Test: Digitalkameraer til under 3.000 kroner
Ved en sammenlignende test af digitale kompaktkameraer er det vigtigt, at man ikke vælger nogle testkriterier, der indebærer, at man populært sagt kommer til at sammenligne æbler med bananer.
Eller at man med andre ord tilrettelægger sin testsuite på en så neutral måde som muligt, for ikke at tilgodese en eller flere testkandidater på bekostning af andre.
Personligt har jeg testet digitalkameraer gennem mere end 15 år, og heldigvis kan jeg stadigvæk overraskes – både positivt og negativt.
Først og fremmest handler det om at finde frem til en række testmetoder, der dels er reproducerbare, således at denne stortest umiddelbart kan sammenlignes med kommende kameratest, og umiddelbart har betydning for det, det hele handler om – nemlig at tage gode fotografier.
Hvilke parametre jeg lægger vægt på, og hvordan de testes, kan du læse meget mere om i afsnittet ”Sådan tester vi”.
Nogen fællesnævner?
I kraft af mit arbejde møder jeg rigtigt mange meninger og spørgsmål om digitalfoto, og kameraets hastighed er én af de ting, mange mennesker lægger vægt på. Alle de her testede kameraer er klar til skud, umiddelbart efter man har tændt for det, hvorfor jeg ikke har målt, hvor mange eller få sekunder det enkelte kamera er om at tænde.
At digitale SLR-modeller også (endnu) er deres kompaktfætre overlegne på dette punkt skal her blot konstateres.
Og de er alle sammen, med en enkelt undtagelse, klar til næste skud efter meget kort tid. Anvendes flash kan der gå noget længere tid afhængig af batteriets ladningstilstand, og generelt klarer kameraer med større batterikapacitet sig bedre på dette punkt – batterikapaciteten kan du aflæse i skemaet over de enkelte kameraers specifikationer.
I denne test har vi haft fingre i: Canon Digital IXUS 860 IS, Casio Exilim EX-Z1080, HP Photosmart R742, Nikon Coolpix P5100, Olympus SP-560UZ samt Samsung NV8. Og på trods af at producenterne altså fik en prisramme på op til de nævnte 3.000 kroner at holde sig inden for, har flere valgt at udvælge langt billigere modeller.
Sådan tester vi
For at være i stand til at sammenligne de her testede digitalkameraer med efterfølgende test har jeg udviklet en testsuite bestående af både studie- og udendørsoptagelser.
Hvidbalance og farvetest foregår ved hjælp af et almindeligt tilgængeligt fototarget i form af en GretagMacbeth ColorChecker.
Her udvælges ren rød, grøn, blå, hvid, sort og grå, som efter fotografering udmåles ved hjælp af værktøjerne i Adobe Photoshop CS3.
Flashens udlysning, makrofunktionens dækningsområde og de optiske forvrængninger måles ved hjælp af egenudviklede targets med præcise net.
Endelig foretages vurderingerne af farveforvrængning og kromatisk aberration ved optagelser foretaget ude af studiet, for det er her – i praksis – at disse egenskaber spiller en rolle, og det er derfor også her, de skal vurderes.
Ved at udvælge passende motiver kan det relativt let vurderes om de enkelte testkandidater lider af nogen af de omtalte forvrængningsformer.
Farveforvrængning
På engelsk kaldes det for ”Purple fringing”, og der er tale om den hyppigst forekommende form for kromatisk aberration – en forvrængningsform, der ses som violette skygger i kontratsrige områder mellem højlys og skygger – eller ved mørke partier i motivet.
Fænomenet skyldes, at objektivet fokuserer lys med forskellige bølgelængder forskellige steder på billedsensoren. Anvendelse af akromatiske linseelementer med forskellige optiske egenskaber – blandt andet linseelementer med såkaldt refraktivt brydningsindeks – i objektivet nedbringer den kromatiske aberration.
Farveforvrængning optræder som oftest i billedets kantområder og skyldes, at ikke alt lyset herfra når ned til billedsensoren. Årsagen er, at objektivet ikke samler alt lyset, så det falder vinkelret ind på billedsensoren – et forhold der ikke påvirker film, der er følsom for lys fra alle retninger.
Flashens udlysning
Med flashens udlysning menes dels hvor lang en rækkevidde flashen har, dels hvordan den dækker arealet. Typisk vil flashen danne mørkere områder i billedets 4 hjørner når man fotograferer med vidvinkelobjektiver, eller med zoomobjektivet indstillet på mindste brændvidde.
Det er en parameter der kun yderst vanskeligt lader sig måle objektivt, men ved at fotografere en hvid væg eller et passende testtarget kan man relativt nemt kvantificere udlysningen i termer som ”Tilfredsstillende”, ”God”, ”Middel” osv.
Vignettering
Billigere zoomobjektiver kan indføre et begreb, der kaldes for vignettering. Det betyder, at en del af selve zoomobjektivets ”rør” bliver synlig, hvilket medfører, at billedets fire hjørner bliver mørkere end resten af billedet.
Hvidbalance
Hvidbalancen er nært knyttet til lysets temperatur målt i grader Kelvin (K). For eksempel er sollys om formiddagen mere hvidt end om morgenen og om eftermiddagen, hvor det er gulligt. Tilsvarende har forskellige kunstige lyskilder forskellige farver, som det menneskelige øje i stort omfang automatisk tilpasser sig.
Det digitale kamera anvender den hvide farve som udgangspunkt for fastlæggelse af den korrekte farvebalance og forsøger derfor at identificere noget hvidt i ethvert motiv, hvis hvidbalanceindstillingen er sat til automatisk.
Det tester vi ved hjælp af det før omtalte GretagMacbeth target og kontrolleret studielys – med digitalkameraerne indstillet til automatisk hvidbalance. Ved efterfølgende at udmåle den rene røde og blå farve kan det fastslås, hvor præcist kameraets hvidbalance fungerer.
Billedstøj
Billedstøj kan være et meget irriterende fænomen og dannes, fordi billedsensorens siliciummateriale afgiver en vis elektrisk baggrundsstøj.
Billedstøjen er temperaturafhængig (hvorfor meget kostbare professionelle digitalkameraer anvender køleanlæg til nedfrysning af billedsensoren), og da støjen er konstant (ved konstant temperatur) vil størrelsen af de enkelte pixels desuden spille en markant rolle. Jo flere pixels, der presses sammen på et givent areal, desto mere billedstøj vil der dannes.
Derfor støjer digitale spejlreflekskameraer langt mindre – da de anvender meget større billedsensorer til stort set samme antal pixels – end digitale kompaktkameraer med små billedsensorer.
Når billedstøjen er farveafhængig hænger det sammen med de anvendte farvefiltre foran billedsensorens pixels. For de tre grundfarvefiltre (rød, grøn og blå) tilbageholder varierende dele af lyset, hvorfor man må kompensere elektronisk ved at forstærke signalerne – og dermed også billedstøjen.
Optisk forvrængning
Zoomobjektiver har en tendens til at indføre en optisk forvrængning i de to yderområder, ved henholdsvis mindste vidvinkel og største teleindstilling.
Vidvinkelindstillingens forvrængning kaldes for tøndeforvrængning, fordi billedets geometri kommer til at ligne en tønde, der bulner ud på midten.
Omvendt indfører teleindstillingen en såkaldt pudeforvrængning, fordi billedgeometrien kommer til at minde om en pude, der bulner ind på midten.
Begge optiske forvrængningsformer måles ved hjælp af et target med præcist netmønster.
Canon Digital IXUS 860 IS
Med denne model har Canon udbredt deres aldeles glimrende IS-teknologi (Image Stabilisation – optisk billedstabilisering) til kompaktverdenen.
Om det er derfor, Digital IXUS 860 IS er vokset en hed del størrelsesmæssigt siden den første digitale IXUS-model så verden lys, må stå hen i det uvisse.
Blot kan det konstateres at 860’eren er vokset til en størrelse, hvor det ligger betydeligt bedre i en stor hånd.
Naturligvis spiller det også ind, at dette kamera er blevet begunstiget med en større LCD-skærm på 3,0 tommer, som dominerer bagsiden.
Betjeningsmæssigt minder 860’eren meget om de tidligere digitale IXUS-modeller. De mest anvendte funktioner er ført ud som selvstændige knapper, uden betjeningen af den grund er blevet uoverskuelig. Faktisk er der kun syv betjeningsknapper ud over tænd/sluk, zoom og udløserknappen.
Designmæssigt holder Canon IXUS-stilen med børstet aluminium og blankt stål på forsiden.
Billedmæssigt repræsenterer Canon Digital IXUS 860 IS det solide håndværk. Objektivet tegner skarpt over hele billedfladen, og farvegengivelsen er ved udendørsoptagelser helt i top. Dog dannes en smule kromatisk abberation i form af purple fringing – til gengæld er objektivet helt fri for vignettering.
Flashens udlysningsområde er helt normalt, hverken større eller mindre end forventeligt. Til gengæld er lysets homogenitet bedre end gennemsnittet, hvorfor elementer forskellige steder i motivet belyses ensartet.
Hvidbalancen finder, også under forhold med blandinger af forskellige lyskilder, fint ud af at ramme de rigtige farver, og Canons DIGIC III-processor formår at holde billedstøjen på et fornuftigt niveau.
Med de mange forskellige motivprogrammer vil Digital IXUS 860 IS både tiltale begynderen, og – takket være de lidt mere avancerede valgmuligheder – vil kameraet også være et godt valg for den lidt mere erfarne fotograf.
Vurdering: 4/6
Se mange flere billeder taget med Canon Digital IXUS 860 IS her .
Casio Exilim EX-Z1080
Med Exilim EX-Z1080 har Casio udviklet et virkeligt flot lille digitalkamera uden for mange dikkedarer – et rigtigt begynderkamera med blot seks betjeningsknapper plus tænd/sluk, zoom og udløserknappen.
Med det diminutive design er der heller ikke blevet plads til verdens største LCD-skærm, Casio-fotograferne må nøjes med 2,6 tommer og en opløsning på knap 115.000 pixels.
Casio har indbygget en pudsig lille funktion i forbindelse med kameraets automatiske ansigtsgenkendelse: Genkendelse af familie først. Det kræver, at man gennemgår en ”programmering” af kameraet, hvor en lille ansigtstegning på LCD-skærmen skal placeres over hvert enkelt familiemedlems øjne og mund, hvorefter man tager et foto af vedkommende, som herefter automatisk genkendes.
Hvert enkelt familiemedlems navn og prioritet kan desuden indtastes i EX-Z1080.
Betjeningsmæssigt lettes fotograferingen takket være en funktion, som i LCD-skærmens venstre side viser de mest benyttede indstillinger, der ved hjælp af to af betjeningsknapperne nemt og hurtigt kan vælges.
Billedmæssigt ligger Casio-kameraet på den lidt kolde side. Objektivet tegner skarpt over hele billedfladen, der under normale lysforhold er fri for billedstøj, ligesom objektivet ikke har nogen tendenser til at introducere vignettering. Purple fringing forekommer i moderat grad, og den automatiske hvidbalance kan snydes under ugunstige lysforhold.
Flashen angives at række på til 3,3 meter, men det var ikke muligt at opnå brugbare resultater på over 2,0 – 2,5 meter med et fuldt opladet batteri.
Vurdering: 3/6
Se mange flere billeder taget med Casio Exilim EX-Z1080 her.
HP Photosmart R742
I ægte HP Photosmart-stil er det ikke de mange forskellige indstillingsmuligheder, som kan forvirre fotografen, der holder et HP Photosmart R742 i hånden.
For der er ikke ret mange. Menuen rummer syv valg, hvoraf ”Optagefunktioner” dækker over yderligere ni motivprogrammer, hvoraf auto er det ene.
Kameraets design betyder, at det er meget nemt at have med overalt; med sine runde hjørner glider det ned i enhver jakkelomme, så man ikke har nogen undskyldning for ikke at have det med sig.
Seks betjeningsknapper er det blevet til – ud over de nødvendige tænd/sluk, zoom og udløserknap.
Den danske menutekst er meget pædagogisk og fortæller kort, hvad hvert enkelt valg indebærer; desuden findes der en mere uddybende hjælpetekst til hvert af de syv menupunkter.
Objektivet tegner pænt skarpt over hele billedfladen, og vignettering er ukendt – hvad man desværre ikke kan sige om den kromatiske aberration, hvis purple fringing er ret tydelig.
I zoomobjektivets vidvinkelende dannes desuden en smule pudeforvrængning.
Flashen rækker omkring 2,5 meter, og ligger dermed i ”standardområdet” for de små digitale kompaktkameraer.
Vurdering 2/6
Se mange flere billeder taget med HP Photosmart R742 her
Nikon Coolpix P5100
Er man vant til at fotografere med et Nikon kamera, vil Coolpix P5100 umiddelbart falde på plads i hånden. Betjeningsknapperne sidder, hvor de plejer – også hvis ”plejer” er en af Nikons D-SLR modeller.
Om det så er den kraftigt gummibelagte tommelfingerfordybning øverst til højre på bagsiden, mangler den heller ikke.
P5100 er en hel del større end de traditionelle lommekameraer, men det rummer til gengæld også mange flere kreative og fototekniske muligheder.
Af den grund skal man som nybegynder dog ikke afskrive P5100, for programhjulet rummer en fuldautomatisk indstillingsmulighed, som overlader alle de vanskelige valg til automatikken, og efterlader de kreative valg af motiv og beskæring til fotografen.
Den mere erfarne fotograf vil til gengæld værdsætte muligheden for programmeret automatik, blænde- og lukkertidsprioritering samt muligheden for at styre alt manuelt.
Skulle den kunstneriske muse have forladt en midlertidigt, kan man ty til en række motivindstillinger, hvor kameraet vælger den rette eksponeringskombination ud fra en indbygget database.
Nikon har med Coolpix P5100 ikke glemt den professionelle fotografs behov for ekstra udstyr, og der kan således tilsluttes ekstern flash (eller studielys) til supplement af den indbyggede, ligesom objektivets brændviddeområde kan udvides ved hjælp af henholdsvis tele- og vidvinkelkonvertere.
Billedmæssigt overgår Nikon-kameraet de øvrige testkandidater. Nikkor-objektivet tegner knivskarpt, og de 12 megapixels bidrager kun med en smule billedstøj, som Nikons nye Expeed-processor får fornuftigt styr på.
Farver gengives troværdigt og ægte. Objektivet er forsynet med Nikons egen VR-teknologi (Vibration Reduction), som modvirker rystelser i en grad, som indebærer, at man kan anvende op til tre trins længere eksponering.
Eller omsat til praksis: Uden at rystelser får nogen betydning, kan man anvende tre trins længere lukkertid – gå fra eksempelvis 1/125 til 1/15 sekund – eller gå tre blændetrin ned med samme lukkertid for at afkorte skarphedsdybden og sløre baggrunden.
Vurdering 5/6
Se mange flere billeder taget med Nikon Coolpix P5100 her.
Olympus SP-560UZ
Med denne moppedreng af et digitalt kompaktkamera er vi oppe i klassen mellem kompaktkameraer og D-SLR modeller.
Olympus har på samme måde som Nikon mere end skelet til den måde, D-SLR modellerne designes på, hvorfor SP-560UZ på trods af sin størrelse ligger rigtigt godt i hånden.
Den måske helt store overraskelse ligger i den kæmpezoom som Olympus har udstyret kameraet med.
Objektivet dækker brændviddeområdet 27-486 mm, og det er altså hele 18 gange optisk zoom i et objektiv, hvor største blændeåbning ligger mellem F2.8 og F4.5 afhængig af den valgte brændvidde – altså et ganske lysstærkt objektiv, der samtidigt rækker godt ned i vidvinkelområdet.
Hvad enten man som ny udi fotokunsten, foretrækker at indstille kameraet til fuldautomatisk fokusering og eksponering, eller foretrækker at klare alting manuelt – eller hellere vil arbejde med blænde- eller lukkertidsprioritering – kan Olympus SP-560UZ opfylde det hele.
Den indbyggede dansksprogede guide-funktion rummer 15 emner med tips til bedre fotos, og ved hjælp af de mange (25) motivprogrammer kan man altid finde et egnet, skulle kreativiteten midlertidigt være forsvundet.
Olympus-kameraet kan optage i RAW-format, og ejer du Adobe Photoshop skal du have fat i den helt nye Camera Raw 4.3 konverter, som gratis kan downloades fra Adobes hjemmeside.
Naturligvis følger der en RAW-konverter med ved køb af SP-560UZ, men Photoshops er altså klasser bedre.
Selv om der er tale om et ganske avanceret digitalkamera, er SP-560UZ ganske nemt at betjene i hverdagen. Olympus har udstyret kameraet med to forskellige anti-rystesystemer, hvoraf kun det ene er noget værd i praksis – nemlig den mekaniske, som flytter billedsensoren imod rystelsernes retning.
Det andet anti-rystesystem er baseret på, at kameraet automatisk øger ISO-værdien, hvorved der blot introduceres mængder af billedstøj, som selv ikke den indbyggede TruePic III billedprocessor kan fjerne uden tab af billedkvalitet.
Billedmæssigt ligger Olympus SP-560UZ på den neutrale side. På den ene side har objektivet flot styr på den kromatiske aberration, hvor der ikke optræder ret meget purple fringing. Til gengæld er der synlig vignettering ved største vidvinkelindstilling. Generelt tegner objektivet flot skarpt over hele billedfladen, og farvegengivelsen er som nævnt neutral.
Olympus SP-560UZ kan som sagt lagre mesterskuddene i RAW-format, men man skal have god tid. For kameraet er omkring 13 sekunder om at lagre billedet, og i den tid kan man ikke bruge det til noget andet. Med JPEG tager det tre sekunder at lage billedet.
Vurdering 4/6
Se mange flere billeder taget med Olympus SP-560UZ her.
Samsung NV8
Samsungs designere har tænkt sig godt om, da de formgav NV8, hvor sort er den altdominerende farve, og runde hjørner den fremherskende geometri. Objektivet er valgt fra tyske Schneider-Kreuznach, og det har været et godt valg.
Samsung tegner sig med NV8 for testens betjeningsmæssigt mest spændende digitalkamera. Ved hjælp af seks vertikale og syv horisontale, berøringsfølsomme trykknapper vælges de mange forskellige indstillingsmuligheder.
For på trods af at NV8 er blandt testens fysisk mindste modeller, gemmer det på rigtigt mange kreative muligheder.
Generelt kan man starte med at tage stilling til, om man ønsker programmeret automatik, manuel betjening eller fuld automatik. Men også en ASR-mulighed (Advanced Shake Reduction) med anti-rystefunktion samt 17 motivprogrammer er på menuen.
Billedmæssigt producerer NV8 lidt varme fotos med meget stor skarphed over hele billedfladen.
Vignettering er ukendt, og den kromatiske aberration er under fin kontrol.
Flashen er meget fikst og sikkert gemt under en klap, og den dukker først frem med et lille smæld, når der er brug for ekstra lys.
Udlysningen dækker et område på op til omkring 2,5 meter fra kameraet, og blandt flashfunktionerne er en rødøje-fix – ud over den traditionelle anti-rødøjefunktion, hvor flashen først affyres et par gange for at lukke øjets iris, før hovedflashlyset fyres af. Med rødøje-fix fjerner kameraet automatisk røde flashøjne inden billedet lagres.
Vurdering: 4/6
Se mange flere billeder taget med Samsung NV8 her.
Skemaer og resultater
Her er skemaer og resultater fra testen. Klik på billederne for se dem i et større format.
Først et skema med pris og specifikationer, derefter et med måleresultater.
Du kan også downloade resultaterne som PDF-fil her og her.
En samlet vurdering – vinderen kåres
Når man måler på digitalkameraer under studieforhold, kan det ikke undgås, at man afslører nogle forhold, hvis praktiske relevans kan diskuteres.
For det første kan man spørge sig selv, hvor mange professionelle fotografer, som ville drømme om at lave studieoptagelser med et kamera til 2.000 – 3.000 kroner. Næppe mange. Naturligvis vil købere til kandidaterne i denne stortest bruge kameraet i naturen, og til de mange indendørs begivenheder, hvor man almindeligvis medbringer sit kamera.
På den anden side skiller studieoptagelserne fårene fra bukkene, og de danner grundlag for at sammenligne efterfølgende kameratest på et uvildigt grundlag.
For når man baserer sin vurdering alene på udendørsoptagelser, vil mange ting påvirke resultatet. Blandt andet risikerer man meget let, at lyset skifter i den korte tid, det tager at skifte mellem to kameraer – for slet ikke at tale om, hvordan lyset kan skifte over hele testforløbet.
Ser vi på de enkelte kameraer så rammer Canon Digital IXUS 860 IS hvidbalancen rimeligt godt. De optiske forvrængningsformer er fint under kontrol, og støjniveauet ligger i mellemklassen. Opløseligheden ved makro er med 1.981 pixels/tomme testens bedste.
Casio Exilim EX-Z1080 har ikke styr på hvidbalancen, og udviser et støjniveau – især i den røde kanal, der nærmest må være en fejl, der heldigvis ikke bemærkes ved de udendørs optagelser.
HP Photosmart R742 klarer studiet skær flot med en glimrende hvidbalance og et støjbidrag, der er under kontrol.
Nikon Coolpix P5100 har godt styr på både hvidbalance og billedstøj, og opløseligheden ved makrofoto er testens næstbedste.
Olympus SP-560UZ imponerer ikke med styr på hvidbalancen, til gengæld har kameraet billedstøjen under kontrol.
Samsung NV8 styrer hvidbalancen rimeligt godt, men har til gengæld lidt problemer med billedstøjen. Makroopløseligheden er testens tredjebedste.
Og vinderen er...
Når jeg medtager alle testparametre, og bedømmer både studie- og udendørsoptagelser står slutspurten mellem Canon Digital IXUS 860 IS og Nikon Coolpix P5100.
Prismæssigt ligger de på linje med hinanden, og det gør de stort set også, hvad angår billedkvaliteten – på trods af at der er stor forskel på den samlede opløsning, hvor Nikon med sine 12 millioner pixels på CCD-chippen fører stort.
Canons større LCD-skærm vil helt klart tiltale nogle, mens Nikons optiske gennemgangssøger vil tiltale andre.
De tekniske detaljer tæller højt i denne test, og derfor udråber vi Nikon Coolpix P5100 som vinder.
