Intel har været ganske åbne omkring de næste par års kommende processormodeller, og særligt den kommende 45 nanometer-generation. Modellerne har kørt i længere tid i Intels laboratorier, mens Intels teknikere kæmpede med at få produktionsprocessen på plads. Men nu er der mere nyt direkte fra Intel.
Ikke så overraskende vil de kommende 45 nanometer-modeller have flere transistorer end de eksiterende Core 2 Duo modeller, men vil på grund af den nye produktionsproces være omkring 25 procent mindre.
Udover størrelsen løfter Intel sløret for, at topmodellen udstyres med hele 12 Mb cache. Den aktuelle quadcore topmodel QX6700 har i dag 8 Mb. En række af de nye dualcore modeller udstyres desuden med 6 Mb Cache. I alt ventes der seks modeller i 45 nanometer-serien, kaldet Penryk, klar. Med server- og mobilprocessorer oveni forventes Intel at lancere i alt 15 produkter med 45 nanometer-teknologi.
Penryn-serien byder desuden på nye modeller indefor mobile processorer, som udstyres med en ny strømbesparende teknologi, der lader processoren gå i dvale. Læs hele Intels gennemgang af de to næste processorgenerationer her.
Patriotisk processor
I øvrigt kan man jo så føle sig lidt patriotisk, for Intel beskriver at den nye transistorteknologi i Penryn-processorerne, kaldet High-K+, er baseret på grundstoffet Hafnium - som i 1923 blev opdaget i, og opkaldt efter, København.
Der er fortsat intet nyt om lanceringsdatoen, men vi skal nok have bærbar-platformen Santa Rosa lanceret før Intel kommer med mere. Danske Zepto har allerede annonceret de første Santa Rosa-baserede bærbare, så forvent annonceringer fra alle store bærbarproducenter sidst på måneden.
Husk at PC World har interviewet Jon Jadersten fra Intel om alle de nye teknologier i Santa Rosa.