Dette er en test af hvor lange indlæg man kan lave!
Jeg poster nu starten af 1. mosebog :-)
1.Mosebog
1.Mosebog 1
1. I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden.
2. Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Verdensdybet.
Men Guds Ånd svævede over Vandene.
3. Og Gud sagde: \"Der blive Lys!\" Og der blev Lys.
4. Og Gud så, at Lyset var godt, og Gud satte Skel mellem Lyset og
Mørket,
5. og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat. Og det blev
Aften, og det blev Morgen, første Dag.
6. Derpå sagde Gud: \"Der blive en Hvælving midt i Vandene til at
skille Vandene ad!\"
7. Og således skete det: Gud gjorde Hvælvingen og skilte Vandet
under Hvælvingen fra Vandet over Hvælvingen;
8. og Gud kaldte Hvælvingen Himmel. Og det blev Aften, og det blev
Morgen, anden Dag.
9. Derpå sagde Gud: \"Vandet under Himmelen samle sig på eet Sted,
så det faste Land kommer til Syne!\" Og således skete det;
10. og Gud kaldte det faste Land Jord, og Stedet, hvor Vandet
samlede sig, kaldte han Hav. Og Gud så, at det var godt.
11. Derpå sagde Gud: \"Jorden lade fremspire grønne Urter, der bærer
Frø, og Frugttræer, der bærer Frugt med Kærne, på Jorden!\" Og
således skete det:
12. Jorden frembragte grønne Urter, der bar Frø, efter deres Arter,
og Træer, der bar Frugt med Kærne, efter deres Arter. Og Gud så,
at det var godt.
13. Og det blev Aften, og det blev Morgen, tredje Dag.
14. Derpå sagde Gud: \"Der komme Lys på Himmelhvælvingen til at
skille Dag fra Nat, og de skal være til Tegn og til Fastsættelse
af Højtider, Dage og År
15. og tjene som Lys på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden! Og
således sket det:
16. Gud gjorde de to store Lys, det største til at herske om Dagen,
det mindste til at herske om Natten, og Stjernerne;
17. og Gud satte dem på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden
18. og til at herske over Dagen og Natten og til at skille Lyset fra
Mørket. Og Gud så, at det var godt.
19. Og det blev Aften, og det blev Morgen, fjerde Dag.
20. Derpå sagde Gud: \"Vandet vrimle med en Vrimmel af levende
Væsener, og Fugle flyve over Jorden oppe under
Himmelhvælvingen!\" Og således skete det:
21. Gud skabte de store Havdyr og den hele Vrimmel af levende
Væsener, som Vandet vrimler med, efter deres Arter, og alle
vingede Væsener efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt.
22. Og Gud velsignede dem og sagde: \"Bliv frugtbare og mangfoldige
og opfyld Vandet i Havene, og Fuglene blive mangfoldige på
Jorden!\"
23. Og det blev Aften, og det blev Morgen, femte Dag.
24. Derpå sagde Gud: \"Jorden frembringe levende Væsener efter deres
Arter: Kvæg, Kryb og vildtlevende Dyr efter deres Arter! Og
således skete det:
25. Gud gjorde de vildtlevende Dyr efter deres Arter, Kvæget efter
dets Arter og alt Jordens Kryb efter dets Arter. Og Gud så, at
det var godt.
26. Derpå sagde Gud: \"Lad os gøre Mennesker i vort Billede, så de
ligner os, til at herske over Havets Fisk og Himmelens Fugle,
Kvæget og alle vildtlevende Dyr på Jorden og alt Kryb,der kryber
på Jorden!\"
27. Og Gud skabte Mennesket i sit Billede; i Guds Billede skabte han
det, som Mand og Kvinde skabte han dem;
28. og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: \"Bliv frugtbare og
mangfoldige og opfyld Jorden, gør eder til Herre over den og
hersk over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle
vildtlevende Dyr, der rører sig på Jorden!\"
29. Gud sagde fremdeles: \"Jeg giver eder alle Urter på hele Jorden,
som bærer Frø, og alle Træer, som bærer Frugt med Kærne; de skal
være eder til Føde;
30. men alle Jordens dyr og alle Himmelens Fugle og alt, hvad der
kryber på Jorden, og som har Livsånde, giver jeg alle grønne
Urter til Føde.\" Og således skete det.
31. Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre
godt. Og det blev Aften, og det blev Morgen, sjette Dag.
1.Mosebog 2
1. Således fuldendtes Himmelen og Jorden med al deres Hær.
2. På den syvende Dag fuldendte Gud det Værk, han havde udført, og
han hvilede på den syvende Dag efter det Værk, han havde udført;
3. og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den, thi på den
hvilede han efter hele sit Værk, det, Gud havde skabt og udført.
4. Det er Himmelens og Jordens Skabelseshistorie. Da Gud HERREN
gjorde Jord og Himmel
5. dengang fandtes endnu ingen af Markens Buske på Jorden, og endnu
var ingen af Markens Urter spiret frem, thi Gud HERREN havde
ikke ladet det regne på Jorden, og der var ingen Mennesker til
at dyrke Agerjorden,
6. men en Tåge vældede op at Jorden og vandede hele Agerjordens
Flade
7. da dannede Gud HERREN Mennesket af Agerjordens Muld og blæste
Livsånde i hans Næsebor, så at Mennesket blev et levende Væsen.
8. Derpå plantede Gud HERREN en Have i Eden ude mod Øst, og dem
satte han Mennesket, som han havde dannet;
9. Og Gud HERREN lod af Agerjorden fremvokse alle Slags Træer, en
Fryd at skue og gode til Føde, desuden Livets Træ, der stod midt
i Haven. og Træet til Kundskab om godt og ondt.
10. Der udsprang en Flod i Eden til at vande Haven, og udenfor delte
den sig i fire Hovedstrømme.
11. Den ene hedder Pisjon; den løber omkring Landet Havila, hvor der
findes Guld
12. og Guldet i det Land er godt, Bdellium og Sjohamsten.
13. Den anden Flod hedder Gihon; den løber omkring Landet Kusj.
14. Den tredje Flod hedder Hiddekel; den løber østen om Assyrien.
Den fjerde Flod er Frat.
15. Derpå tog Gud HERREN Adam og satte ham i Edens Have til at dyrke
og vogte den.
16. Men Gud HERREN bød Adam: \"Af alle Træer i Haven har du Lov at
spise,
17. kun af Træet til Kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den
Dag du spiser deraf, skal du visselig dø!\"
18. Derpå sagde Gud HERREN: \"Det er ikke godt for Mennesket at være
ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som passer til ham!\"
19. Og Gud HERREN dannede af Agerjorden alle Markens Dyr og
Himmelens Fugle og førte dem hen til Adam for at se, hvad han
vilde kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende
Væsener, det skulde være deres Navn.
20. Adam gav da alt Kvæget, alle Himmelens Fugle og alle Markens Dyr
Navne - men til sig selv fandt Adam ingen Medhjælp, der passede
til ham.
21. Så lod Gud HERREN Dvale falde over Adam, og da han var sovet
ind, tog han et af hans Ribben og lukkede med Kød i dets Sted;
22. og af Ribbenet, som Gud HERREN havde taget af Adam, byggede han
en Kvinde og førte hende hen til Adam.
23. Da sagde Adam: \"Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit
Kød; hun skal kaldes Kvinde, thi af Manden er hun taget!\"
24. Derfor forlader en Mand sin Fader og Moder og holder sig til sin
Hustru, og de to bliver eet Kød.
25. Og de var begge nøgne, både Adam og hans Hustru, men de bluedes
ikke.
1.Mosebog 3
1. Men Slangen var træskere end alle Markens andre Dyr, som Gud
HERREN havde gjort og den sagde til Kvinden: \"Mon Gud virkelig
ham sagt: I må ikke spise af noget Træ i Haven?\"
2. Kvinden svarede: \"Vi har Lov at spise af Frugten på Havens
Træer;
3. kun af Frugten fra Træet midt i Haven, sagde Gud, må I ikke
spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!\"
4. Da sagde Slangen til Kvinden: \"I skal ingenlunde dø;
5. men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders Øjne, så I blive
som Gud til at kende godt og ondt!\"
6. Kvinden blev nu var, at Træet var godt at spise af, en Lyst for
Øjnene og godt at få Forstand af; og hun tog af dets Frugt og
spiste og gav også sin Mand, der stod hos hende, og han spiste.
7. Da åbnedes begges Øjne, og de kendte, at de var nøgne. Derfor
syede de Figenblade sammen og bandt dem om sig.
8. Da Dagen blev sval, hørte de Gud HERREN vandre i Haven, og Adam
og hans Hustru skjulte sig for ham inde mellem Havens Træer.
9. Da kaldte Gud HERREN på Adam og råbte: \"Hvor er du?\"
10. Han svarede: \"Jeg hørte dig i Haven og blev angst, fordi jeg var
nøgen, og så skjulte jeg mig!\"
11. Da sagde han: \"Hvem fortalte dig, at du var nøgen. Mon du har
spist af det Træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?\"
12. Adam svarede: \"Kvinden, som du satte ved min Side, gav mig af
Træet, og så spiste jeg.\"
13. Da sagde Gud HERREN til Kvinde: \"Hvad har du gjort!\" Kvinden
svarede: \"Slangen forførte mig, og så spiste jeg.\"
14. Da sagde Gud HERREN til Slangen: \"Fordi du har gjort dette, være
du forbandet blandt al Kvæget og blandt alle Markens Dyr! På din
Bug skal du krybe, og Støv skal du æde alle dit Livs Dage!
15. Jeg sætter Fjendskab mellem dig og Kvinden, mellem din Sæd og
hendes Sæd; den skal knuse dit Hoved, og du skal hugge den i
Hælen!\"
16. Til Kvinden sagde han: \"Jeg vil meget mangfoldiggøre dit
Svangerskabs Møje; med Smerte skal du føde Børn; men til din
Mand skal din Attrå være, og han skal herske over dig!\"
17. Og til Adam sagde han: \"Fordi du lyttede til din Hustrus Tale og
spiste af Træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal
Jorden være forbandet for din Skyld; med Møje skal du skaffe dig
Føde af den alle dit Livs Dage;
18. Torn og Tidsel skal den bære dig, og Markens Urter skal være din
Føde;
19. i dit Ansigts Sved skal du spise dit Brød, indtil du vender
tilbage til Jorden; thi af den er du taget; ja, Støv er du, og
til Støv skal du vende tilbage!\"
20. Men Adam kaldte sin Hustru Eva, thi hun blev Moder til alt
levende.
21. Derpå gjorde Gud HERREN Skindkjortlet til Adam og hans Hustru og
klædte dem dermed.
22. Men Gud HERREN sagde: \"Se, Mennesket er blevet som en af os til
at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage
også af Livets Træ og spise og leve evindelig!\"
23. Så forviste Gud HERREN ham fra Edens Have, for at han skulde
dyrke Jorden, som han var taget af;
24. og han drev Mennesket ud, og østen for Edens Have satte han
Keruberne med det glimtende Flammesværd til at vogte Vejen til
Livets Træ.
1.Mosebog 4
1. Adam kendte sin Hustru Eva,og hun blev frugtsommelig og fødte
Kain; og hun sagde: \"Jeg har fået en Søn med HERRENS Hjælp!\"
2. Fremdeles fødte hun hans Broder Abel. Abel blev Fårehyrde, Kain
Agerdyrker.
3. Nogen Tid efter bragte Kain HERREN en Offergave af Jordens
Frugt,
4. medens Abel bragte en Gave af sin Hjords førstefødte og deres
Fedme. Og HERREN så til Abel og hans Offergave,
5. men til Kain og hans Offergave så han ikke. Kain blev da såre
vred og gik med sænket Hoved.
6. Da sagde HERREN til Kain: \"Hvorfor er du vred, og hvorfor går du
med sænket Hoved?
7. Du ved, at når du handler vel, kan du løfte Hovedet frit; men
handler du ikke vel, så lurer Synden ved Døren; dens Attrå står
til dig, men du skal herske over den!\"
8. Men Kain yppede Kiv med sin Broder Abel; og engang de var ude på
Marken, sprang Kain ind på ham og slog ham ihjel.
9. Da sagde HERREN til Kain: \"Hvor er din Broder Abel?\" Han
svarede: \"Det ved jeg ikke; skal jeg vogte min Broder?\"
10. Men han sagde: \"Hvad har du gjort! Din Broders Blod råber til
mig fra Jorden!
11. Derfor skal du nu være bandlyst fra Agerjorden, som åbnede sig
og tog din Broders Blod af din Hånd!
12. Når du dyrker Agerjorden, skal den ikke mere skænke dig sin
Kraft du skal flakke hjemløs om på Jorden!\"
13. Men Kain sagde til HERREN: \"Min Straf er ikke til at bære;
14. når du nu jager mig bort fra Agerjorden, og jeg må skjule mig
for dit Åsyn og flakke hjemløs om på Jorden, så kan jo enhver,
der møder mig, slå mig ihjel!\"
15. Da svarede HERREN: \"Hvis Kain bliver slået ihjel, skal han
hævnes;syvfold!\" Og HERREN satte et Tegn på Kain, for at ingen,
der mødte ham, skulde slå ham ihjel.
16. Så drog Kain bort fra HERRENs Åsyn og slog sig ned i Landet Nod
østen for Eden.
17. Kain kendte sin Hustru, og hun blev frugtsommelig og fødte
Hanok. Han grundede en By og gav den sin;Søn Hanoks Navn.
18. Hanok fik en Søn Irad; Irad avlede Mehujael; Mehujael avlede
Mehujael; og Metusjael avlede Lemek
19. Lemek tog sig to Hustruer; den ene hed Ada, den anden Zilla.
20. Ada fødte Jabal; han blev Stamfader til dem, der bor i Telte og
holder Kvæg;
21. hans Broder hed Jubal; han blev Stamfader til alle dem, der
spiller på Harpe og Fløjte.
22. Også Zilla fik en Søn, Tubal-Kajin; han blev Stamfader til alle
dem, der smeder Kobber og Jern. Tubal-Kajins Søster var Na\'ama.
23. Og Lemelk sagde til sine Hustruer: \"Ada og Zilla, hør min Røst,
Lemeks Hustruer, lyt til mit Ord: En Mand har jeg dræbt for et
Sår, en Dreng for en Skramme!
24. Blev Kain hævnet syvfold, så hævnes Lemek syv og
halvfjerdsindstyve Gange!\"
25. Adam kendte på ny sin Hustru, og hun fødte en Søn, som hun gav
Navnet Set; \"thi,\" sagde hun, \"Gud har sat mig andet Afkom i
Abels Sted, fordi Kain slog ham ihjel!\"
26. Set fik også en Søn, som han kaldte Enosj; på den Tid begyndte
man at påkalde HERRENs Navn.
1.Mosebog 5
1. Dette er Adams Slægtebog. Dengang Gud skabte Mennesket, gjorde
han det i Guds Billede;
2. som Mand og Kvinde skabte han dem, og han velsignede dem og gav
dem Navnet \"Menneske\", da de blev skabt.
3. Da Adam havde levet i I30 År, avlede han en Søn, som var ham lig
og i hans Billede, og han kaldte ham Set;
4. og efter at Adam havde avlet Set, levede han 800 År og avlede
Sønner og Døtre;
5. således blev hans fulde Levetid 930 År, og derpå døde han.
6. Da Set havde levet 105 År, avlede han Enosj;
7. og efter at Set havde avlet Enosj, levede han 807 År og avlede
Sønner og Døtre;
8. således blev Sets fulde Levetid 912 År, og derpå døde han.
9. Da Enosj havde levet 90 År, avlede han Henan;
10. og efter at Enosj havde avlet Kenan, levede han 815 År og avlede
Sønner og Døtre;
11. således blev Enosjs fulde Levetid 905 År, og derpå døde han.
12. Da Kenan havde levet 70 År, avlede han Mahalal\'el;
13. og efter at Kenan havde avlet Mahalal\'el, levede han 840 År og
avlede Sønner og Døtre;
14. således blev Kenans fulde Levetid 910 År, og derpå døde han.
15. Da Mahalal\'el havde levet 65 År, avlede han Jered;
16. og efter at Mahalal\'el havde avlet Jered, levede han 830 År og
avlede Sønner. og Døtre;
17. således blev Mahalal\'els fulde Levetid 895 År, og derpå døde
han.
18. Da Jered havde levet 162 År, avlede han Enok;
19. og efter at Jered havde avlet Enok, levede han 800 År og avlede
Sønner og Døtre;
20. således blev Jereds fulde Levetid 962 År, og derpå døde han.
21. Da Enok havde levet 65 År, avlede han Metusalem,
22. og Enok vandrede med Gud; og efter at han havde avlet Metusalem,
levede han 300 År og avlede Sønner og Døtre;
23. således blev Enoks fulde Levetid 365 År;
24. og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham.
25. Da Metusalem havde levet l87 År, avlede han Lemek;
26. og efter at Metusalem havde avlet Lemek, levede han 782 År og
avlede Sønner og Døtre;
27. således blev Metusalems fulde Levetid 969 År, og derpå døde han.
28. Da Lemek havde levet 182 År, avlede han en Søn,
29. som han gav Navnet Noa, idet, han sagde: \"Han skal skaffe os.
Trøst i vort møjefulde Arbejde med Jorden, som HERREN har
forbandet.\"
30. Og efter at Lemek havde avlet Noa, levede han 595 År og avlede
Sønner og Døtre;
31. således blev Lemeks fulde Levetid 777 År, og derpå døde han.
32. Da Noa var 500 År gammel, avlede han Sem, Kam og Jafet.
1.Mosebog 6
1. Da nu Menneskene begyndte at blive talrige på Jorden og der
fødtes dem Døtre,
2. fik Gudssønnerne Øje på Menneskedøtrenes Skønhed, og de tog: så
mange af dem, som de lystede, til Hustruer.
3. Da sagde HERREN: \"Min Ånd: skal ikke for evigt blive i
Menneskene, eftersom de jo dog er Kød; deres Dage skal være 120
År.\"
4. I hine Dage, da Gudssønnerne gik ind til Menneskedøtrene og
disse fødte dem Børn men også senere hen i Tiden - levede
Kæmperne på Jorden. Det er Heltene, hvis Ry når tilbage til
Fortids Dage.
5. Men HERREN så, at Menneskenes, Ondskab tog til på Jorden, og at
deres Hjerters Higen og Tragten kun var ond Dagen lang.
6. Da angrede HERREN, at han havde gjort Menneskene på Jorden, og
det. skar ham i Hjertet.
7. Og HERREN sagde: \"Jeg vil udslette Menneskene, som jeg har
skabt, af Jordens Flade, både Mennesker, Kvæg, Kryb og
Himmelens, Fugle, thi jeg angrer, at jeg gjorde dem!\"
8. Men Noa fandt Nåde for HERRENs Øjne
9. Dette er Noas Slægtebog. Noa var en retfærdig, ustraffelig Mand
blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud.
10. Noa avlede tre Sønner: Sem, Kam og Jafet.
11. Men Jorden fordærvedes for Guds Øjne, og Jorden blev fuld af
Uret;
12. og Gud så til Jorden, og se, den var fordærvet, thi alt Kød
havde fordærvet sin Vej på Jorden.
13. Da sagde Gud til Noa: \"Jeg har besluttet at gøre Ende på alt
Kød, fordi Jorden ved deres Skyld et fuld af Uret; derfor vil
jeg nu udrydde dem af Jorden.
14. Men du skal gøre dig en Ark af Gofertræ og indrette den med Rum
ved Rum og overstryge den med Beg både indvendig og udvendig;
15. og således skal du bygge Arken: Den skal være 300 Alen lang,
50. Alen bred og 30 Alen høj;
16. du skal anbringe Taget på Arken, og det skal ikke rage længer ud
end een Alen fra oven; på Arkens Side skal du sætte Døren, og du
skal indrette den med et nederste, et mellemste og et øverste
Stokværk.
17. Se, jeg bringer nu Vandfloden over Jorden for at udrydde alt Kød
under Himmelen, som har Livsånde; alt, hvad der er på Jorden,
skal forgå.
18. Men jeg vil oprette min Pagt med dig. Du skal gå ind i Arken med
dine Sønner, din Hustru og dine Sønnekoner:
19. og af alle Dyr, af alt Kød skal du bringe et Par af hver Slags
ind i Arken for at holde dem i Live hos dig. Han og Hundyr skal
det være,
20. af Fuglene efter deres Arter, af Kvæget efter dets Arter og af
alt Jordens Kryb efter dets Arter; Par for Par skal de gå ind
til dig for at holdes i Live.
21. Og du skal indsamle et Forråd af alle Slags Levnedsmidler, for
at det kan tjene dig og dem til Føde.\"
22. Og Noa gjorde ganske som Gud havde pålagt ham; således gjorde
han.
1.Mosebog 7
1. Derpå sagde HERREN til Noa: Gå ind i Arken med hele dit Hus, thi
dig har jeg fundet retfærdig for mine Øjne i denne Slægt.
2. Af alle rene Dyr skal du tage syv Par, Han og Hun, og af alle
urene Dyr eet Par, Han og Hun,
3. ligeledes af Himmelens Fugle syv Par, Han og Hun, for at de kan
forplante sig på hele Jorden.
4. Thi om syv Dage vil jeg lade det regne på Jorden i fyrretyve
Dage og fyrretyve Nætter og udslette alle Væsener, som jeg har
gjort, fra Jordens Flade.\"
5. Og Noa gjorde ganske som HERREN havde pålagt ham.
6. Noa var 600 År gammel, da Vandfloden kom over Jorden.
7. Noa gik med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner ind i
Arken for at undslippe Flodens Vande.
8. De rene og de urene Dyr, Fuglene og alt, hvad der kryber på
Jorden,
9. gik Par for Par ind i Arken til Noa, Han og Hundyr, som Gud
havde pålagt Noa.
10. Da nu syv Dage var omme, kom Flodens Vande over Jorden;
11. i Noas 600de Leveår på den syttende Dag i den anden Måned, den
Dag brast det store Verdensdybs Kilder, og Himmelens Sluser
åbnedes,
12. og Regnen faldt over Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve
Nætter.
13. Selvsamme Dag gik Noa ind i Arken og med ham hans Sønner Sem,
Kam og Jafet, hans Hustru og hans tre Sønnekoner
14. og desuden alle vildtlevende Dyr efter deres Arter, alt Kvæg
efter dets Arter, alt Kryb på Jorden efter dets Arter og alle
Fugle efter deres Arter, alle Fugle, alt, hvad der har Vinger;
15. af alt Kød, som har Livsånde, gik Par for Par ind i Arken til
Noa;
16. Han og Hundyr af alt Kød gik ind, som Gud havde påbudt, og
HERREN lukkede efter ham.
17. Da kom Vandfloden over Jorden i fyrretyve Dage, og Vandet steg
og løftede Arken, så den hævedes over Jorden.
18. Og Vandet steg og stod højt over Jorden, og Arken flød på
Vandet;
19. og Vandet steg og steg over Jorden, så de højeste Bjerge under
Himmelen stod under Vand;
20. femten Alen stod Vandet over dem, så Bjergene stod helt under
Vand.
21. Da omkom alt Kød, som rørte sig på Jorden, Fugle, Kvæg,
vildtlevende Dyr og alt Kryb på Jorden og alle Mennesker;
22. alt, i hvis Næse det var Livets Ånde, alt, hvad der var på det
faste Land, døde.
23. Således udslettedes alle Væsener, der var på Jordens Flade,
Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens Fugle; de udslettedes af
Jorden, og tilbage blev kun Noa og de, der var hos ham i Arken.
24. Vandet steg over Jorden i 150 Dage.
1.Mosebog 8
1. Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos
ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at
Vandet begyndte at falde;
2. Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra
Himmelen standsede,
3. og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af
efter de 150 Dages Forløb.
4. På den syttende Dag i den syvende Måned sad Arken fast på
Ararats Bjerge,
5. og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den
første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem.
6. Da der var gået fyrretyve Dage: åbnede Noa den Luge, han havde
lavet på Arken,
7. og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet
var tørret bort fra Jorden.
8. Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra
Jordens Overflade;
9. men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til
ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han
rakte Hånden ud og tog den ind i Arken til sig.
10. Derpå biede han yderligere syv Dage og sendte så atter Duen ud
fra Arken;
11. ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et
friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Noa, at Vandet var svundet
bort fra Jorden.
12. Derpå biede han syv Dage til, og da han så sendte Duen ud, kom
den ikke mere tilbage til ham.
13. I Noas 601ste Leveår på den første Dag i den første Måned var
Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da
han så sig om, se, da var Jordens Overflade tør.
14. På den syv og tyvende Dag i den anden Måned var Jorden tør.
15. Da sagde Gud til Noa:
16. \"Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner
17. og for alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt
Kryb, der kryber på Jorden, ud med dig, at de kan vrimle på
Jorden og blive frugtbare og mangfoldige på Jorden!\"
18. Da gik Noa ud med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner;
19. og alle de vildtlevende Dyr, alt Kvæget, alle Fuglene og alt
Krybet, der kryber på Jorden, efter deres Slægter, gik ud af
Arken.
20. Derpå byggede Noa HERREN et Alter og tog nogle af alle de rene
Dyr og Fugle og ofrede Brændofre på Alteret.
21. Og da HERREN indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv:
\"Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi
Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil
aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu
har gjort!
22. Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede,
Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!\"
1.Mosebog 9
1. Derpå velsignede Gud Noa og hans Sønner og sagde til dem: Bliv
frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden!
2. Frygt for eder og Rædsel for eder skal være over alle Jordens
vildtlevende Dyr og alle Himmelens Fugle og i alt, hvad Jorden
vrimler med, og i alle Havets Fisk; i eders Hånd er de givet!
3. Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til Føde;
ligesom de grønne Urter giver jeg eder det alt sammen.
4. Dog Kød med Sjælen, det er Blodet, må I ikke spise!
5. Men for eders eget Blod kræver jeg Hævn; af ethvert Dyr kræver
jeg Hævn for det, og af Menneskene indbyrdes kræver jeg Hævn for
Menneskenes Liv.
6. Om nogen udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod
udøses, thi i sit Billede gjorde Gud Menneskene.
7. Men I skal blive frugtbare og mangfoldige! Opfyld Jorden og gør
eder til Herre over den!\"
8. Derpå sagde Gud til Noa og hans Sønner:
9. \"Se, jeg opretter min Pagt med eder og eders Efterkommere efter
eder
10. og med hvert levende Væsen, som er hos eder, Fuglene, Kvæget og
alle Jordens vildtlevende Dyr, alt, hvad der gik ud af Arken,
alle Jordens Dyr;
11. jeg opretter min Pagt med eder og lover, at aldrig mere skal alt
Kød udryddes af Flodens Vande, og aldrig mere skal der komme en
Vandflod for at ødelægge Jorden!\"
12. Fremdeles sagde Gud: \"Dette er Tegnet på den Pagt, jeg til evige
Tider opretter mellem mig og eder og hvert levende Væsen, som er
hos eder:
13. Min Bue sætter jeg i Skyen, og den skal være Pagtstegn mellem
mig og Jorden!
14. Når jeg trækker Skyer sammen over Jorden, og Buen da viser sig i
Skyerne,
15. vil jeg komme den Pagt i Hu, som består mellem mig og eder og
hvert levende Væsen, det er alt Kød, og Vandet skal ikke mere
blive til en Vandflod, som ødelægger alt Kød.
16. Når Buen da står i Skyerne, vil jeg se hen til den og ihukomme
den evige Pagt mellem Gud og hvert levende Væsen, det er alt Kød
på Jorden.\"
17. Og Gud sagde til Noa: \"Det er Tegnet på den Pagt, jeg opretter
imellem mig og alt Kød på Jorden!\"
18. Noas Sønner, der gik ud af Arken, var Sem, Kam og Jafet; Kam var
Fader til Kana\'an;
19. det var Noas tre Sønner, og fra dem stammer hele Jordens
Befolkning.
20. Noa var Agerdyrker og den første, der plantede en Vingård.
21. Da han nu drak af Vinen, blev han beruset og blottede sig inde
i, sit Telt.
22. Da så Kana\'ans Fader Kam sin Faders Blusel og gik ud og fortalte
sine Brødre det;
23. men Sem og Jafet tog Kappen, lagde den på deres Skuldre og gik
baglæns ind og tildækkede deres Faders Blusel med bortvendte
Ansigter, så de ikke så deres Faders Blusel.
24. Da Noa vågnede af sin Rus og fik at vide, hvad hans yngste Søn
havde gjort ved ham,
25. sagde han: \"Forbandet være Kana\'an, Trælles Træl blive han for
sine Brødre!\"
26. Fremdeles sagde han: \"Lovet være HERREN, Sems Gud, og Kana\'an
blive hans Træl!
27. Gud skaffe Jafet Plads, at han må bo i Sems Telte; og Kana\'an
blive hans Træl!\"
28. Noa levede 350 År efter Vandfloden;
29. således blev Noas fulde Levetid 950 År, og derpå døde han.
1.Mosebog 10
1. Dette er Noas Sønner, Sem, Kam og Jafets Slægtebog. Efter
Vandfloden fødtes der dem Sønner.
2. Jafets Sønner: Gomer, Magog. Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og
Tiras.
3. Gomers Sønner: Asjkenaz, Rifaf og Togarma.
4. Javans Sønner: Elisja, Tarsis. Kittæerne og Rodosboerne;
5. fra dem nedstammer de fjerne Strandes Folk. Det var Jafets
Sønner i deres Lande, hver med sit Tungemål, efter deres Slægter
og i deres Folkeslag.
6. Kams Sønner: Kusj, Mlizrajim, Put og Hana\'an.
7. Kusj\'s Sønner: Seba, Havila, Sabta, Ra\'ma og Sabteka. Ra\'mas
Sønner: Saba og Dedan.
8. Og Kusj avlede Nimrod, som var den første Storhersker på Jorden.
9. Han var en vældig Jæger for HERRENs Øjne; derfor siger man: \"En
vældig Jæget for HERRENs Øjne som Nimrod.\"
10. Fra først af omfattede hans Rige Babel, Erelk, Akkad og Kalne i
Sinear;
11. fra dette Land drog han til Assyrien og byggede Nineve, Rehobot-
Ir, Kela
12. og Resen mellem Nineve og Kela, det er den store By.
13. Mizrajim avlede Luderne,Anamerne, Lehaberne, Naftuherne,
14. Patruserne, Kasluherne, fra hvem Filisterne udgik, og
Kaftorerne.
15. Kana\'an avlede Zidon, hans førstefødte, Het,
16. Jebusiterne, Amoriterne, Girgasjiterne,
17. Hivviterne, Arkiterne, Siniterne,
18. Arvaditerne, Zemariterne og Hamatiterne; men senere bredte
Kana\'anæernes Slægter sig,
19. så at Kana\'anæernes Område strakte sig fra Zidon i Retning af
Gerar indtil Gaza, i Retning af Sodoma, Gomorra, Adma,og Zebojim
indtil Lasja.
20. Det var Kams Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres
Lande og Folk.
21. Men også Sem, alle Ebersønnernes Fader, Jafets ældste Broder,
fødtes der Sønner.
22. Sems Sønner: Elam, Assur, Arpaksjad, Lud og Aram.
23. Arams Sønner: Uz, Hul, Geter og Masj.
24. Arpaksjad avlede Sjela; Sjela avlede Eber;
25. Eber fødtes der to Sønner; den ene hed Peleg, thi på hans Tid
adsplittedes Jordens Befolkning, og hans Broder hed Joktan.
26. Joktan avlede Almodad, Sjelef, Hazarmavet, Jera,
27. Hadoram, Uzal, Dikla,
28. Obal, Abimael, Saba,
29. 0fir, Havila og Jobab. Alle disse var Joktans Sønner,
30. og deres Bosteder strækker sig fra Mesja i Retning af Sefar,
Østens Bjerge.
31. Det var Sems Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres
Lande og Folk.
32. Det var Noas Sønners Slægter efter deres Nedstamning, i deres
Folk; fra dem nedstammer Folkene, som efter Vandfloden bredte
sig på Jorden.
1.Mosebog 11
1. Hele Menneskeheden havde eet Tungemål og samme Sprog.
2. Da de nu drog østerpå, traf de på en Dal i Sinear, og der slog
de sig ned.
3. Da sagde de til hverandre: \"Kom, lad os stryge Teglsten og
brænde dem godt!\" De brugte nemlig Tegl som Sten og Jordbeg som
Kalk.
4. Derpå sagde de: \"Kom, lad os bygge os en By og et Tårn, hvis Top
når til Himmelen, og skabe os et Navn, for at vi ikke skal
spredes ud over hele Jorden!\"
5. Men HERREN steg ned for at se Byen og Tårnet, som
Menneskebørnene byggede,
6. og han sagde: \"Se, de er eet Folk og har alle eet Tungemål; og
når de nu først er begyndt således, er intet, som de sætter sig
for, umuligt for dem;
7. lad os derfor stige ned og forvirre deres Tungemål der, så de
ikke forstår hverandres Tungemål!\"
8. Da spredte HERREN dem fra det Sted ud over hele Jorden, og de
opgav at bygge Byen.
9. Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede HERREN al
Jordens Tungemål, og derfra spredte HERREN dem ud over hele
Jorden.
10. Dette er Sems Slægtebog. Da Sem var 100 År gammel, avlede han
Arpaksjad, to År efter Vandfloden;
11. og efter at Sem havde avlet Arpaksjad, levede han 500 År og
avlede Sønner og Døtre.
12. Da Atpaksjad havde levet 35 År, avlede han Sjela;
13. og efter at Arpaksjad havde avlet Sjela, levede han 403 År og
avlede Sønner og Døtre.
14. Da Sjela havde levet 30 År, avlede han Eber;
15. og efter at Sjela havde avlet Eber, levede han 403 År og avlede
Sønner og Døtre.
16. Da Eber havde levet 34 År, avlede han Peleg;
17. og efter at Eber havde avlet Peleg, levede han 430 År og avlede
Sønner og Døtre.
18. Da Peleg havde levet 30 År, avlede han Re\'u;
19. og efter at Peleg havde avlet Re\'u, levede han 209 År og avlede
Sønner og Døtre.
20. Da Re\'u havde levet 32 År, avlede han Serug;
21. og efter at Re\'u havde avlet Serug, levede han 207 År og avlede
Sønner og Døtre.
22. Da Serug havde levet 30 År, avlede han Nakor;
23. og efter at Serug havde avlet Nakor, levede han 200 År og avlede
Sønner og Døtre.
24. Da Nakor havde levet 29 År, avlede han Tara;
25. og efter at Nakor havde avlet Tara, levede han 119 År og avlede
Sønner og Døtre.
26. Da Tara havde levet 70 År, avlede han Abram, Nakor og Haran.
27. Dette er Taras Slægtebog. Tara avlede Abram, Nako og Haran.
Haran avlede Lot.
28. Haran døde i sin Fader Taras Levetid i sin Hjemstavn i Ur
Kasdim.
29. Abram og Nakor tog sig Hustruer; Abrams Hustru hed Saraj, Nakors
Milka, en Datter af Haran, Milkas og Jiskas Fader.
30. Men Saraj var ufrugtbar og havde ingen Børn.
31. Tara tog sin Søn Abram, sin Sønnesøn Lot, Harans Søn, og sin
Sønnekone Saraj, hans Søn Abrams Hustru, og førte dem fra Ur
Kasdim for at begive sig til Kana\'ans Land; men da de kom til
Karan, slog de sig ned der.
32. Taras Levetid var 205 År; og Tara døde i Karan.
1.Mosebog 12
1. HERREN sagde til Abram: \"Drag ud fra dit Land, fra din Slægt og
din Faders Hus til det Land, jeg vil vise dig;
2. så vil jeg gøre dig til et stort Folk, og jeg vil velsigne dig
og gøre dit Navn stort. og vær en Velsignelse!
3. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der
forbander dig; i dig skal alle Jordens Slægter velsignes!\"
4. Og Abram gik,som HERREN sagde til ham, og Lot gik med ham.
Abram var fem og halvfjerdsindstyve År, da han drog fra Karan;
5. og Abram tog sin Hustru Saraj og sin Brodersøn Lot og al den
Ejendom, de havde samlet sig, og de Folk, de havde vundet sig i
Karan, og de gav sig på Vej til Kana\'ans Land og nåede derhen.
6. Derpå drog Abram gennem Landet til Sikems hellige Sted, til
Sandsigerens Træ. Det var dengang Kana\'anæerne boede i Landet.
7. Men HERREN åbenbarede sig for Abram og sagde til ham: \"Dit Afkom
giver jeg dette Land!\" Da byggede han der et Alter for
HERREN. som havde åbenbaret sig for ham.
8. Derpå brød han op derfra og drog til Bjergene østen for Betel,
og han slog Lejr med Betel mod Vest og Aj mod Øst; og han
byggede HERREN et Alter der og påkaldte HERRENs Navn.
9. Derpå drog Abram fra Plads til Plads og nåede Sydlandet.
10. Der opstod Hungersnød i Landet; og da Hungersnøden i Landet blev
trykkende, drog Abram ned til Ægypten for at bo der som fremmed.
11. Da han nu nærmede sig Ægypten, sagde han til sin Hustru Saraj:
Jeg ved jo, at du er en smuk Kvinde;
12. når nu Ægypterne ser dig, og de mener, at du er min Hustru, slår
de mig ihjel og lader dig leve;
13. sig derfor, at du er min Søster, for at det må gå mig godt, og
jeg ikke skal miste Livet for din Skyld!\"
14. Da han så drog ind i Ægypten, så Ægypterne, at hun var en såre
smuk Kvinde;
15. og Faraos Stormænd, der så hende, priste hende for Farao, og så
blev Kvinden ført til Faraos Hus.
16. Men Abram behandlede han godt for hendes Skyld, og han fik
Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, Trælle og Trælkvinder, Aseninder og
Kameler.
17. Men HERREN ramte Farao og hans Hus med svære Plager for Abrams
Hustru Sarajs Skyld.
18. Da lod Farao Abram kalde og sagde: \"Hvad har du gjort imod mig!
Hvorfor lod du mig ikke vide, at hun er din Hustru?
19. Hvorfor sagde du, at hun var din Søster, så at jeg tog hende til
Hustru? Se, her har du nu din Hustru, tag hende og gå bort!\"
20. Og Farao bød sine Mænd følge ham og hans Hustru og al deres
Ejendom på Vej;
13-1. og Abram drog atter med sin Hustru og al sin Ejendom fra Ægypten
op til Sydlandet, og Lot drog med ham.
1.Mosebog 13
2. Abram var meget rig på kvæghjorde, Sølv og Guld;
3. og han vandrede fra Lejrplads til Lejrplads og nåede fra
Sydlandet til Betel, til det Sted, hvor hans Teltlejr havde
stået første Gang, mellem Betel og Aj,
4. til det Sted, hvor han forrige Gang havde rejst et Alter; og
Abram påkaldte der HERRENs Navn.
5. Og Lot, der drog med Abram, ejede ligeledes Småkvæg, Hornkvæg og
Telte.
6. Men Landet formåede ikke at rumme dem, så de kunde bo sammen;
thi deres Hjorde var for store til, at de kunde bo sammen.
7. Da opstod der Strid mellem Abrams og Lots Hyrder; det var
dengang Kana\'anæerne og Perizziterne boede i Landet.
8. Abram sagde derfor til Lot: \"Der må ikke være Strid mellem os to
eller mellem mine og dine Hyrder, vi er jo Frænder!
9. Ligger ikke hele Landet dig åbent? Skil dig hellere fra mig; vil
du til venstre, så går jeg til højre, og vil du til højre, så
går jeg til venstre!\"
10. Da så Lot sig omkring, og da han så, at hele Jordanegnen (det
var før HERREN ødelagde Sodoma og Gomorra) var vandrig som
HERRENs Have, som Ægyptens Land, hen ad Zoar til,
11. valgte han sig hele Jordanegnen. Så brød Lot op og drog østerpå,
og de skiltes,
12. idet Abram slog sig ned i Kana\'ans Land, medens Lot slog sig ned
i Jordanegnens Byer og drog med sine Telte fra Sted til Sted
helt hen til Sodoma.
13. Men Mændene i Sodoma var ugudelige og store Syndere mod HERREN.
14. Efter at Lot havde skilt sig fra Abram, sagde HERREN til denne:
\"Løft dit Blik og se dig om der, hvor du står, mod Nord, mod
Syd, mod Øst og mod Vest;
15. thi hele det Land, du ser, vil jeg give dig og dit Afkom til
evig Tid,
16. og jeg vil gøre dit Afkom som Jordens Støv, så at det lige så
lidt skal kunne tælles, som nogen kan tælle Jordens Støv.
17. Drag nu gennem Landet på Kryds og tværs, thi dig giver jeg det!\"
18. Så drog Abram fra Sted til Sted med sine Telte og kom til Mamres
Lund i Hebron, hvor han slog sig ned og byggede HERREN et Alter.
1.Mosebog 14
1. Dengang Amrafel var Konge i Sinear, Arjok i Ellasar, Kedorlaomer
i Elam og Tidal i Gojim.
2. lå de i Krig med Kong Bera af Sodoma, Kong Birsja af Gomorra,
Kong Sjin\'ab af Adma, Kong Sjem\'eher af Zebojim og Kongen i
Bela, det et Zoar.
3. Alle disse havde slået sig sammen og var rykket frem til Siddims
Dal, det er Salthavet.
4. I tolv År havde de stået under Kedorlaomer, men i det trettende
faldt de fra;
5. og i det fjortende År kom Kedorlaomer og de Konger, som fulgte
ham. Først slog de Refaiterne i Asjtarot Karnajim, Zuziterne i
Ham, Emiterne i Sjave Kirjatajim
6. og Horiterne i Seirs Bjerge hen ad El-Paran til ved Ørkenens
Rand;
7. så vendte de om og drog til Misjpatkilden, det er Hadesj, og
slog Amalekiterne i hele deres Område og ligeså de Amoriter, der
boede i Hazazon Tamar.
8. Da drog Sodomas, Gomorras, Admas, Zebojims og Belas, det er
Zoats, Konger ud og indlod sig i Siddims Dal i Kamp
9. med Kong Kedorlaomer af Elam, Kong Tid\'al af Gojim, Kong Amrafel
af Sinear og Kong Arjok af Ellasar, fire Konger mod fem.
10. Men Siddims Dal var fuld af Jordbeggruber; og da Sodomas og
Gomorras Konger blev slået på Flugt, styrtede de i dem, medens
de, der blev tilbage, flyede op i Bjergene.
11. Så tog Fjenden alt Godset i Sodoma og Gomorra og alle
Levnedsmidlerne og drog bort;
12. ligeledes tog de, da de drog bort, Abrams Brodersøn Lot og alt
hans Gods med sig; thi han boede i Sodoma.
13. Men en Flygtning kom og meldte det til Hebræeren Abram, der
boede ved den Lund, som tilhørte Amoriten Mamre, en Broder til
Esjkol og Aner, der ligesom han var Abrams Pagtsfæller.
14. Da nu Abram hørte, at hans Frænde var taget til Fange, mønstrede
han sine Husfolk, de hjemmefødte Trælle, 3l8 Mand, og satte
efter Fjenden til Dan;
15. der faldt han og hans Trælle over dem om Natten, slog dem på
Flugt og forfulgte dem op til Hoba norden for Damaskus.
16. Derefter bragte han alt Godset tilbage; også sin Frænde Lot og
hans Gods førte han tilbage og ligeledes Kvinderne og Folket.
17. Da han nu kom tilbage fra Sejren over Kedorlaomer og de Konger,
der fulgte ham, gik Sodomas Konge ham i Møde i Sjavedalen, det
er Kongedalen.
18. Men Salems Konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes Præst, bragte
Brød og Vin
19. og velsignede ham med de Ord: \"Priset være Abram for Gud den
Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber,
20. og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine Fjender i din
Hånd!\" Og Abram gav ham Tiende af alt.
21. Sodomas Konge sagde derpå til Abram: \"Giv mig Menneskene og
behold selv Godset!\"
22. Men Abram svarede Sodomas Konge: \"Til HERREN, Gud den
Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber, løfter jeg min Hånd
på,
23. at jeg ikke vil tage så meget som en Tråd eller en Sandalrem
eller overhovedet noget som helst af din Ejendom; du skal ikke
sige, at du har gjort Abram rig!
24. Jeg vil intet have, kun hvad de unge Mænd har fortæret, og mine
Ledsagere, Aner, Esjkol og Mamres Del, lad dem få deres Del!\"
1.Mosebog 15
1. Nogen Tid efter kom HERRENS Ord til Abram i et Syn således:
\"Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold; din Løn skal blive såre
stor!\"
2. Men Abram svarede: \"Herre\", HERRE, hvad kan du give mig, når jeg
dog går barnløs bort, og en Mand fra Damaskus, Eliezer, skal
arve mit Hus.\"
3. Og Abram sagde: \"Du har jo intet Afkom givet mig, og se, min
Hustræl kommer til at arve mig!\"
4. Og se, HERRENs Ord kom til ham således: \"Han kommer ikke til at
arve dig, men den, der udgår af dit Liv, han skal arve dig.\"
5. Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: \"Se op mod Himmelen
og prøv, om du kan tælle Stjernerne!\" Og han sagde til ham:
\"Således skal dit Afkom blive!\"
6. Da troede Abram HERREN, og han regnede ham det til Retfærdighed.
7. Derpå sagde han til ham: \"Jeg er HERREN, som førte dig bort fra
Ur Kasdim for at give dig dette Land i Eje!\"
8. Men han svarede: \"Herre, HERRE, hvorpå kan jeg kende, at jeg
skal få det i Eje?\"
9. Da sagde han til ham: \"Tag mig en treårs Kvie, en treårs Ged og
en treårs Væder, en Turteldue og en Småfugl!\"
10. Så tog han alle disse Dyr skar dem midt over og lagde Halvdelene
over for hinanden; dog skar han ikke Fuglene over.
11. Da slog der Rovfugle ned på de døde Kroppe, men Abram skræmmede
dem bort.
12. Da Solen så var ved at gå ned, faldt der Dvale over Abram, og
se, Rædsel faldt over ham, et stort Mørke.
13. Og han sagde til Abram: \"Vide skal du, at dit Afkom skal bo som
fremmede i et Land, der ikke er deres eget; de skal trælle for
dem og mishandles af dem i 400 År.
14. Dog vil jeg også dømme det Folk, de kommer til at trælle for, og
siden skal de vandre ud med meget Gods.
15. Men du skal fare til dine Fædre i Fred og blive jordet i en god
Alderdom.
16. I fjerde Slægtled skal de vende tilbage hertil; thi endnu er
Amoriternes Syndeskyld ikke fuldmoden.\"
17. Da Solen var gået ned og Mørket faldet på, viste der sig en
rygende Ovn med en flammende Ildslue, der skred frem mellem de
sønderskårne Kroppe.
18. På den Dag sluttede HERREN Pagt med Abram, idet han sagde: \"Dit
Afkom giver jeg dette Land fra Ægyptens Bæk til den store Flod,
Eufratfloden,
19. det er Keniterne, Henizziterne, Kadmoniterne,
20. Hetiterne, Perizziterne, Refaiterne,
21. Amoriterne, Kana\'anæerne, Girgasjiterne, Hivviterne og
Jebusiterne.\"
1.Mosebog 16
1. Abrams Hustru Saraj fødte ham intet Barn. Men Saraj havde en
Ægyptisk Trælkvinde ved Navn Hagar;
2. og Saraj sagde til Abram: \"HERREN har jo nægtet mig Børn; gå
derfor ind til min Trælkvinde, måske kan jeg få en Søn ved
hende!\" Og Abram adlød Saraj.
3. Så tog Abrams Hustru Saraj sin Trælkvinde, Ægypterinden Hagar,
efter at Abram havde boet ti År i Kana\'ans Land, og gav sin Mand
Abram hende til Hustru;
4. og han gik ind til Hagar, og hun blev frugtsommelig. Men da hun
så, at hun var frugtsommelig, lod hun hånt om sin Herskerinde.
5. Da sagde Saraj til Abram: \"Min Krænkelse komme over dig! Jeg
lagde selv min Trælkvinde i din Favn, og nu hun ser, at hun skal
føde, lader hun hånt om mig; HERREN være Dommer mellem mig og
dig!\"
6. Abram svarede Saraj: \"Din Trældkvinde er i din Hånd, gør med
hende, hvad du finder for godt!\" Da plagede Saraj hende, så hun
flygtede for hende.
7. Men HERRENs Engel fandt hende ved Vandkilden i Ørkenen, ved
Kilden på Vejen til Sjur;
8. og han sagde: \"Hvorfra kommer du, Hagar, Sarajs Trælkvinde, og
hvor går du hen?\" Hun svarede: \"Jeg flygter for min Herskerinde
Saraj!\"
9. Da sagde HERRENs Engel til hende: \"Vend tilbage til din
Herskerinde og find dig i hendes Mishandling!\"
10. Og HERRENs Engel sagde til hende: \"Jeg vil gøre dit Afkom så
talrigt, at det ikke kan tælles.\"
11. Og HERRENs Engel sagde til hende: \"Se, du er frugtsommelig, og
du skal føde en Søn, som du skal kalde Ismael, thi HERREN har
hørt, hvad du har lidt;
12. og han skal blive et Menneske Vildæsel, hvis Hånd er mod alle,
og alles Hånd mod ham, og han skal ligge i Strid med alle sine
Frænder!\"
13. Så gav hun HERREN, der havde talet til hende, Navnet: Du er en
Gud, som ser; thi hun sagde: \"Har jeg virkelig her set et Glimt
af ham, som ser mig?\"
14. Derfor kaldte man Brønden Be\'erlahajro\'i; den ligger mellem
Kadesj og Bered.
15. Og Hagar fødte Abram en Søn, og Abram kaldte Sønnen, Hagar fødte
ham, Ismael.
16. Abram var seks og firsindstyve År gammel, da Hagar fødte ham
Ismael.
1.Mosebog 17
1. Da Abram var ni og halvfemsindstyve År gammel, åbenbarede HERREN
sig for ham og sagde til ham: \"Jeg er Gud den Almægtige; vandre
for mit Åsyn og vær ustraffelig,
2. så vil jeg oprette min Pagt mellem mig og dig og give dig et
overvættes stort Afkom!\"
3. Da faldt Abram på sit Ansigt, og Gud sagde til ham:
4. \"Fra min Side er min Pagt med dig, at du skal blive Fader til en
Mængde Folk;
5. derfor skal dit Navn ikke mere være Abram, men du skal hedde
Abraham, thi jeg gør dig til Fader til en Mængde Folk.
6. Jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lade dig blive til Folk,
og Konger skal nedstamme fra dig.
7. Jeg opretter min Pagt mellem mig og dig og dit Afkom efter dig
fra Slægt til Slægt, og det skal være en evig Pagt, at jeg vil
være din Gud og efter dig dit Afkoms Gud;
8. og jeg giver dig og dit Afkom efter dig din Udlændigheds Land,
hele Kana\'ans Land, til evigt Eje, og jeg vil være deres Gud!\"
9. Derpå sagde Gud til Abraham: \"Men du på din Side skal holde min
Pagt, du og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt;
10. og dette er min Pagt, som I skal holde, Pagten mellem mig og
eder, at alt af Mandkøn hos eder skal omskæres.
11. I skal omskæres på eders Forhud, det skal være et Pagtstegn
mellem mig og eder;
12. otte Dage gamle skal alle af Mandkøn omskæres hos eder i alle
kommende Slægter, både de hjemmefødte Trælle og de, som er købt,
alle fremmede, som ikke hører til dit Afkom;
13. omskæres skal både dine hjemmefødte og dine købte. Min Pagt på
eders Legeme skal være en evig Pagt!
14. Men de uomskårne, det af Mandkøn, der ikke Ottendedagen omskæres
på Forhuden, de skal udryddes af deres Folk; de har brudt min
Pagt!\"
15. Endvidere sagde Gud til Abraham: \"Din Hustru Saraj skal du ikke
mere kalde Saraj, hendes Navn skal være Sara;
16. jeg vil velsigne hende og give dig en Søn også ved hende; jeg
vil velsigne hende, og hun skal blive til Folk, og Folkeslags
Konger skal nedstamme fra hende!\"
17. Da faldt Abraham på sit Ansigt og lo, idet han tænkte: \"Kan en
hundredårig få Børn, og kan Sara med sine halvfemsindstyve År
føde en Søn?\"
18. Abraham sagde derfor til Gud: \"Måtte dog Ismael leve for dit
Åsyn!\"
19. Men Gud sagde: \"Nej, din Ægtehustru Sara skal føde dig en Søn,
som du skal kalde Isak; med ham vil jeg oprette min Pagt, og det
skal være en evig Pagt, der skal gælde hans Afkom efter ham!
20. Men hvad Ismael angår, har jeg bønhørt dig: jeg vil velsigne ham
og gøre ham frugtbar og give ham et overvættes talrigt Afkom;
tolv Stammehøvdinger skal han avle, og jeg vil gøre ham til et
stort Folk.
21. Men min Pagt opretter jeg med Isak, som Sara skal føde dig om et
År ved denne Tid.\"
22. Så hørte han op at tale med ham; og Gud steg op fra Abraham.
23. Da tog Abraham sin Søn Ismael og alle sine hjemmefødte og de
købte, alt af Mandkøn i Abrahams Hus, og omskar selvsamme Dag
deres Forhud, således som Gud havde pålagt ham.
24. Abraham var ni og halvfemsindstyve År, da han blev omskåret på
sin Forhud;
25. og hans Søn Ismael var tretten År, da han blev omskåret på sin
Forhud.
26. Selvsamme Dag blev Abraham og hans Søn Ismael omskåret;
27. og alle Mænd i hans Hus, både de hjemmefødte og de, der var
købt, de fremmede, blev omskåret tillige med ham.
1.Mosebog 18
1. Siden åbenbarede HERREN sig for ham ved Mamres Lund, engang han
sad i Teltdøren på den hedeste Tid af Dagen.
2. Da han så op, fik han Øje på tre Mænd, der stod foran ham. Så
snart han fik Øje på dem, løb han dem i Møde fra Teltdøren,
bøjede sig til Jorden
3. og sagde: \"Herre, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så gå
ikke din Træl forbi!
4. Lad der blive hentet lidt Vand, så I kan tvætte eders Fødder og
hvile ud under Træet.
5. Så vil jeg bringe et Stykke Brød, for at I kan styrke eder;
siden kan I drage videre - da eders Vej nu engang har ført eder
forbi eders Træl!\" De svarede: \"Gør, som du siger!\"
6. Da skyndte Abraham sig ind i Teltet til Sara og sagde: \"Tag
hurtigt tre Mål fint Mel, ælt det og bag Kager deraf!\"
7. Så ilede han ud til Kvæget, tog en fin og lækker Kalv og gav den
til Svenden, og han tilberedte den i Hast.
8. Derpå tog han Surmælk og Sødmælk og den tilberedte Kalv, satte
det for dem og gik dem til Hånde under Træet, og de spiste.
9. Da sagde de til ham: \"Hvor er din Hustru Sara?\" Han svarede:
\"Inde i Teltet!\"
10. Så sagde han: \"Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen,
og så har din Hustru Sara en Søn!\" Men Sara lyttede i Teltdøren
bag ved dem;
11. og da Abraham og Sara var gamle og højt oppe i Årene, og det
ikke mere gik Sara på Kvinders Vis,
12. lo hun ved sig selv og tænkte: \"Skulde jeg virkelig føle
Attrå. nu jeg er affældig, og min Herre er gammel?\"
13. Da sagde HERREN til Abraham: \"Hvorfor ler Sara og tænker: Skulde
jeg virkelig føde en Søn. nu jeg er gammel?
14. Skulde noget være umuligt for Herren? Næste År ved denne Tid
kommer jeg til dig igen, og så har Sara en Søn!\"
15. Men Sara nægtede og sagde: \"Jeg lo ikke!\" Thi hun frygtede. Men
han sagde: \"Jo, du lo!\"
16. Så brød Mændene op derfra hen ad Sodoma til, og Abraham gik med
for at følge dem på Vej.
17. Men HERREN sagde ved sig selv: \"Skulde jeg vel dølge for
Abraham, hvad jeg har i Sinde at gøre.
18. da Abraham dog skal blive til et stort og mægtigt Folk, og alle
Jordens Folk skal velsignes i ham?
19. Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine Børn og
sine Efterkommere at vogte på HERRENs Vej ved at øve
Retfærdighed og Ret, for at HERREN kan give Abraham alt, hvad
han har forjættet ham.\"
20. Da sagde HERREN: \"Sandelig. Skriget over Sodoma og Gomorra er
stort, og deres Synd er såre svar.
21. Derfor vil jeg stige ned og se. om de virkelig har handlet så
galt. som det lyder til efter Skriget over dem, der har nået mig
- derom vil jeg have Vished!\"
22. Da vendte Mændene sig bort derfra og drog ad Sodoma til; men
HERREN blev stående foran Abraham.
23. Og Abraham trådte nærmere og sagde: \"Vil du virkelig udrydde
retfærdige sammen med gudløse?
24. Måske findes der halvtredsindstyve retfærdige i Byen; vil du da
virkelig udrydde dem og ikke tilgive Stedet for de
halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som findes derinde.
25. Det være langt fra dig at handle således: at ihjelslå retfærdige
sammen med gudløse, så de retfærdige får samme Skæbne som de
gudløse - det være langt.fra dig! Skulde den, der dømmer hele
Jorden, ikke selv øve Ret?\"
26. Da sagde HERREN: \"Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige
i Sodoma, i selve Byen, vil jeg for deres Skyld tilgive hele
Stedet!\"
27. Men Abraham tog igen til Orde: \"Se, jeg har dristet mig til at
tale til min Herre, skønt jeg kun er Støv og Aske!
28. Måske mangler der fem i de halvtredsindstyve retfærdige - vil du
da ødelægge hele Byen for fems Skyld?\" Han svarede: \"Jeg vil
ikke ødelægge Byen, hvis jeg finder fem og fyrretyve i den.\"
29. Men han blev ved at tale til ham: \"Måske findes der fyrretyve i
den!\" Han. svarede: \"For de fyrretyves Skyld vil jeg lade det
være.\"
30. Men han sagde: \"Min Herre må ikke blive vred, men lad mig tale:
Måske findes der tredive i den!\" Han svarede: \"Jeg skal ikke
gøre det, hvis jeg finder tredive i den.\"
31. Men han sagde: \"Se, jeg har dristet mig til at tale til min
Herr: Måske findes de tyve i den!\" Han svarede: \"For de tyves
Skyld vil jeg lade være at ødelægge den.\"
32. Men han sagde: \"Min Herre må ikke blive vred, men lad mig kun
tale denne ene Gang endnu; måske findes der ti i den!\" Han
svarede: \"For de tis Skyld vil jeg lade være at ødelægge den.\"
33. Da nu HERREN havde talt ud med Abraham, gik han bort; og Abraham
vendte tilbage til sin Bolig.
1.Mosebog 19
1. De to Engle kom nu til Sodoma ved Aftenstid. Lot sad i Sodomas
Port, og da han fik Øje på dem, stod han op og gik dem i Møde,
bøjede sig til Jorden
2. og sagde: \"Kære Herrer, tag dog ind og overnat i eders Træls Hus
og tvæt eders Fødder; i Morgen tidlig kan I drage videre!\" Men
de sagde: \"Nej, vi vil overnatte på Gaden.\"
3. Da nødte han dem stærkt, og de tog ind i hans Hus; derpå
tilberedte han dem et Måltid og bagte usyrede Kager, og de
spiste.
4. Men endnu før de havde lagt sig, stimlede Byens Folk,
Indbyggerne i Sodoma, sammen omkring Huset, både gamle og unge,
alle uden Undtagelse,
5. og de råbte til Lot: \"Hvor er de Mænd, der kom til dig i Nat Kom
herud med dem, for at vi kan stille vor Lyst på dem!\"
6. Da gik Lot ud til dem i Porten, men Døren lukkede han efter sig.
7. Og han sagde: \"Gør dog ikke noget ondt, mine Brødre!
8. Se, jeg har to Døtre, der ikke har kendt Mand; dem vil jeg
bringe ud til eder, og med dem kan I gøre, hvad I lyster; men
disse Mænd må I ikke gøre noget, siden de nu engang er kommet
ind under mit Tags Skygge!\"
9. Men de sagde: \"Bort med dig! Her er den ene Mand kommet og bor
som fremmed, og nu vil han spille Dommer! Kom, lad os handle
værre med ham end med dem!\" Og de trængte ind på Manden, på Lot,
og nærmede sig Døren for at sprænge den.
10. Da rakte Mændene Hånden ud og trak Lot ind til sig og lukkede
Døren;
11. men Mændene uden for Porten til Huset slog de med Blindhed, både
store og små, så de forgæves søgte at finde Porten.
12. Derpå sagde Mændene til Lot: \"Hvem der ellers hører dig til her,
dine Svigersønner, dine Sønner og Døtre, alle, som hører dig til
i Byen, må du føre bort fra dette Sted;
13. thi vi står i Begreb med at ødelægge Stedet her, fordi Skriget
over dem er blevet så stort for HERREN, at HERREN har sendt os
for at ødelægge dem.\"
14. Da gik Lot ud og sagde til sine Svigersønner, der skulde ægte
hans Døtre: \"Stå op, gå bort herfra, thi HERREN vil ødelægge
Byen!\" Men hans Svigersønner troede, at han drev Spøg med dem.
15. Da Morgenen så gryede, skyndede Englene på Lot og sagde: \"Tag
din Hustru og dine to Døtre, som bor hos dig, og drag bort, for
at du ikke skal rives bort ved Byens Syndeslkyld!\"
16. Og da han tøvede, greb Mændene ham,.hans Hustru og hans to Døtre
ved Hånden, thi HERREN vilde skåne ham, og de førte ham bort og
bragte ham i Sikkerhed uden for Byen.
17. Og idet de førte dem uden for Byen, sagde de: \"Det gælder dit
Liv! Se dig ikke tilbage og stands ikke nogensteds i
Jordanegnen, men red dig op i Bjergene, for at du ikke skal
omkomme!\"
18. Men Lot sagde til dem: \"Ak nej, Herre!
19. Din Træl har jo fundet Nåde for dine Øjne, og du har vist mig
stor Godhed og frelst mit Liv; men jeg kan ikke nå op i Bjergene
og undfly Ulykken; den indhenter mig så jeg mister Livet.
20. Se, den By der er nær nok til at jeg kan flygte derhen; den
betyder jo ikke stort, lad mig redde mig derhen, den betyder jo
ikke stort, og mit Liv er frelst!\"
21. Da svarede han: \"Også i det Stykke har jeg bønhørt dig; jeg vil
ikke ødelægge den By, du nævner;
22. men red dig hurtigt derhen, thi jeg kan intet gøre, før du når
derhen!\" Derfor kaldte man Byen Zoar.
23. Da Solen steg op over Landet og Lot var nået til Zoar,
24. lod HERREN Svovl og Ild regne over Sodoma og Gomorra fra HERREN,
fra Himmelen;
25. og han ødelagde disse Byer og hele Jordanegnen og alle Byernes
Indbyggere og Landets Afgrøde.
26. Men hans Hustru, som gik efter ham, så sig tilbage og blev til
en Saltstøtte.
27. Næste Morgen, da Abraham gik hen til det Sted, hvor han havde
stået hos HERREN,
28. og vendte sit Blik mod Sodoma og Gomorra og hele Jordanegnen.
så han Røg stige til Vejrs fra Landet som Røgen fra en
Smelteovn.
29. Da Gud tilintetgjorde Jordanegnens Byer, kom han Abraham i Hu og
førte Lot ud af Ødelæggelsen, som han lod komme over de Byer,
Lot boede i.
30. Men Lot drog op fra Zoar og slog sig ned i Bjergene med sine
Døtre, thi han turde ikke blive i Zoar; og han boede i en Hule
med sine to Døtre.
31. Da sagde den ældste til den yngste: \"Vor Fader er gammel, og der
findes ingen Mænd her i Landet, som kunde komme til os på vanlig
Vis.
32. Kom, lad os give vor Fader Vin at drikke og ligge hos ham for at
få Afkom ved vor Fader!\"
33. De gav ham da Vin at drikke samme Nat; og den ældste lagde sig
hos sin Fader, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller
at hun stod op.
34. Næste Dag sagde den ældste til den yngste: \"Jeg lå i Går Nat hos
min Fader; nu vil vi også give ham Vin at drikke i Nat, og gå du
så ind og læg dig hos ham, for at vi kan få Afkom ved vor
Fader!\"
35. Så gav de atter den Nat deres Fader Vin at drikke, og den yngste
lagde sig hos ham, og han sansede hverken, at hun lagde sig,
eller at hun stod op.
36. Således blev begge Lots Døtre frugtsommelige ved deres Fader;
37. og den ældste fødte en Søn, som hun kaldte Moab; han er Moabs
Stamfader den Dag i Dag.
38. Ligeså fødte den yngste en Søn, som hun kaldte Ben Ammi; han er
Ammoniternes Stamfader den Dag i Dag.
1.Mosebog 20
1. Der På brød Abraham op derfra til Sydlandet og slog sig ned
mellem Kadesj og Sjur og boede som fremmed i Gerar.
2. Da nu Abraham sagde om sin Hustru Sara, at hun var hans Søster,
sendte Kong Abimelek af Gerar Bud og lod Sara hente til sig.
3. Men Gud kom til Abimelek i en Drøm om Natten og sagde til ham:
\"Se, du skal dø for den Kvindes Skyld, som du har taget, thi hun
er en anden Mands Hustru!\"
4. Abimelek var imidlertid ikke kommet hende nær; og han sagde:
\"Herre, vil du virkelig.slå retfærdige Folk ihjel?
5. Har han ikke sagt mig, at hun er hans Søster? Og hun selv har
også sagt, at han er hendes Broder; i mit Hjertes Troskyldighed
og med rene Hænder har jeg gjort dette.\"
6. Da sagde Gud til ham i Drømmen: \"Jeg ved, at du har gjort det i
dit Hjertes Troskyldighed, og jeg har også hindret dig i at
synde imod mig; derfor tilstedte jeg dig ikke at røre hende.
7. Men send nu Mandens Hustru tilbage, thi han er en Profet, så han
kan gå i Forbøn for dig, og du kan blive i Live; men sender du
hende ikke tilbage, så vid, at du og alle dine er dødsens!\"
8. Tidligt næste Morgen lod Abimelek alle sine Tjenere kalde og
fortalte dem det hele, og Mændene blev såre forfærdede.
9. Men Abimelek lod Abraham kalde og sagde til ham: \"Hvad har du
dog gjort imod os? Og hvad har jeg forbrudt imod dig, at du
bragte denne store Synd over mig og mit Rige? Du har gjort imod
mig, hvad man ikke bør gøre!\"
10. Og Abimelek sagde til Abraham: \"Hvad bragte dig til at handle
således?\"
11. Abraham svarede: \"Jo, jeg tænkte: Her er sikkert ingen Gudsfrygt
på dette Sted, så de vil slå mig ihjel for min Hustrus Skyld.
12. Desuden er hun virkelig min Søster, min Faders Datter, kun ikke
min Moders; men hun blev min Hustru.
13. Og da nu Gud lod mig flakke om fjernt fra min Faders Hus, sagde
jeg til hende: Den Godhed må du vise mig, at du overalt, hvor vi
kommer hen, siger, at jeg er din Broder.\"
14. Derpå tog Abimelelk Småkvæg og Hornkvæg, Trælle og Trælkvinder
og gav Abraham dem og sendte hans Hustru Sara tilbage til ham;
15. og Abimelek sagde til ham: \"Se, mit Land ligger åbent for dig;
slå dig ned, hvor du lyster!\"
16. Men til Sara sagde han: \"Jeg har givet din Broder 1000 Sekel
Sølv, det skal være dig Godtgørelse for alt, hvad der er
tilstødt dig. Hermed har du fået fuld Oprejsning.\"
17. Men Abraham gik i Forbøn hos Gud, og Gud helbredte Abimelek og
hans Hustru og Medhustruer, så at de atter fik Børn.
18. HERREN havde nemlig lukket for ethvert Moderliv i Abimeleks Hus
for Abrahams Hustru Saras Skyld.
1.Mosebog 21
1. HERREN så til Sara, som han havde lovet, og HERREN gjorde ved
Sara, som han havde sagt,
2. og hun undfangede og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom, til
den Tid Gud havde sagt ham.
3. Abraham kaldte den Søn, han fik med Sara, Isak;
4. og Abraham omskar sin Søn Isak, da han var otte Dage gammel,
således som Gud havde pålagt ham.
5. Abraham var 100 År gammel, da hans Søn Isak fødtes ham.
6. Da sagde Sara: \"Gud ham beredt mig Latter; enhver, der hører
det, vil le ad mig.\"
7. Og hun sagde: \"Hvem skulde have sagt Abraham, at Sara ammer
Børn! Sandelig, jeg har født ham en Søn i hans Alderdom!\"
8. Drengen voksede til og blev vænnet fra, og Abraham gjorde et
stort Gæstebud, den dag Isak blev vænnet fra.
9. Men da Sara så Ægypterinden Hagars Søn, som hun havde født
Abraham, lege med hendes Søn Isak,
10. sagde hun til Abraham: \"Jag den Trælkvinde og hendes Søn bort,
thi ikke skal denne Trælkvindes Søn arve sammen med min Søn, med
Isak!\"
11. Derover blev Abraham såre ilde til Mode for sin Søns Skyld;
12. men Gud sagde til Abraham: \"Vær ikke ilde til Mode over Drengen
og din Trælkvinde, men adlyd Sara i alt, hvad hun siger dig, thi
efter Isak skal dit Afkom nævnes;
13. men også Trælkvindens Søn vil jeg gøre til et stort Folk; han er
jo dit Afkom!\"
14. Tidligt næste Morgen tog da Abraham Brød og en Sæk Vand og gav
Hagar det, og Drengen satte han på hendes Skulder, hvorpå han
sendte hende bort. Som hun nu vandrede af Sted, for hun vild i
Be\'ersjebas Ørken,
15. og Vandet slap op i hendes Sæk; da lagde hun Drengen hen under
en af Buskene
16. og gik hen og satte sig i omtrent et Pileskuds Afstand derfra,
idet hun sagde ved sig selv: \"Jeg kan ikke udholde at se Drengen
dø!\" Og således sad hun, medens Drengen græd højt.
17. Da hørte Gud Drengens Gråd, og Guds Engel råbte til Hagar fra
Himmelen og sagde til hende: \"Hvad fattes dig, Hagar? Frygt
ikke, thi Gud har hørt Drengens Røst der, hvor,han ligger;
18. rejs dig, hjælp Drengen op og tag ham ved Hånden, thi jeg vil
Ny bruger
Nybegynder
Opret
Preview
