Spændende luksus-mobil fra B&O
Serenata er B&O's andet forsøg på at lave en unik mobiltelefon.
Første model var Serene - en motoriseret østers med nærmest pinefuld betjening. Heldigvis er Serenata mere omgængelig, men Bang & Olufsen har alligevel gentaget et par besynderlige designvalg.
Serenata er en velvoksen sag (63 x 110 x 20 mm - 136 gram). Tyngden bidrager til den oplevede kvalitet, men størrelsen er i overkanten. Apparatet virker dog langt fra klodset - med sin flotte kontrast af kølig aluminium og sort, gummiagtig plast.
Den afrundede form ligger godt i hånden, men ligesom sin forgænger skal Serenata vendes "på hovedet" - med skærmen nedad. Et argument lyder, at skærmen herved er mindre udsat for fedtpletter fra ørerne. Den køber vi ikke.
Tværtimod kan vi kun se ulemper ved at have skærmen nederst. Hånden dækker for menuerne, når man betjener apparatet, og mobilen kommer let i ubalance - med fare for at tippe bagover.
Lad tommelfingeren tage styringen
De fleste funktioner styres nemlig ved at føre tommelfingeren over det højt placerede drejehjul med knap i midten. Klikhjulet er ikke stjålet fra iPod, som mange tror. Tværtimod har Apple gaflet ideen fra B&O, der "opfandt hjulet" for over ti år siden med Beocom 6000 telefonen.
Hjulet er genialt, når man ruller gennem menuer og kontaktlister. Men det bliver en omvej, når man skal indtaste telefonnumre og skrive tekstbeskeder ved møjsommeligt at vælge tegn fra det cirkelformede skærmtastatur. Vi savner i den grad fysiske nummertaster.
Den kvadratiske skærm (240 x 240 punkter) er ellers trykfølsom - men ikke i den forstand at man frit kan udpege tegn og ikoner. I stedet er skærmen inddelt i grovere zoner, der virker som traditionelle valg-knapper.
Højtalere - og god bas
Serenata er en "slider-telefon", hvor bagkanten kan skydes op.
Men det er ikke et tastatur, der kommer til syne, for Serenata har som nævnt intet tastatur. Det er heller ikke et kamera - for sådan et har Serenata heller ikke.
I stedet afdækker manøvren en højttaler, som lader dig nyde musikken uden øretelefoner. En klap på bagsiden gør det muligt at stille mobilen på bordet, så den vinkles en smule opad.
Højttaleren ser ikke ud af meget, men den nyder godt af B&O's akustiske ekspertise - ikke mindst den berømmede ICEpower forstærker. Diskanten er klokkeklar, og mellemtonen er levende og nærværende. Naturligvis har B&O fyldt mobilen op med moderne jazz og klassisk musik, der netop spiller på disse frekvenser. Så hvad med bassen?
God bas
Vi fyldte test-eksemplaret op med de mest tænderraslende lavfrekvente numre - og blev overraskede. For her var ikke antydning af raslen eller forvrængning. De dybeste toner forsvinder naturligvis, men det samlede lydbillede fremstår fyldigt og balanceret.
Serenata kan ikke spille op til fester, men den kan sagtens fylde et mindre lokale med hyggelig baggrundsmusik. Når man skruer helt op, høres en svag baggrundssusen i de stille partier, men det er egentlig ikke generende. Snarere understreger det den næsten lp-agtige hifi-fornemmelse.
Den fænomenale højttaler er også en gevinst ved håndfri samtaler, og medhørs-funktionen aktiveres automatisk, når højttaleren skubbes op.
Selvfølgelig kan man også nyde musikken gennem det medfølgende stereo-hovedsæt. EarSet 3 er en videreudvikling af B&O's A8, som her har fået mikrofon og telefonknap. Normalt ville vi beklage os over, at man ikke kan tilslutte sine egne ørebøffer, men her er det lige meget, for du finder næppe noget, der spiller bedre end dette.
Ingen ekstra hukommelse
Derimod er det ærgerligt, at musiklageret ikke kan udvides med ekstra hukommelse. En sprække til SD-kort kunne let monteres ved batteriet - uden at skæmme designet. I stedet har Serenata et fast lager på fire gigabyte, og det rækker trods alt til op mod 1.000 sange. Så længe du altså holder dig fra ukomprimeret musik, som afspilleren også kan håndtere.
Sangene kan overføres med B&O's BeoPlayer-program, men heldigvis kan de også hives over med musen på almindelig pc-maner. Her kunne Apple lære noget.
Til gengæld holder det ikke at lancere en musik-mobil uden FM-radio. Og når nu telefonen er proppet med MP3-filer, burde det være muligt at bruge musikken som ringetoner. I stedet står valget mellem nogle højst excentriske bankelyde med klang af glas, porcelæn eller træ. Stilfuldt og liebhaveragtigt - men det havde vel ikke skadet at give mulighed for at vælge noget andet.
Telefon-elektronik fra Samsung
Telefon-elektronikken er nok engang leveret af Samsung. Men menuerne er tydeligvis fra Struer - med stringent farvevalg og konsekvent brug af tekst i stedet for ikoner. Tastaturlåsen kunne dog være smartere, og det er irriterende, at drejehjulet ikke fungerer, når skærmen er gået i strømspare-tilstand.
Præget af minimalistisk elegance
Skærmens kulør viser, om apparatet er i telefontilstand (blå) eller musiktilstand (rød). Du har fint overblik over musiksamlingen, og ligesom på iPod kan du bladre gennem album-covers. Når man skruer op for lyden med drejehjulet, spejles niveauet med en tiltagende rød cirkel på skærmen. Det er præcis denne minimalistiske elegance, man betaler for - og modtager til fulde - når man vælger Serenata.
Men der er sørme også meget, som man ikke får. Serenata har færre funktioner end konkurrenternes basis-modeller. For eksempel er det ikke muligt at tilføje funktioner med java-programmer. Dette er ekstra ærgerligt, fordi weblæseren er uegnet til almindelige websider.
Uden kamera kan du også glemme alt om videosamtaler. Så selv om Serenata faktisk er en 3G-mobil, får man ikke meget ud af den ekstra båndbredde.
Ikke en teknisk telefon
Batteriet holder til op mod tre timers tale eller 280 timers standby. Naturligvis en del mindre hvis du hører musik i højttaleren (fem timer) eller øretelefonerne (13 timer).
Det har aldrig ligget til B&O at konkurrere på mængden af tekniske finesser. Tværtimod skiller firmaets produkter sig ud ved en række dristige fravalg. Man kan indvende, at det vel ikke havde skadet at indbygge en FM-radio - og måske et lille kamera bag højttaleren, men sådan kunne man jo blive ved. Og i så fald ville man, før man vidste af det, stå med en Samsung-mobil med B&O-logo. I stedet fremstår Serenata som et rendyrket B&O-produkt, selv om koreanerne faktisk har fået lov at plante deres logo på fronten.
Serenata er et produkt af den slags, man køber med følelserne uden på tegnebogen. Prisen er vanvittig, og sammen med de uheldige designvalg må det nødvendigvis trække ned i vores vurdering. Mindre nøgterne forbrugere vil gladeligt lade sig lokke af B&O's forførende serenade.