Det koster ikke noget at få fingre i et godt billedredigeringsprogram. Og nej, vi tænker ikke på at downloade programmer ulovligt.
Der findes nemlig flere gratis alternativer til de populære versioner af Photoshop.
Helt fremme i feltet finder vi open source-programmet Gimp, og det lyder umiddelbart som noget kun for nørder. Men faktisk er programmet ganske udmærket, og det giver dig nogle af de samme værktøjer, du kender fra betalingsprogrammer. Gimp er endda på dansk.
Du kan foretage simple rettelser til dine billeder som at klone bumserne væk fra fætter Allans fjæs, og samtidig har du mulighed for mere avancerede manipulationer ved hjælp af lag.
Nyhederne i Gimp 2.6 er blandt andet bedre mulighed for at markere ting på et billede med Free Select-værktøjet, og penslerne har også fået en overhaling.
Selv om Gimp 2.6 er et rigtig godt billedredigeringsprogram, kan det ikke komme op på siden eller slå den professionelle Photoshop. Men som et gratis alternativ får brugeren mange af de funktioner, som kendes fra billedbehandlingsprogrammer, der normalt koster penge.
Du kan downloade og prøve Gimp 2.6 her.
Husk også at besøge vores omfattende download-sektion hvor der er masser af gode og gratis programmer, som du kan smide på din pc.