En god printer, der ikke kan anbefales
Dell leverer det hele via fragtmand, både pc'er, notebooks, skærme og printere.
Multifunktionsprinteren Dell Photo All-In-One Printer 928 er spritny og fokuserer på kopiering, scanning og udskrivning. Telefaxfunktioner nævnes der ikke noget om, men hvem bruger også telefax i dag? (Ok, ok, det er der faktisk mange der gør.)
Som det kan ses på karakteren scorer Dell ikke højt med denne printer, selv om den er solidt udført og leverer en nydelig udskriftskvalitet. Årsagen til den lave karakter skal findes andre steder.
Fakta om Dell Photo 928
928'eren tilsluttes pc'en via USB og kan udskrive op til 24 sider i minuttet med op til 4800 dpi opløsning. Scannerdelen har en optisk opløsning på 1200x4800 dpi, og ved fotokopiering præsteres der op til 17 farvesider i minuttet og 20 sort/hvide sider.
Der kan være 100 ark i papirbakken og 50 i udbakken, og man kan udskrive på de fleste papirformater, inklusive diverse kuverter og fotopapir.
Forrest sidder en kortlæser, der kan læse Compact Flash I & II, MemoryStick og MemoryStick PRO, SD, Microdrive, MMC og xD-kort.
Der er også et PictBridge USB-stik, hvor man kan indsætte USB-nøgler eller en Bluetooth-adapter og kommunikere med printeren ad den vej.
Ifølge den elektroniske håndbog understøttes kun Bluetooth-adapterne D-link DBT-120 og Acer BU2.
God konstruktion, gode farver
Når printeren tages op ad kassen, mærker man straks, at den er solidt udført, og dette første indtryk ændres der ikke på.
Plastikkvaliteten og konstruktionen generelt virker fornuftig, og man kommer fikst til farvepatronerne ved at løfte scannerdelen, der holdes oppe af en arm ligesom kølerhjelmen på en bil.
Inde i printeren er der desuden lavet en lille "garage", hvor man kan parkere den sorte patron, når man bruger fotopatronen eller omvendt. Det er godt design, og det er også godt tænkt, at der øverst på papirholderen står trykt, hvordan papir, fotopapir og kuverter skal ilægges.
Ved udskrivning af almindelig tekst er der intet at klage over, og farveudskrifterne går også godt. Der høvles dog lidt rigeligt sort blæk ud, for udskriften har våde pletter af sort blæk, når den ender i papirbakken.
Når papiret er tørret, er resultatet dog pænt, og især farverne skal roses. De er lige i øjet. Der er lidt tendens til striber i de sorte områder, men ellers er farveudskrifterne ok.
Ved udskrift af fotos på Dell Premium fotopapir er kvaliteten over middel, men heller ikke mere. Farverne er igen strålende, men der er lidt grums i de lyse områder, og når man vælger "Til kant" får man stadig 1-2 millimeter uudnyttet papir hele vejen rundt om motivet. Det er lidt utilfredsstillende.
Er Dell lidt fedtede?
På mange måder er Dell's 928'er en ret god printer, men den har også minussider. Ved udpakningen viste det sig, at der hverken var inkluderet kvikstart-guide, håndbog, strømkabel eller USB-kabel.
Det er højst besynderligt, og et kig i den elektroniske manual på cd-rom'en afslørede da også, at der skulle have været både kvikstart-guide, håndbog og strømkabel i pakken. Vi vil derfor være gavmilde og antage, at Dell har klokket i det med netop dette testeksemplar.
Men det manglende USB-kabel nævnes flere gange i den elektroniske manual som noget, der sælges separat. Og i en PDF-fil med printerens faktaark tilsendt direkte fra Dells PR-bureaue angives USB-kablet også som noget, man skal købe ved siden af.
Kære Dell: Det er for fedtet. Et USB-kabel koster jer ikke ret mange kroner i indkøb, og I må hellere hæve prisen for et kabel end udelade det. Som kunde bliver man frygtelig irriteret og ender med et indtryk af Dell som et nærigt firma.
Lidt knas med elektronikken
928'eren er baseret på et system med to patroner, en sort og en med farver, hvilket giver et unødigt og fordyrende blækspild. Der er mange printere, som bruger dette system, men det er jo ikke en undskyldning.
Ud over drivere og elektronisk håndbog får man også tilbudt at installere ScanSoft OmniPage SE 4 og Corel Snapfire Plus SE samt Dell All-In-One Center.
Det er meget fint, men det viser sig, at Snapfire kun er en prøveversion, der skal købes for 35 dollar efter 60 dages brug.
Dette er i sig selv kun et mindre irritationsmoment, indtil man starter Dells eget All-In-One Center, som fungerer som brugerens hovedkontrol af printeren.
Klikker man her på enten "Udskriv foto" eller "Projekt" startes Snapfire nemlig, så det er altså slut med disse funktioner efter to måneder, med mindre man punger ud. Igen får man indtryk af, at Dell er nærige.
Der er også lidt knas med elektronikken. Man skulle kunne udskrive billeder direkte fra hukommelseskort eller en USB-nøgle, men når dette blev forsøgt, viste printeren blot beskeden "Ingen hukommelseskort" i displayet.
Hverken et 4GB, et 512MB, et 32MB SD-kort eller en USB-nøgle lykkedes det at udskrive fra via panelet. Men Windows kunne sagtens læse billederne via printerens kortlæser, så den virker altså, selvom panelet fejlede.
Sidste klagepunkt i denne omgang skal gå på, at printeren crashede og måtte slukkes via stikkontakten, da en udskrift blev annulleret via printerens eget statusvindue. Av for pokker.
Konklusion
Der er meget godt at sige om Dell Photo All-In-One Printer 928, og langt hen ad vejen er det en virkelig dejlig printer. Men Dell burde sætte ind på tre områder: 1) Læg et USB-kabel med i kassen. 2) Inkluder en fuld licens til Snapfire eller vælg et andet program. 3) Kom straks med en firmwareopgradering som løser de problemer, printeren desværre har.
Når det er gjort, kan vi snakke om en flot karakter. Indtil da kan printeren ikke anbefales og må med tungt hjerte ligge på en middelmådig karakter.