Fotoalbummet lever endnu

Hvor vi før i tiden hyggede os med fotoalbummet i sofaen, klumper vi os nu sammen foran pc’en for at gense ferien på skærmen. Men papirbillederne lever stadig – vi har testet fem online-butikker, der fremkalder de digitale billeder nemt, bekvemt og billigt.

Fotoalbummet lever endnu

Internettet har haft stor betydning for fotobranchen – både på den ene og den anden måde. Mange køber kameraer og fotoudstyr i online-butikker, og tilsvarende er det meget udbredt, at man får fremkaldt billederne online.

Fremkaldelsen foregår på meget store anlæg – for eksempel hos CeWe Color enten i Skødstrup eller i tyske Oldenburg – og priserne er styrtdykket de senere år.

Ud fra en rent økonomisk overvejelse kan det overhovedet ikke betale sig at udskrive farvefotografier på blækprinteren. Send filerne til online-fremkaldelse – det er meget billigere, og du får et flot resultat.

Vi har her testet fem firmaer, der tilbyder online-modtagelse af vores billedfiler, og som fremkalder papirkopier, plakater og andre såkaldte fun-produkter.

I testen indgår, hvor let det er at overføre billeder til firmaerne via deres bestillingssystemer. Vi ser på priser og kvalitet, og på hvilken levering og service, man kan forvente.

De almindelige billedformater

Når vi bestiller kopier af digitale billeder, bliver de fremstillet på ganske samme måde som almindelige analoge kopier, der fremkaldes efter negativ.

Det vil sige, at der bruges rigtigt fotopapir, som fremkaldes i kemiske væsker, og som har lang holdbarhed.

Fotopapiret findes i de gængse størrelser på 10×15, 13×18 og 20×30 cm. Her vil vi gerne anbefale papirstørrelsen 13×18 cm.

Det er et rigtig flot format, hvor fotografierne kommer til deres ret – brug det som standard, det vil du ikke fortryde!

Flere af leverandørerne kan levere kopier i størrelsen 13×18 cm til omkring 3 kroner stykket.

Plakater og andre produkter

Det er dejligt med papirkopier, men du har mange andre muligheder med dine digitale skud.

Sortimentet er lidt forskelligt fra den ene leverandør til den anden, men det omfatter produkter som T-shirts, forklæder, hagesmække, kalendere, puslespil, slips, musemåtter og sågar ure – alle sammen påtrykt dine egne digitale motiver.

Et andet interessant produkt er plakaterne. Flere af leverandørerne tilbyder fremkaldelse i plakatstørrelser som 30×45 cm og 50×75 cm.

Det er store dejlige plakater, der eksempelvis kan være gode som gaver. Imidlertid fremstilles disse plakater ofte på andre produk­tionsspor end de almindelige kopier. Derfor kan det tage lidt længere tid at få leveret plakaterne.

Bemærk også, at plakaterne kategoriseres som “fun-produkter” (ligesom kopper og T-shirts med videre). Det kan drille lidt under bestillingen – vi var ude for, at et system ikke ville medtage en plakat i samme ordre som de almindelige kopier.

Det er lidt irriterende, ikke mindst at skulle betale to startgebyrer. Men under alle omstændigheder vil vi anbefale, at man prøver en plakat – den leveres i en imponerende kvalitet, hvis ellers originalmaterialet er i orden.

Betaling og levering

Alle leverandører tilbyder at sende billederne til din adresse. Men der er også tit mulighed for, at du kan afhente dem i en forretning.

Coop har for eksempel mere end 600 lokale forretninger, hvor du kan afhente de billeder, du bestiller i Digitalshoppen. Det er rigtig praktisk, hvis du for eksempel skal foretage en bestilling af egne optagelser til dine venner, der bor et andet sted i landet.

Så kan du sende kopierne til den nærmeste butik, hvor vennerne selv kan hente og betale for dem!

Firmaet Elgiganten er det eneste, der tilbyder omkostningsfri fremkaldelse. Hvis man selv henter billederne i et af deres varehuse, skal man kun betale for kopierne.

De andre leverandører opkræver typisk 10 eller 20 kroner i startgebyr. Hvis du får leveret fremkaldelserne til hjemmeadressen, skal du selvfølgelig betale dem ved bestillingen med enten Visa- eller Dankort.

Fremstillingen tager typisk fra to til fem dage – formentlig afhængigt af, hvor travlt der er på fremkalderanstalten og i postvæsnet. Hurtigst var den lokale fotohandler, Photocare, som selv fremstiller billederne, og TDC.

Begge kunne levere på to dage. Bilka og Elgiganten benytter samme leverandør som TDC, men et andet bestillingssystem, og her tog det tre dage at få billederne hjem. Endelig gik der fire dage, før vi kunne hente vores billeder i Brugsen, men her var der også en plakat med i leverancen, så det var faktisk rigtig godt.

Del dine fotos med andre

Når du én gang har uploadet dine billeder til en server, ville det være nærliggende at lade dem blive på serveren en tid. Det kan også lade sig gøre – hos nogle af leverandørerne. Billedfilerne placeres i en slags fotoalbum, som bliver oprettet med dit brugernavn og en adgangskode, du vælger, når du oprettes som kunde.

Idéen er ganske logisk: Billederne er uploadet, og det tager sin tid – hvorfor så ikke lade dem ligge til senere bestilling?

Det giver nemlig ekstra fleksibilitet med hensyn til bestilling; for eksempel kan familie og venner gå ind og se dine fotoalbum og selv foretage bestillinger af optagelserne. Du kan også selv foretage genbestillinger, og du kan sågar bruge fotoalbummet som et web-album.

Desværre er det kun to af de danske leverandører, vi har testet, der tilbyder denne service, og det i noget begrænset omfang.

Hos Brugsen (Digitalshoppen) hedder systemet Arkivservice, og der opbevares billederne som udgangspunkt i 30 dage, så man kan nå at foretage flere bestillinger. Det er også muligt at sende invitationer til andre, som kan se og bestille optagelser fra ens arkiver.

Hos TDC placeres billederne også i et fotoalbum. Man kan så købe sig til yderligere serverplads – sølle 250 MB for 99 kroner per år – det er optrækkeri.

Problemet er desuden, at fotoalbummet ikke fungerer sammen med TDC’s FTP-klient. Og så er lidt af fidusen væk – der er ikke sammenhæng i bestillingssystemet; og det er desværre et forhold, som kendetegner næsten alle leverandørerne.

Klientprogrammet er vigtigt

Når du bestiller papirkopier over internettet, skal du kunne uploade billedfilerne til firmaets server. Det kan ske enkeltvis eller i større portioner af billedfiler, og der er gerne flere muligheder for at uploade.

Der er i alt tre typer netværks-klienter, men desværre er der kun én af dem, som fungerer optimalt. Det er den solide FTP-klient – et Windows-program, som skal installeres på pc’en – som ikke alle leverandører har på programmet.

Alle testdeltagerne tilbyder lidt ustabile HTML- og Java-baserede klienter. Merlin, som var en af de leverandører, vi havde tænkt at medtage i testen, måtte vi helt opgive at få til at virke. Så man må sige, at upload-delen er lidt problematisk.

Sagen er, at det tager lang tid at uploade. Og når der først går ged i en bestilling, skal man starte forfra med hele processen. Det oplevede vi flere gange under testen med de Java-baserede klienter.

Billederne bliver fint uploadet, men der skal ikke meget til, at de forsvinder igen. Et klik på en forkert knap i browservinduet – vupti, så er det som om, det hele er væk igen.

Vi forsøgte for eksempel at udvide bestillingen med en forstørrelse i et andet format – men den gik ikke.

Årsagen til disse praktiske problemer er, at den browser-baserede overførsel er bundet til den aktuelle browsersession og dermed er afhængig af browserens indstillinger for cookies med videre.

Denne problematik gælder både for de HTML- og Java-baserede klienter. Hvis du vælger en af disse løsninger, skal du passe på ikke at forlade det aktuelle browser-vindue, når du er i gang med overførslen – så risikerer du at skulle begynde forfra.

Men er man påpasselig, så fungerer disse browser-baserede overførsler. Det skal bare foregå helt uforstyrret – du skal lade browser-vinduet være i fred, til overførslen er fuldkommen afsluttet.

Stabilt med FTP

Den bedste og sikreste overførsel får du med FTP-klienten, som er helt anderledes stabil end de browser-baserede løsninger.

Desværre er FTP-programmet ikke den upload-mulighed, forretningerne gør mest reklame for. De mener sikkert, at tanken om at skulle downloade og installere et program kan skræmme mere usikre kunder bort.

Det er synd, for billedbestillingen foregår kontrolleret og tilfredsstillende med et FTP-program. Arbejdsgangen er langt mere logisk og stringent i et Windows-program, end den nogensinde kan blive i et webside-baseret bestillingssystem.

Du henter det lille FTP-program på leverandørens webside. Det installeres på under et minut, og så er du klar til at bestille dine billeder. Programmet er lige til at gå til – du udvælger dine billeder i én rude og angiver derefter, hvilke formater de skal fremkaldes i. Nogle af FTP-klienterne har også indbygget små funktioner til simpel billedredigering, såsom værktøjer til at fjerne røde øjne med.

FTP-programmet er baseret på, at du opretter en konto hos leverandøren. Det skal være på plads, inden filoverførslen overhovedet påbegyndes.

En af fordelene ved dette system er, at billederne altid havner det rette sted. Samtidig sker overførslen stille og roligt i baggrunden, ganske uafhængigt af din øvrige browser-aktivitet.

Så FTP-klienten er klart den bedste løsning – det er bare ikke alle leverandørerne, der tilbyder den

Bilka

Samlet vurdering 75/100

Bilka benytter fuldkommen det samme bestillingssystem som Føtex. Begge har ligesom Elgiganten et såkaldt microsite under det tyske CeWes bestillingssystem. Men da Bilka er noget billigere med vores testbestilling, 143 kroner mod Føtex’ 166 kr., valgte vi dem.

Vi er ikke vildt imponerede af Bilkas HTML-baserede bestillingsystem. Det virker effektivt nok (dog ikke med browseren Mozilla Firefox), hvis man på forhånd ved præcis, hvad man vil.

Men der går let rod i bestillingen, hvis man kommer til at browse væk under eller efter billedoverførslen. Man kan heller ikke vælge produkter fra to forskellige grupper i én og samme bestilling.

Langt bedre fungerer den FTP-klient (Home Photo Service), man frit kan downloade. Her kan man også se en prisberegning, inden man bestiller billederne.

Bilka er billig, der er et pænt udvalg af fotoprodukter, og billedkvaliteten er god. Vi savner bare mulighed for at opbevare billedfilerne på serveren, så man har mulighed for at efterbestille.

Men hvis man udelukkende går efter billige kopier i god kvalitet, er Bilka et udmærket valg. Ikke mindst er prisen på plakater helt i bund.

Digitalshoppen

Samlet vurdering 76/100

Digitalshoppen er en fælles platform for Kvickly, Superbrugsen, Dagli’brugsen og Lokalbrugsen – du bestiller billederne ét fælles sted og kan enten få dem tilsendt eller hente dem i én af de mere end 600 forretninger, helt efter dit eget valg.

Som bestillingssystem valgte vi Digitalshoppen Classic på grund den udvidede funktionalitet, som det fremgår af åbningsskærmbilledet.

Det medfører, at man skal registreres som kunde, og det tog lidt tid, inden registreringen blev bekræftet per mail. Men der er bestemt fordele ved at lade sig registrere – de billeder, du uploader, bliver gemt 30 dage i Arkivservice.

Det alternative bestillingssystem hedder EasyUpload og er en Java-klient, som vi havde problemer med at få til at virke. Men Digitalshoppen version Classic virker fint, dog er det lidt besværligt, at man skal angive billedfilerne enkeltvis, før de kan uploades.

Men bestillingsystemet virkede ellers robust, og det lykkedes os at få bestilt både almindelige forstørrelser og en plakat i samme ekspedition!

Der er også mulighed for at hente Easy CD-software, der kan brænde en cd, som man så kan aflevere i butikken. Underligt nok findes der ikke en FTP-klient; det ville ellers være logisk at medtage som praktisk, ekstra funktionalitet, især til de kunder, der har brug for at uploade hundrede eller flere billedfiler.

Billedfilerne opbevares i 30 dage i Arkivservice, når de uploades med Classic upload. Men hvorfor er der ingen arkivservice med EasyUpload?

Og hvorfor begrænse sig til 30 dages lagring? Serverplads koster jo ikke noget, og det værste brugsforeningerne risikerer, er jo at kunderne bestiller flere kopier.

Coop har valgt Fujicolor Central Europe Photofinishing GmbH som leverandør, og det giver en rigtig god billedkvalitet. Fujifilms fotopapir er dog noget tyndere end både Kodaks og Agfas. En kopi på 13×18 cm vejer 5,2 gram med Fujicolors papir, hvor den vejer 6,0 gram hos Kodak, så kopierne virker lidt mere skrøbelige.

Men vi kunne glæde os over, at Fujifilms system (som det eneste af de testede) automatisk fandt og fjernede røde øjne fra optagelserne.

Elgiganten

Samlet vurdering 77/100

Elgiganten benytter et system, der minder meget om Bilkas. Der er de samme tre klienter til upload, og fremkaldelsen sker også på samme anlæg.

Den største forskel ligger i prisen, hvor Elgiganten er klart billigst. Elgiganten har 26 varehuse i Danmark, hvor man kan afhente billederne uden at skulle betale ekspeditionsgebyr – det er flot service.

Elgiganten tilbyder hverken plakater eller genbestilling. Derfor er det naturligt at vælge Java-klienten, kaldet Komfort-bestilling, der kan overføre hele mapper med billedfiler.

Endnu bedre er dog “Windows Software”, der dækker over den samme FTP-klient, som Bilka og TDC benytter.

Når Elgiganten ender på en førsteplads i vores test, så skyldes det hverken valgmulighederne eller bestillingssystemet.

Men når kvaliteten ellers er i orden, så er lav pris afgørende for de fleste forbrugere, og her står Elgiganten bedre end de øvrige aktører.

Photocare

Samlet vurdering 64/100

Den danske fotokæde Photocare har en ganske effektiv og ukompliceret webside, der nærmest guide-agtigt leder kunden gennem bestillingen i en serie af overskuelige skærmbilleder med fornuftige valgmuligheder. Man skal starte med at vælge hvilken forretning, billederne skal leveres til. Så installeres et lille Java-program i browseren..

Efter upload af billederne er det let at bestille de ønskede forstørrelser og andre produkter. Til sidst kan man vælge at hente billederne i butikken.

Så skal man ikke betale forud; hvis billederne derimod skal tilsendes, skal man selvfølgelig først afregne med Dankortet.

Photocare er “rigtige” fotoforretninger, og det betyder, at billederne (i hvert fald i størrelserne op til 20×30 cm) fremkaldes lokalt – i forretningens eget minilab.

Fordelen er, at du kan gå ned og tale med en faguddannet fotomand, hvis du eksempelvis ikke er tilfreds med fremkaldelsen, eller hvis du har spørgsmål eller bare er i tvivl om noget.

Vi har testet Photocare, som var det en ren online-forretning, men du kan altså gå ind direkte fra gaden og få lavet kopierne på stedet..

Bestillingssystemet fungerer fint, selv om det ikke er FTP-baseret, og der ikke er den store fleksibilitet. Photocare henvender sig klart til kunder, der kender forretningen og er glad for den lokale service. Der er et pænt stort udvalg af produkter, men priserne ligger i den høje ende.

Billedkvaliteten var god. Det var tydeligt, at papirkopierne fremstilles på et andet anlæg end det, de andre leverandører benytter; papiret var fra Agfa, hvor alle andre benytter Kodak. Et enkelt billede virkede en smule overbelyst, men ikke voldsomt.

Samlet landede Photocare på testens sidsteplads – på grund af prisniveauet. Vores testbestilling kostede 229 kr.

TDC

Samlet vurdering 76/100

Som leverandør benytter TDC CeWe, ganske som Bilka og Elgiganten gør det. Men TDC’s online fotoforretning er et undersite til TDC’s store websted med informationer om telefoni og meget mere.

Derfor er TDC’s bestillingssystem på visse måder lidt anderledes – lidt bedre – end hos de to andre firmaer. Hvis man vælger det anbefalede bestillingssystem (med Java-klient), får man nemlig mulighed for at placere billederne i et fotoalbum på TDC’s server.

Arkivfunktionen fungerer udmærket; der er mulighed for at lave efterbestillinger indenfor 30 dage. Ydermere kan man tilkøbe 12 måneders serverplads (250 MB) for 99 kroner – og det er det rene optrækkeri.

Desværre kan man ikke uploade til albummene med den ellers effektive FTP-klient – det virker ikke særlig gennemtænkt.

TDC har et stort udvalg af fun-produkter – dog savner vi muligheden for at bestille plakater. Priserne er på niveau med Bilkas på nær forsendelsen, der er fem kroner dyrere.

Pixum

Vi har testet fem danske fotoleverandører. Men hvis du kan leve med et engelsksproget bestillingssystem, kan du få glæde af det store tyske onlinefirma Pixum.com.

Pixum har igen og igen i test vist sig at være Europas billigste online-fremkalder. Billederne bliver fremkaldt på samme anlæg, som Bilka, Elgiganten og TDC benytter. De sendes med posten til danske adresser med få dages leveringstid. Og på mange produkter er priserne helt i bund. Vores testbestilling kostede blot 93 kroner inklusive forsendelse hos Pixum.

Pixums bestillingsystemer minder om de danske leverandørers; forskellen er blot, at billederne altid havner i et fotoalbum, så det er let at efterbestille. Og der er ikke de store begrænsninger på, hvor længe albummene må forblive på serveren. Så på mange måder er det lykkedes Pixum at lave et rimeligt ideelt bestillingssystem – så mangler vi bare, at det var på dansk!

Sådan samler du billeder til bestillingen

Du kan starte med at bestille kopier af nogle enkelte fotos, hvis du vil prøve det. Men du kan også kaste dig ud på dybt vand og lave den store bestilling.

Hvis du for eksempel kommer hjem fra en ferie, har du måske behov for papirkopier af 50 eller flere optagelser. Fotograferer du meget, vil du sikkert have mange andre skud, som du også gerne vil have fremkaldt.

Mange vælger derfor at samle fotografier for eksempelvis et halvt år i én stor bestilling. Så kræver det et godt system at kunne udvælge de rette optagelser til fremkaldelsen. Vi kan anbefale en billedbrowser som den gratis IrfanView til denne udvælgelse. Systemet går ud på, at du stille og roligt browser gennem dit billedarkiv.

Undervejs udvælger du de skud, der skal fremkaldes, og det foregår ved, at du laver en kopi af billedet. Disse kopier placeres i en midlertidig mappe, som så bruges til bestillingen.

Åbn programmet IrfanView og vælg menupunktet Options > Properties. På fanebladet File Handling kan du angive den mappe, der bruges til de midlertidige kopier. Husk at fjerne fluebenet ved Ask me before copying. Klik på OK. Herefter kan du blot taste F8, når du har markeret et billede i IrfanViews billedbrowser – så kopieres det straks til den midlertidige mappe.

De tre netværksklienter

De tre typer klienter, som man typisk støder på ved onlinefremkaldelse.

FTP-klienten er klart den bedste til næsten alle formål. Men uanset hvilken klient, du bruger, så kan det tage lang tid at overføre mange billeder.

Med en almindelig ADSL-linje har man kun 128 kbit båndbredde upstream. Det varer dermed timer at overføre større billedsamlinger! Men heldigvis passer overførslen sig selv. Billederne kommer fint frem, det tager bare sin tid.

Normal (HTML-baseret)
Markerer kun én billedfil ad gangen, men kan typisk overføre op til 20 filer i samme operation. Browserbaseret og dermed afhængig af indstilling for cookies med videre. Fin at bruge, hvis du eksempelvis skal bestille en 50x70 cm plakat, hvor du bare skal overføre en enkelt billedfil.

Java
Kan uploade hele mapper ad gangen. Overførslen og serverens modtagelse af billedfilerne er ofte lidt ustabil. Den er browserbaseret og dermed afhængig af indstilling for cookies med videre.

FTP
Kræver et separat program, der skal downloades og installeres. Giver en meget stabil og sikker overførsel, hvor billedfilerne havner det rette sted. Klart at foretrække i langt de fleste situationer.

Digital optimering

Du skal huske at vælge digital billedoptimering, hvis det er en mulighed under bestillingen.

Det betyder, at firmaet benytter en særdeles effektiv lys- og farvejustering, inden papirkopierne fremkaldes.

Optagelser, der er underbelyste eller mangler farvemætning, kan på den måde reddes og blive til flotte papirkopier.

Alle leverandørerne benytter en form for digital optimering, men hvis du får valgmuligheden, skal du huske at aktivere den, så billederne optimeres til laboratoriets fremkalderudstyr.

Der er ingen diskussion om, at optimeringen virker – først og fremmest på belysning/eksponering. Vi forventede også, at softwaren i fremkaldemaskinerne kunne fjerne røde øjne i optagelserne – men det var kun tilfældet hos Digitalshoppen; ingen af de andre havde denne funktionalitet.

Et par billeder med kraftige farvestik, henholdsvis orange og blåt, var medtaget i håb om, at det ville blive justeret væk, men nej. Til gengæld kan de underbelyste billeder altså reddes, og det på imponerende vis.

Sådan testede vi

Vi har udvalgt en lille håndfuld online-fotoleverandører på det danske marked, hvor vi hvert sted har foretaget en standardbestilling på 24 fotografier i størrelsen 13×18 cm og 3 i 20×30 cm.

Vi bestilte også et par plakater for at se kvaliteten – plakatbestillingen hos Bilka mislykkedes, mens Coop leverede et flot resultat. Alt skulle sendes til vores adresse.

Vi vurderede billedkvaliteten, der viste sig at være meget ens, og vi sammenlignede priserne, der varierer en del.

Upload af billedfilerne tog lang tid og gav store frustrationer. Derfor har vi gjort meget ud af at vurdere funktionaliteten i de forskellige bestillingssystemer, som generelt er langt fra perfekte.

Sideløbende har vi undersøgt de forskellige andre muligheder og services, der er tilgængelige hos de udvalgte leverandører.

Vores erfaringer er til sidst kogt sammen i de fire kategorier: Pris (30 point), kvalitet (30 point), bestillingssystem (20 point) og service/muligheder (20 point).

Testresultaterne

Klik på billedet for at se testresultaterne i et stort format.

Derfor vandt den

Det var svært at kåre en vinder. Fire af de fem testede leverandører ligger utroligt tæt på hinanden, når man foretager en samlet vurdering, og der er ikke den store forskel på billedkvaliteten.

Samlet set synes vi, at de danske online-steder savner funktionalitet. Bestillingssystemerne er mangelfulde, og vi savner langt mere gennemførte systemer med online fotoalbum.

Det kan undre, at de danske fotoleverandører ikke konsekvent lader kunderne logge på med brugernavn og adgangskode, inden billedoverførslen starter. Dermed ville der være styr på de fotos, der er uploadet, og vi ville undgå mange frustrationer, når man kommer til at browse væk fra bestillingsvinduet.

Når Elgiganten kom ind som nummer 1, skyldes det altså udelukkende prisen. Billedkvaliteten er i top, og når Elgiganten så lige er en tand billigere end de tre øvrige rene onlineforretninger – Bilka, Digitalshoppen og TDC – er det nok til førstepladsen.

Links

Bilka

http://asp06.photoprintit.de/microsite/10021/

Coop

http://Digitalshoppen.dk

Elgiganten

http://photo.elgiganten.dk

Photocare

http://www.photocare.dk

Pixum

http://www.pixum.com

TDC

http://foto.tdconline.dk




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere