Halvhjertet Windows-mobil fra HTC

Touch Dual har både trykfølsom skærm og tal-taster. Men selv om mobilen prøver at være lidt af det hele, lykkes den ikke for alvor - hverken som smartphone eller modemobil.

Halvhjertet Windows-mobil

Noget så gammeldags som trykfølsomme skærme er pludselig blevet højeste mode. Efter iPhone vil alle med på trykbølgen, og mange forbrugere sidder nok tilbage med den opfattelse, at det hele er noget, Apple har opfundet (ligesom MP3-afspilleren...).

Man kan sige meget godt om trykfølsomme skærme, men de virtuelle skærmknapper bliver aldrig lige så praktiske som den ægte vare. Alene det, at man skal se på skærmen og holde apparatet med to hænder, er en væsentlig ulempe.

Derfor lancerer HTC denne "blæse-og-have-mel-i-munden" udgave af Touch, hvor den trykfølsomme skærm suppleres med et regulært skydetastatur.

Vel at mærke ikke med bogstavknapper som i S730 og TyTN - men med helt almindelige taltaster.

Modellen er en smule længere, tykkere og tungere end den gamle Touch. Men den virker langt fra klodset. Formen er blødt afrundet, uden skarpe kanter, og den gummiagtige plast er rar at røre ved.

Knirken og knagen

Når man ikke trykker på skærmen, styres de fleste funktioner med den behageligt store firevejsknap. Den omkranses desværre af et par ubegribeligt små og smalle knapper til ring op- / læg på-funktionen.

Nummer-tasterne er tilpas store, men skrivefornemmelsen er lidt bobleplast-agtig. Det trælse indtryk forstærkes af, at mobilens alt for spinkle højttaler knitrer en smule, når tastetonerne afspilles.

Mest ødelæggende for kvalitetsoplevelsen er dog apparatets store bagklap. Den sidder så løst, at hele mobilen knirker noget så grusomt, hver gang man tager fat om den. Det kan overraske, at sådan noget slipper gennem kvalitetskontrollen.

Giv den fingeren

Skærmen er faktisk lidt mindre end på den gamle Touch (2,6 mod før 2,8 tommer). Men den er stor nok og fremstår i øvrigt skarp og klar, selv om farvedybden på papiret virker lidt bedaget (65K).

HTC skal også have ros for deres forbedrede skrivebord, der giver et flot overblik over klokkeslæt, beskeder, alarmer, aftaler - og sågar ugens vejrudsigt fra internettet.

Knap så gennemført er det såkaldte TouchFLO-system, som er HTC's svar på iPhone.

Vist er det smart, at man kan bladre gennem de vigtigste funktioner med et let fingerstrøg. Men i praksis kræves her et meget hårdt fingerstrøg - medmindre man bruger neglene. Og den fingernemme brugerflade er kun en tynd skal ovenpå det almindelige Windows-system.

Man skal ikke langt ned i menuerne, før ikonerne igen bliver så små, at man griber efter den indbyggede pegepind. De to vidt forskellige brugerflader efterlader et lidt skizofrent indtryk.

The missing link

Selvfølgelig nyder man godt af alle de kendte Windows-værktøjer. Mobilens trykfølsomme udgave af Windows Mobile 6 er faktisk stærkere end den, der følger med S730.

Men uden bogstavtaster er Touch Dual ikke en fuldblods smartphone. For hvad hjælper det, at man kan oprette Office-dokumenter, når man ikke har noget at skrive dem med.

Modsat den gamle Touch har denne model 3G-forbindelse med mulighed for videotelefoni og mobilt bredbånd (HSDPA). Til gengæld må vi undvære forgængerens trådløse netværk (Wi-Fi). Et besynderligt fravalg.

Akkurat som i S730 er både processor og hukommelse fordoblet i forhold til forgængeren, og mobilen opleves da også som kvik i optrækket. Lageret kan udvides med microSD-kort (medfølger ikke), og batteritiden er på det jævne. Vi opnåede halvanden til to dage på en opladning.

Diffus størrelse

Vi har vist slået fast, at Touch Dual ikke er en decideret smartphone. Derpå melder sig spørgsmålet: Hvad er den så for en?

Et hurtigt blik på bagsidens kamera viser, at den i hvert fald ikke er nogen fotomobil. Her mangler både autofokus og hjælpelys, og opløsningen er begrænset til to megapixel.

Mobilen bliver næppe heller noget ved musikken. Den har hverken afspilningsknapper eller FM-radio, og man kan ikke tilkoble et par ordentlige hovedtelefoner.

Til gengæld fornemmer man, at Touch Dual gerne vil være sådan lidt mode- og livsstils-agtig. Men hvis man vil bide sølvskeer med Apple, holder det altså ikke med halvhjertede brugerflader og tynd plast, der knirker og knager som et udtjent parketgulv.

HTC havde stået sig bedre ved at satse helhjertet på deres tekniske kunnen. Ideen med at supplere den trykfølsomme skærm med rigtige knapper er glimrende, men Touch Dual skæmmes af for mange sjuskefejl og sætter sig mellem for mange stole til, at vi rigtigt kan anbefale den til nogen.

Galleri: HTC Touch Dual




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere