplyst mig, at historien er en "and". Det er totalt misforstået, at der skulle være noget galt med boksene, siger direktør Christian Banzhaf, Boston.
Kristian Sveigaard, Microsoft, fortæller, at baggrunden for klagerne fra de japanske kunder kan være, at kunden har taget spillet ud af maskinen på en måde, så Xbox-spillet får en ridse.
- Men ridsen er næsten usynlig og har ingen betydning for afspilningen. Du kan fjerne spillet de første 5-10.000 gange uden at det betyder noget, siger han.
Boks: Xbox rives væk hos Boston
Rygter eller ej. De danske forhandlere vil have fingrene i Xbox. Hos Boston Distribution, den danske distributør af Xbox, var der indgået bestillinger på hele 15.000 bokse længe inden lanceringen den 14. marts.
- Vi kan i første omgang kun levere en tredjedel, det vil sige 4.000 - 5.000 bokse, men dem er vi i fuld gang med at distribuere ud til forhandlerne, siger direktør Christian Banzhaf, Boston. Han tilføjer, at hans firma løbende hver uge vil få leveret Xboxe og han regner med, at der hen mod slutningen af april vil være nok konsoller. HS