Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 4. december 2001.
Med først 100, siden 500 gigabyte på et bånd går Sony efter konkurrenterne Super-DLT og LTO.
Med nogen forsinkelse er bånd og båndstationer til Sonys AIT-3 (Advanced Intelligent Tape) nu på markedet. Samtidig har Sony offentliggjort planer om at gå direkte efter konkurrenterne LTO (Linear Tape Open) og Super-DLT. Det sker dog først om et års tid, når S-AIT er klar.
AIT-3 byder på 100 GB ukomprimerede data på et enkelt bånd. Kapaciteten ligger på niveau med konkurrenterne LTO og Super-DLT, men overførselshastigheden er lidt lavere, 12 MB/s. AIT-båndene fylder mindre end konkurrenterne og bygger på en anden teknologi: LTO og DLT skriver data lineært på båndet, mens AIT anvender et skråtstillet læse-/skrivehoved i stil med det, der findes i videobåndoptagere.
Sony vil imidlertid også blande sig på markedet for de større kassetter: Firmaets kommende S-AIT får fra starten en kapacitet på 500 GB i en kassette på størrelse med LTO og Super-DLT. Her bliver overførselshastigheden op til 30 MB/s.
Ved at vælge samme båndstørrelse som konkurrenterne åbner Sony for muligheden for at indbygge S-AIT i båndrobotter fra leverandører som ADIC og Spectra Logic.
S-AIT udvikles i samarbejde med Matsushita, der skal producere bånd og drev på lige fod med Sony. De første S-AIT-produkter ventes klar i slutningen af 2002.
Billedtekst: Et enkelt AIT-3-bånd rummer 100 GB data. Drevet kan også læse AIT-1- og AIT-2-bånd.