Brug RAW som de professionelle

Hvis du elsker at tage fotos og ikke kender DxO Labs, så er det på tide. Hvorfor? Få forklaringen her.

Brug RAW som de professionelle

Det er ikke udelukkende Adobe, som kan lave gode billedredigeringsprogrammer, og det er heller ikke forbeholdt PhaseOne at udvikle en fremragende RAW-konverter. Franske DxO Labs er godt med på vognen.

Fotograferer du i RAW-format med dit D-SLR? Hvis ikke du gør det, og dit kamera har muligheden – hvorfor så ikke?

Hvis begrundelsen er, at du synes, det er for bøvlet at konvertere billederne, og at de mange indstillingsmuligheder kan forekomme overvældende, så kan DxO Optics Pro være løsningen.

Ikke bare en RAW-konverter

DxO Labs blev etableret i 2002 som et spinnoff fra Vision IQ, og med europæisk og japansk kapital i ryggen gik de i gang med at udvikle billedredigeringsprogrammet DxO Optics Pro. I dag har virksomheden hovedkontor i Boulogne-Billancourt uden for Paris, og datterselskaber i Californien, Tokyo og Seoul.

Lige fra starten havde DxO Labs en helt anden tilgang til billedbehandling end de fleste andre. For udgangspunktet var, og er stadigvæk, at alle komponenter i ethvert kamera på en eller anden måde bidrager til at ødelægge billedet.

Kamerahus, objektiver samt de to ting i samarbejde, introducerer hver deres forskelligartede optiske forvrængningsformer, som det er muligt at kompensere for elektronisk.

Derfor er programmerne opbygget med separate moduler for kamerahuse og objektiver.

Hvert modul er i virkeligheden en avanceret matematisk algoritme, der beregner præcist de artefakter, som det pågældende kamerahus eller objektiv introducerer, og derfor er i stand til at rette. For objektiver handler det blandt andet om farvefejl og optiske forvrængninger, og for kamerahusets vedkommende rettes eksponeringsfejl og billedstøj.

Dækker meget bredt

DxO Optics Pro er netop kommet i version 5, og der er tale om et stærkt forbedret program i forhold til tidligere. Brugergrænsefladen er blevet langt mere intuitiv, og funktionerne er blevet mere avancerede.

Det betyder til gengæld, at programmet er blevet lidt langsommere, hvis man afvikler det på samme maskine, som man tidligere kørte version 4 (eller en tidligere version) på. En hurtig processor og minimum to gigabyte ram er nødvendig.

Version 5 findes i en Standard- og en Elite-udgave til henholdsvis 124 og 249 euro (henholdsvis 925 og 1.860 kroner), og den eneste forskel ligger i de understøttede kameraer, idet Elite-versionen understøtter en række professionelle kamerahuse som Canon EOS 5D, 1D Mark II samt 1Ds og 1Ds Mark II, Nikon D2X(s) og D3 – se den fulde liste over understøttede kamerahuse og objektiver her.

Udvælg med omhu

Når man køber DxO Optics Pro Standard eller Elite online, vælger man kamerahus og objektiver fra en lang liste, og lad være med at vælge mere end der aktuelt er behov for. For jo flere moduler man kobler sammen, jo mere processorkraft kræves.

Efter installationen kan man til enhver tid gratis hente nye moduler i takt med, at man udvider fototaskens indhold, så der er ingen grund til at være grådig fra starten.

Hvad får man?

Grundprogrammet indeholder modulerne DxO Lighting Engine (som retter eksponeringsfejl), DxO Noise Engine (der fjerner billedstøj), DxO Optics Engine (som fjerner optisk forvrængning) samt DxO RAW Engine (der konverterer RAW-fotos) – og de er alle fire med i begge programversioner.

DxO Optics Pro læser JPEG og RAW, og kan – afhængig af hvor billederne kommer fra – gemme i JPEG, TIFF (8 og 16 bit) samt DNG.

DxO Labs markedsfører også de meget avancerede værktøjer, der anvendes når objektivers optiske egenskaber udmåles og algoritmiseres. Der er tale om meget kostbare værktøjer, som typisk anvendes af kamera- og objektivproducenter samt nogle få, store, udenlandske kameramagasiner.

Manuelt eller automatisk

Når man arbejder med DxO Optics Pro kan man enten lade programmet køre fuldautomatisk, hvor man blot skal vælge nogle få parametre, som eksempelvis hvilken mappe de færdige fotos skal gemmes i, i hvilket størrelse/format og navn.

Man kan samtidig få programmet til at gemme RAW fotos i flere formater og størrelser som fuldstørrelse TIFF til senere udskrift og mindre JPEG-versioner til hjemmesiden. Eller man kan naturligvis selv vælge at styre slagets gang 100 procent manuelt.

I version 5 er den fuldautomatiske konvertering blevet kraftigt forbedret – faktisk kan man trygt lade programmet konvertere sine RAW-fotos med de standardindstillinger, det leveres med.

Hvordan virker det så?

Efter installation skal programmet naturligvis aktiveres ved, at man indtaster en kode, der bliver mailet fra DxO Labs. Åbnes programmet på vanlig vis kan man imidlertid ikke indtaste aktiveringskoden – feltet er simpelthen ”grået ud”.

Programmet skal startes i administrator-mode, hvilket ganske enkelt gøres ved at højreklikke på programikonet og vælge ”Kør som administrator”.

Som nævnt har DxO Labs arbejder kraftigt med at forbedre brugergrænsefladen i version 5, og det må siges at være lykkedes til fulde.

Pudeforvrængning

Et af vores yndlingsobjektiver er et 24-105mm, som ikke tidligere har gjort sig særligt uheldigt bemærket med hensyn til optisk forvrængning. Men efter en tur gennem DxO Optics Pro Elite blev en lille smule pudeforvrængning i 24mm-enden pludseligt synlig.

Konverteres fra RAW til JPEG, hvilket må være det mest oplagte for langt de fleste fotografer, får man med den fuldautomatiske konvertering et resultat, der kun kan forbedres marginalt, hvis man tilbringer timevis med manuel indstilling af hvert enkelt foto.

Muligheden for at lade DxO Optics Pro stå og passe sig selv, mens det kører en større batch-konvertering er meget attraktivt for den lidt dovne fotograf. Selv om der er tale om en batch-konvertering behandles hvert enkelt foto naturligvis individuelt.

Galleri 1

Galleri 2




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere