Sikkerhedsduel: Norton mod McAfee
De hedder næsten det samme og koster næsten det samme.
De henvender sig til samme målgruppe med stort set samme funktioner, og så er de begge produceret af veteraner på it-sikkerhedsområdet.
Men skal det være Norton eller McAfee, der skal beskytte pc'en mod virus, spam, hackere, phishing, orme og alt det andet onde på internettet?
Man kunne fristes til at tro, at det var hip som hap.
At der nok ikke var den store forskel på de to produkter, og at man lige så godt kunne snuppe den billigste eller den pæneste eller den med det mest tillidsvækkende billede på pakken.
Men så ville man tage fejl.
Der er nemlig betragtelige forskelle på de to Internet Security-produkter, og den ene kan klart anbefales frem for den anden.
Hvad kan Norton?
Norton Internet Security 2007 inkluderer Norton AntiVirus, Norton Personal Firewall, Norton Antispyware og Norton Antiphishing.
Antivirus beskytter pc'en mod virus og orme, firewall forhindrer angreb mod pc'en og stopper uautoriserede programmer i at sende data ud på nettet, antispyware afslører programmer, der overvåger pc'en, og antiphishing advarer mod forsøg på bedrageri og falskneri.
Hele herligheden styres fra Norton Protection Center, der lægger sig i proceslinjen, men også kan minimeres til systembakken.
Norton positiv
Det er nemt at definere og køre systemscanninger, og Norton tilbyder også en "Sikkerhedskontrollør", som checker svagheder i indstillinger for browser, onlinemeddelelser, IP-adresser og Windows' adgangskoder. Flytbare medier, e-mails og filer scannes og overvåges automatisk, og man kan aktivere beskyttelse for Yahoo, AOL og Microsoft IM-klienter.
Under indstillinger for beskyttelse mod spyware kan man aktivere og deaktivere beskyttelse mod blandt andet hackerværktøjer, opkaldsprogrammer, adware med videre, men hvorfor man skulle have lyst til at slå nogle af disse beskyttelser fra, det er ikke forklaret.
Norton LiveUpdate holder programmerne og virusdefinitioner med mere opdateret nemt og forholdsvis automatisk. Man bliver dog bedt om at bekræfte opdateringer, hvilket er lidt overflødigt.
Norton negativ
Det er særdeles let at betjene Norton Internet Security 2007.
Brugergrænsefladen er nydelig, logisk og intuitiv, men samtidig også blottet for tekniske detaljer.
Først når man åbner indstillingsvinduerne for de forskellige tjenester, konfronteres man med teknikken, og så foregår det stadig på et let og overskueligt niveau.
Det kan man til gengæld ikke sige om rapporterne, der opsamles i en aktivitetslogfil, som almindelige mennesker ikke bliver klogere af at kigge på.
Det lette informationsniveau og den forholdsvis skjulte teknik gør Norton Internet Security 2007 attraktiv for dem, der helst vil leve i lykkelig - og sikker - uvidenhed.
For de teknisk inklinerede er denne vej dog nok lidt utryg.
Hvad kan McAfee?
McAfee reklamerer med 8-i-1 beskyttelse, når man køber McAfee Internet Security Suite 2007.
Det er fordi, suiten indeholder 1) antivirus 2) antispyware 3) firewall 4) diskoprydning 5) sikkerhedskopiering 6) identitetssikring 7) antispam og antiphishing samt 8) webfilter.
Alt dette får man via programmerne SecurityCenter, VirusScan, Personal Firewall, SiteAdvisor, SpamKiller, Privacy Service og Data Backup.
De fleste af dem burde være forholdsvis selvforklarende for PC Worlds læsere, men nummer seks ("identitetssikring") skal lige uddybes lidt.
Det går nemlig ud på, at man kan registrere oplysninger såsom ens kreditkortnummer, telefonnummer eller lignende, som ikke må sendes ud af pc'en.
Prøver man selv eller et spyware program at sende eksempelvis en e-mail med indholdet "Dankort: 1234-5678-4321-8765" ændrer McAfee beskeden til "Dankort: ****-****-****-****".
McAfee positiv
Man får et komplet overblik over pc'ens sikkerhed i McAfee SecurityCenter, som lægger sig i systembakken.
Man klikker på hovedområderne Computer & Filer, Internet & Netværk, E-mail & IM samt Forældrestyring for at få yderligere oplysninger, hvorvidt sikkerheden for disse områder er aktiveret, og fra samme oversigt er det let at klikke på Konfigurer-knappen for at få fat i indstillingerne.
Ud over de nævnte programmer til beskyttelse af pc'en og netværksforbindelsen er der også et par værktøjer, der skal fremhæves. Et af dem er knappen "Lås firewall", som øjeblikkeligt blokerer al ind- og udgående trafik.
Den er rigtig fiks, hvis man får akut mistanke om, at der foregår noget fordækt på pc'en. Et andet værktøj er trafikovervågningen, der fører statistik over, hvor meget båndbredde man bruger, samt hvilke programmer der bruges mest.
McAfee negativ
Man føler sig rigtig godt dækket ind sikkerhedsmæssigt med McAfee Internet Security Suite 2007, og der er tilsyneladende fuld adgang til alle de tekniske detaljer.
Det er sådan set strålende, men ikke hvis man let bliver skræmt af knapper og dialogboks og masser af teknologiske udtryk og begreber.
Man kan også argumentere for, at McAfees programmer til oprydning i filer og defragmentering af harddiske er ret overflødige, da disse funktioner er indbygget i Windows og derfor ikke er nødvendige at købe.
Samtidig med at man som nævnt føler sig godt dækket ind, får man også fornemmelsen af, at McAfee har inkluderet alt, hvad de havde af værktøjer og utilities for at få suiten til at bugne.
Konklusion
Dommen er klar: McAfee giver flere funktioner og flere konfigurationsmuligheder for færre penge end Norton.
I direkte sammenligning er der tilsyneladende ikke noget Norton kan, som McAfee ikke kan matche.
Det eneste umiddelbare argument for at vælge Norton skulle være den simplere brugergrænseflade.
Norton vil være det rette produkt til dem, der vil have deres sikkerhed supersimpel og uden for mange valgmuligheder.
Til alle andre er McAfee Internet Security Suite det bedste produkt. McAfee har fravalgt den forsimplede vej og henvender sig direkte til hardcore pc-brugere, som vil sikres mod alt og have hånd og hanke med, hvad der foregår.
Spørgsmålet er altså blot: Hvilken type er du?