Hovedrige investorer sværmer om verdens største producent af harddiske, Seagate Technology.
Selskabet er i dag børsnoteret, men det kan snart være slut.
Seagate meddeler nemlig, at selskabet har hyret to investeringsbanker til at vurdere et opkøbstilbud, som en unavngiven køber har fremsat, skriver Financial Times.
Rige bejlere
Det er anden gang inden for de seneste uger, at Seagate er mål for rige bejlere.
For nylig kom det frem, at to kapitalfonde, Silver Lake og Texas Pacific Group, drøftede muligheden for at fremsætte et fælles tilbud på Seagate.
Drøftelserne førte imidlertid ikke til noget.
Opkøbsrygterne har fået Seagates aktiekurs til at drøne til vejrs, og selskabet har i dag en samlet markedsværdi på 38 milliarder kroner.
Tidligere købt op
Seagate har tidligere været centrum i en frådende opkøbsstorm og stod faktisk til at blive del af den hidtil største handel i it-industrien.
Dengang var opkøbet af Seagate en del af en kompliceret transaktionsrække, der havde til formål at vriste Seagates ejerandel af det dengang højtflyvende softwareselskab Veritas ud af Seagates hænder.
Veritas blev senere købt af Symantec, mens prisen for Seagate dengang var 20 milliarder dollar, hvoraf de 18 milliarder blev brugt af Veritas til at tilbagekøbe Seagates andel.
Også dengang stod Silver Laker Partners og Texas Pacific Group bag de komplekse manøvrer.
Seagate blev børsnoteret igen to år senere. Det kan du læse mere om her.
I dag er meldingen fra Seagates bestyrelse, at den overvejer tilbuddet sammen med "andre strategiske alternativer".