Sådan får du internet på farten
Du har købt dig en bærbar computer, installeret trådløst netværk, og kan nu surfe på ADSL-forbindelsen overalt i huset:
Du kan finde Jamie Olivers opskrifter, mens du står i køkkenet. Du kan sidde i sofaen og “google” svaret, mens Peter Kær leger tidstrækkeri i “Hvem vil være millionær?”; du kan ligge i sengen og sende e-mails eller opdatere din weblog. I dag hedder “frihed” trådløst internet.
Men hvad gør du, når du træder ud af døren? Du har ganske givet den bærbare med i tasken, men hvis man nu skal være helt ærlig, kan man ikke bruge en computer uden internetadgang til særligt meget.
Fortvivl ikke. Der findes nemlig masser af muligheder for at holde forbindelsen til nettet, når man er på farten.
Netop de mange muligheder gør det dog noget kompliceret at finde ud af, hvad man skal vælge at satse på. Kan man nøjes med sin nuværende mobiltelefon, som kobles sammen med den bærbare via et kabel eller Bluetooth?
Eller skal man have fat i et særligt indstikskort, så maskinen kan komme på det “mobile bredbånd”? Eller findes der andre muligheder? Og hvad sker der i fremtiden?
Det er de spørgsmål, vi tager fat på her.
Vi beskriver mulighederne og teknologien, og vi har testet stabilitet, udbredelse og hastighed for de forskellige løsninger.
Afdæk behovet
Det væsentligste spørgsmål er som i så mange andre sammenhænge også her: Hvad er dybest set dit behov?
Har man blot behov for en gang imellem at kunne gå på nettet og hente og sende e-mails, behøver man ikke en stor – og dyr – løsning. Her kunne man ganske givet sagtens nøjes med at købe et simpelt kabel, koble sin mobiltelefon sammen med computeren og gå på nettet via mobilnettet. Her sender og modtager man data via GPRS.
Hastigheden på GPRS er utroligt lav, og det koster let en del kroner, hvis man gør meget mere end at hente og sende e-mails i ren tekst.
Derfor er sådan en løsning heller ikke optimal, hvis man har brug for at surfe eller sende og modtage mails med vedhæftede filer.
Har man den slags behov, hedder løsningen enten EDGE eller 3G. Ganske som med den simple mobiltelefon-løsning kan man i denne sammenhæng benytte en mobiltelefon, der understøtter enten 3G eller EDGE. Man kan også købe særlige indstikskort til pc’en (PCMCIA-kort), som normalt er væsentligt lettere at sætte op, men som i bund og grund fungerer på fuldstændig samme måde.
Hotspots er hurtige
Løsningerne baseret på mobil-nettet har naturligvis den fordel, at man kan komme på nettet overalt. Hele landet er naturligvis ikke dækket af hverken 3G eller EDGE, men så kan man i det mindste altid fange den sløve GPRS-forbindelse.
Har man ikke behov for at komme på nettet overalt, er der et par andre løsninger, som kan være interessante.
Mest oplagt er de mange tusinde såkaldte hotspots, der skyder op overalt i landet. Hotspots er trådløse netværk, som man enten kan benytte gratis eller mod betaling.
De store teleselskaber har efterhånden etableret en masse hotspots overalt i landet. Oftest finder man dem på hoteller, caféer, benzinstationer, motorvejsrestauranter og andre steder, hvor man kunne tænkes at finde på at hive sin bærbare computer frem for lige at komme i forbindelse med omverdenen.
For at bruge hotspots kræver det blot, at din bærbare computer har et trådløst netværkskort indbygget.
Langt de fleste hotspots koster penge at bruge. Man kan ofte enten købe små skrabekort, som giver adgang til eksempelvis en times internetadgang, ligesom man kan købe adgang direkte på nettet, hvis man har et kreditkort.
Nogle hotspot-udbydere tilbyder også, at man kan købe adgang via sin mobiltelefon.
Der er to væsentlige fordele ved hotspots frem for mobiltelefon-løsningerne. For det første går det normalt ret stærkt. De fleste hotspots kører på en ADSL-forbindelse med 2 Mbit/s download og 512 Kbit/s upload. Så man kan uden problemer streame video eller sende adskillige store billedfiler tilbage til hovedkontoret.
De anden fordel er prisen. Mobilløsningerne koster penge per megabyte data, man henter eller sender. Prisen varierer, men 10-25 kroner per megabyte er ganske almindeligt. På hotspots betaler man for tiden – ikke datamængden. Så sender eller henter man ofte store mængder data, kan hotspots være mere attraktive end mobilløsningen.
Den faste, mobile forbindelse
Bor man i det stadig noget begrænsede dækningsområde, og har man blot brug for at have en internetforbindelse, som man kan tage med sig over til studiekammeraten, kunne WiMax være en løsning.
WiMax er en ret ny teknologi, som populært sagt er en mellemting mellem en 3G-forbindelse og ADSL.
I realiteten har WiMax intet med hverken mobiltelefoni eller ADSL at gøre. I modsætning til de andre trådløse teknologier har WiMax både en meget høj hastighed og en meget lang rækkevidde.
Det betyder, at man relativt let kan dække et stort område med WiMax-forbindelser, der på hastigheden helt kan måle sig med mellemstore ADSL-forbindelser.
Desværre kræver de nuværende løsninger, at man slæber en box på størrelse med en bærbar computer med rundt. Og boxen skal have strøm fra et 220V-stik, så helt mobil bliver man ikke.
Fordele og ulemper
Der er altså rigeligt med muligheder, men hver især har de sine fordele og ulemper.
Vi har testet de forskellige muligheder grundigt igennem og giver her en grundig beskrivelse af både teknologierne, hvordan de virker og et par gode tips til, hvornår man skal vælge hvad.
GPRS: Langsom, men god dækning
GPRS er anden generation af mobil dataforbindelse. I modsætning til første generation, hvor man brugte telefonen til at skabe en modemforbindelse, er GPRS kendetegnet ved, at man kan have forbindelse hele tiden – uden at blokere linjen.
Samtidig betaler man ikke per minut, man er forbundet, men derimod per sendt og modtaget kilobyte.
Næsten alle mobiltelefoner, der er købt de senere år, understøtter GPRS, men det er kun, hvis telefonen på en eller anden måde kan kobles sammen med en computer, at GPRS-forbindelsen kan bruges til andet end WAP-surfing på mobilen.
Vi testede med en ældre Sony Ericsson T630 koblet til en bærbar computer via Bluetooth samt Infrarød.
Opsætning af en GPRS-forbindelse kan være noget af en udfordring. Først skal du have aktiveret GPRS på dit mobilabonnement samt sætte det op på telefonen. De fleste teleudbydere tilbyder i dag, at man kan få sendt opsætningen direkte som en særlig SMS-besked.
Når det er gjort, skal man have forbundet telefonen og pc’en - enten via kabel, infrarød eller trådløst via Bluetooth.
Er man heldig, kan man på mobilproducentens webside finde et program, der gør arbejdet noget lettere, og ofte er teleselskaberne i stand til at hjælpe med opsætningen.
Når man har fået det hele til at spille, opdager man hurtigt, at man pludselig er bombet tilbage til internettets spæde barndom. Hastigheden er urimeligt langsom. Under vores test hentede vi oftest med 2-5 kb/s. Det gør det praktisk talt umuligt at bruge en GPRS-forbindelse til andet end at hente og sende e-mails eller chatte over Messenger. Og selv det kan være en pinefuldt langsom oplevelse.
Til gengæld er GPRS-teknologien så gennemafprøvet, at vi ikke oplevede udfald i testen. Samtidig kunne vi komme på overalt, hvor vi forsøgte. Selv i metroen under Københavns gader fangede vi GPRS-signaler.
Alle danske teleselskaber understøtter i dag GPRS, og alle master er opdaterede, så man burde faktisk kunne komme på GPRS-nettet overalt i landet.
Selv om hastigheden er begrænset, kan man dog hurtigt komme til at bruge en del penge. GPRS-trafik afregnes per megabyte, og ofte er prisen ganske høj: 10-25 kroner per megabyte er ganske almindeligt. Man står sig derfor godt ved at holde øje med surferiet, og det kan være en god idé at installere et lille program, der holder øje med, hvor mange megabyte, man har sendt og modtaget.
3G: Høj hastighed, dårlig dækning
Der findes i dag tre danske teleoperatører, der har åbnet for deres 3G-netværk, nemlig TDC, Sonofon og 3. At Sonofon og TDC har åbnet for 3G betyder også, at de udbydere, der bruger disse selskabers net, har mulighed for at tilbyde 3G, hvilket eksempelvis Telmores kunder kan være glade for.
Vi har testet en 3G-forbindelse på TDC’s netværk med et Telmore-abonnement. Til testen har vi benyttet en Nokia N80, der understøtter UMTS-standarden. Vi koblede den til en computer via det medfølgende USB-kabel.
Her skal der være plads til lidt ros til Nokia, for den cd, der følger med N80’eren, gør det ufatteligt simpelt at sætte forbindelsen op på pc’en. Man følger blot guiden, vælger TDC som udbyder, og efter to minutter var vi kørende med en fin forbindelse.
I hvert fald midt i København. Her var hastigheden også helt oppe at ringe, og der var intet at komme efter – det spillede bare.
3G lover hastigheder på 384 kbit/s, og det bliver indfriet. Så høje hastigheder giver også mulighed for, at man kan streame radio, men ganske som med EDGE og GPRS skal man også her passe på pengepungen. For 3G-datatrafik koster også en bondegård, hvis man bare lader DR Soft køre i baggrunden.
3G-forbindelsen er hurtigere end EDGE - ingen tvivl om det. Til gengæld er dækningen absolut ikke noget at råbe hurra for – endnu. TDC har meldt ud, at man her ikke satser på at udbygge sit 3G-net særlig hurtigt, og det samme har Sonofon. I stedet vil man i begyndelsen fokusere på de større byer.
Vi testede forbindelsen på en togtur over Sjælland, og her var det tydeligt, hvad denne beslutning har af konsekvenser. Når der ikke var 3G-dækning, burde telefonen selv finde over på en GPRS-forbindelse, så man i det mindste ikke røg af MSN Messenger og stadig kunne tjekke mail.
Vi oplevede imidlertid flere gange, at dette skift ikke skete automatisk. I stedet blev vi smidt af, og så måtte vi manuelt skabe forbindelse igen.
Årsagen kan både være en fejl i telefonen og i nettet, men da vi også oplevede det samme med en anden 3G-telefon på TDC’s net, peger pilen i retning af et problem på nettet.
WiMax: Meget høj hastighed, men lille mobilitet
WiMax er en forkortelse for Worldwide Interoperability for Microwave Access. Det er en fælles betegnelse for teknologier, der er baseret på standarderne IEEE 802.16 og ETSI HiperMAN.
I bund og grund er ideen med WiMax, at man kan opnå høje trådløse hastigheder over lange afstande. Man kan let dække et stort byområde med WiMax med nogle få, centralt placerede antenner.
Det gør det oplagt, hvis man ofte har brug for at tage sin forbindelse med rundt. Har man eksempelvis en kolonihave i Københavns-området, er det oplagt at overveje en WiMax-box, så man både kan bruge sin forbindelse derhjemme og i haven.
Eller hvis man ofte er ude hos kunder, der ikke har et åbent trådløst netværk, kan det være smart at have sin egen forbindelse med.
Der findes et par udbydere af WiMax i Danmark i øjeblikket, men privatmarkedet domineres af Clearwire, der i et stykke tid har leveret trådløst bredbånd i flere store byer.
Clearwires løsning er endnu ikke helt mobil. Den består af en boks på størrelse med et ringbind, der kobles direkte til computerens netstik samt til en stikkontakt. Boksen skal nemlig have strøm, og det sætter naturligvis begrænsninger for, hvor man kan komme på nettet.
Vi testede boksen med en bærbar computer forskellige steder i Københavnsområdet. Alle steder var indendørs, men boksen blev placeret i en vindueskarm, så der var “frit udsyn”.
For det første var vi imponerede over, hvor let det var at sætte op. Der skulle strøm på, og så et almindeligt netværkskabel mellem boks og computer. Boksen har selv en DHCP-server, og efter få sekunder fik computeren tildelt en IP-adresse. Når boksen havde søgt færdigt, indikerede nogle lamper på toppen, hvor godt signalet var.
I stueetagen på et hus midt i København fik vi umiddelbart ikke et godt signal, men vi flyttede lidt rundt på boksen, og det lykkedes os at få tændt alle lamperne på nær en.
Her kørte vi TPTEST, som er IT- og Telestyrelsens program til at teste sin forbindelseshastighed, og den viste, at de lovede 2 Mbit/s også blev leveret. Faktisk slog den ud på 2,16 Mbit/s i download-hastighed, og det skal man jo ikke klage over.
WiMax giver altså en ganske glimrende forbindelse ud i verden, og vi oplevede ingen udfald, når boksen stod placeret stille.
Flyttede vi den rundt, gik signalstyrken ned.
Sådan en boks pynter ikke just i vindueskarmen, men desværre var signalet ikke kraftigt nok til, at det kunne fanges, hvis ikke boksen stod i vinduet. Det samme gjorde sig gældende de andre steder, hvor vi testede boksen. Det bedste signal fik vi, hvis vi tog boksen med udendørs - med en god lang forlængerledning.
Der er ikke noget at udsætte på kvaliteten af WiMax-forbindelsen, der var ganske stabil. Vi testede med et par samtaler over Skype både med og uden webcam, og der var ikke noget problem.
Der skal dog et par forbedringer til, før vi rigtig tror på WiMax-konceptet som andet end et niche-produkt til folk med særlige behov. For det første ville det være oplagt, hvis boksen blev væsentligt mindre.
For det andet kunne vi godt ønske os, at der var indbygget trådløst LAN i boksen, så man undgik en ledning mellem boks og computer. Regn dog med at WiMax-kort bliver indbyggede i visse bærbare computere inden for kort tid.
EDGE: God dækning og hastighed
EDGE står for Enhanced Data rates for Global Evolution, og teknologien muliggør hastigheder på op til 120 kbit/s. Det svarer til cirka det dobbelte af, hvad en god, gammeldags ISDN-forbindelse kan levere.
EDGE er en overbygning på GPRS, og det betyder, at det kun kræver ganske få investeringer for teleselskaberne at understøtte EDGE.
Telia er den eneste danske operatør, der i øjeblikket tilbyder EDGE. Ligesom med GPRS kan man benytte en mobiltelefon, der kobles til en computer via kabel, infrarød eller Bluetooth, men man kan også købe et særligt indstikskort i PCMCIA-formatet, som installeres i computeren. Kortet kræver, at man indsætter et SIM-kort fra Telia, hvor EDGE er aktiveret.
Fordelen ved denne løsning er naturligvis, at man slipper for at have mobilen med, ligesom arbejdsgivere let kan udstyre medarbejderne med en bærbar pc med kortet indbygget.
Vi har testet Telias eget PCMCIA-kort, der kommer fra Sony Ericsson og bærer navnet GC85. Udover EDGE understøtter kortet naturligvis også GPRS samt Wi-Fi, hvis det ikke er indbygget i den bærbare i forvejen.
GPRS-understøttelsen er nødvendig, da det endnu ikke er alle master, der er opgraderet til EDGE. Telia har oplyst, at 90 procent af selskabets master er EDGE-parate, og det er derfor sjældent, at man vil opleve, at der ikke er adgang til de høje EDGE-hastigheder.
Vi testede EDGE-kortet i forskellige oplagte situationer, blandt andet i et sommerhusområde, på et par storbycaféer og i en park. Vi oplevede faktisk kun problemer i udkantsområderne, for eksempel på det nordvestlige Sjælland, hvor det ikke var alle masterne, der var opdateret til EDGE endnu.
Teoretisk set burde EDGE-forbindelsen give os en download-hastighed på 100-120 kbit/s. Vores test viste dog, at hastighederne svingede meget, især når man kom lidt væk fra masten, og forbindelsen blev svagere.
Til gengæld oplevede vi ikke de samme problemer som med 3G-forbindelsen, hvor forbindelsen røg, når signalet blev for svagt. PCMCIA-kortet skiftede eksempelvis selv over til GPRS, hvis EDGE-signalet røg – og tilbage igen. Vi oplevede altså ikke direkte udfald, men derimod blot hastighedsændringer.
Det kan godt være, at 120 kbit/s lyder af meget, når man sammenligner med GPRS, der ligger på 30-50 kbit/s. Og det er da også væsentligt bedre end GPRS. Men der er stadig lang vej til “mobilt bredbånd” – i hvert fald, hvis man er vant til en middelhurtig ADSL-forbindelse.
Man kan undre sig lidt over, at det kun er Telia, der har valgt at satse på EDGE her i landet. Der kommer nemlig stadig flere telefoner, der understøtter EDGE, og hvis man blot har brug for en mellemhurtig mobil internetforbindelse, kan EDGE ofte være et glimrende alternativ til 3G.
For nok er 3G-forbindelserne hurtigere end EDGE, men til gengæld dækker Telias EDGE-netværk væsentligt bedre, end de nuværende 3G-netværk gør.
Skema - få det totale overblik
Dette skema giver et overblik over GPRS, EDGE, 3G, Wi-Fi hotspots, Wi-Max, og hvordan de klarer sig, når det gælder hastighed, dækning, mobilitet og pris.
Klik på billedet for at se det i stort format.
Hvad sker der i fremtiden?
Både på kort og langt sigt er der spændende nye tiltag på vej på det mobile område. Her er en oversigt over, hvad vi kan forvente at se i fremtiden.
Trådløse netværk
Der er efterhånden ganske mange hotspots rundt om i Danmark og resten af verden. Og antallet bliver ved med at vokse i den kommende tid. På OpenWiFi.dk, der er den største database over hotspots i Danmark, er der foreløbig registreret over 1.000 aktive hotspots.
Men det tal vil helt sikkert blive meget større, blandt andet fordi den engelske hotspot-udbyder, The Cloud, har meldt sin entré på det danske marked og annonceret, at de vil etablere mindst 500 nye hotspots.
Men det er nok mere en anden aktør, man skal holde øje med, nemlig FON.
FON er et internationalt netværk, der går ud på, at man deler sin internetforbindelse med andre FON-brugere. Er man tilmeldt FON-netværket, og ens internetforbindelse er aktiv på netværket, så har man adgang til alle andre FON-forbindelser i hele verden.
FON er endnu ikke rigtigt i gang i Danmark, men selskabet bag har sagt, at de vil forære ikke mindre end 50.000 FON-routere til interesserede danskere i december i år. Og hvis blot halvdelen af disse routere bliver aktive, så har FON det absolut største antal hotspots i Danmark med ét slag. Se mere på www.fon.com.
14 Mbit/s på mobilen
Der sker hele tiden noget på mobilfronten, og i løbet af ganske kort tid vil vi skulle til at lære en ny forkortelse ud over GPRS, EDGE og UMTS. Den hedder HSDPA, og det står for High Speed Downlink Packet Access.
HSDPA en udvikling af 3G-teknologien UMTS, på samme måde som EDGE er en udvikling af GPRS.
Både Sonofon og 3 har annonceret, at de vil lancere HSDPA i Danmark inden nytår, og man kan da også allerede købe den nye TyTN fra HTC, der understøtter HSDPA.
HSDPA giver teoretisk set hastigheder på helt op til 3,6 Mbps, men i første omgang må vi “nøjes” med cirka 1,8 Mbps, hvilket stadig er næsten fem gange så hurtigt som de nuværende 3G-forbindelser. Sonofon har dog ikke villet afvise, at de lancerer den helt høje hastighed med det samme.
3 er i gang med at opgradere sit netværk til understøttelse af HSDPA, og det forventes at blive lanceret i oktober eller november, så det falder sammen med, at de første UMA-telefoner, der kobler IP-telefoni over Wi-Fi med mobiltelefoner, kommer ud i 3-butikkerne. 3 vil fra første dag give kunderne en HSDPA-hastighed på op til 3,6 Mbps.
TDC er i gang med at teste HSDPA, men vil tidligst lancere teknologien i 2007.
Men selv om 3,6 Mbps lyder af meget, så er det slet ikke grænsen for HSDPA. Faktisk kan vi nå helt op på 14,4 Mbps, men disse hastigheder kan kun opnås, hvis man er alene på en mast og har helt optimal dækning.
Fremtiden hedder 4G
På den lille ø Jeju i Korea knokler forskere i Samsungs laboratorier. De arbejder på at udvikle næste generation af mobiltelefoni, der går under navnet 4G.
I forhold til 4G-teknologien kan hastigheden på HSDPA sammenlignes med en modemforbindelse i forhold til en ADSL-linje. Forskerne regner nemlig med hastigheder på helt op til 1 gigabit per sekund!
Så bliver det for alvor slut med at bruge flere timer på at hente større filer ned.
Den helt store udfordring for 4G er netop bevægelse. Lige nu har forskerne formået at få en stabil forbindelse på 100 Mbit/s, hvis man sidder i en bil, der bevæger sig med 60 kilometer i timen. Og det allerede næsten 30 gange hurtigere end HSDPA-teknologien.
4G er dog ikke lige om hjørnet. Samsung forventer tidligst i 2010 at være klar med kommercielle 4G-net, og i første omgang er det nok kun i Asien, at de får de høje hastigheder.
Industrien skal først blive enige om en standard for 4G – der er nemlig flere konkurrenter på området. Og det regner man først med falder i hak til næste efterår.
WiMax
WiMax får først rigtig vind i sejlene, når der er god dækning, og når det bliver endnu lettere at koble på.
Flere producenter af bærbare computere har allerede annonceret, at de er i gang med at designe maskiner, der har WiMax indbygget. Det kan gøre WiMax til den helt store trussel mod både hotspots og ikke mindst 3G-forbindelser.
Hvis man kan købe en bærbar med WiMax indbygget, og udbyderne formår at levere en forretningsmodel, som gør det attraktivt, er der ingen tvivl om, at man kan få en rigtig hurtig forbindelse, hvor man eksempelvis ikke behøver at betale per overført megabyte data, som det er tilfældet med EDGE og 3G.
