Lad stemmen styre dig
“Om 100 meter: Drej til venstre”. Den venlige stemmes klare og tydelige vejledning har afløst de bitre bemærkninger mellem passager- og førersæde, når mange danskere kører på ferie. Og det med god grund.
GPS-navigation er både smart, pålideligt og præcist. Det betyder både en ende på de små sure kommentarer, når man er faret vild, og et farvel til tykke kortbøger eller flere siders udskrifter fra Kraks vejviser.
I stedet sørger 24 satellitter, venligst stillet til rådighed af det amerikanske militær, for, at vi kan komme sikkert frem til målet.
Satellitterne blev opsendt tilbage i 1978, og i begyndelsen var det kun det amerikanske militær, der havde adgang til dem. I slutningen af 1980’erne blev der åbnet helt for signalerne, og siden har alle og enhver gratis kunnet udnytte GPS-signalerne.
Selv om satellitterne befinder sig cirka 20.000 kilometer over Jordens overflade, kan systemet bestemme en position helt ned til få meters nøjagtighed.
Systemet bygger på ret simpel matematik, og det betyder, at man blot skal have kontakt til tre af de i alt 24 satellitter, før man kan bestemme sin position.
Har man kontakt til fire eller flere, kan man tilmed bestemme, hvor højt man befinder sig over havets overflade.
Det står i almanakken
Første gang, en GPS-modtager bruges, tager det op til 15 minutter, før positionen er bestemt.
Det skyldes, at modtageren skal hente en såkaldt “almanak” ned. Almanakken fortæller modtageren, hvor alle satellitterne befinder sig på forskellige tidspunkter.
Det er disse oplysninger, som GPS-modtageren bruger til at beregne sin egen position. Opsætningen sker i følgende trin:
1. Modtageren lytter efter signaler fra alle satellitterne. Signalerne indeholder blandt andet et tidssignal, som bruges til at indstille uret i modtageren.
2. Med jævne mellemrum udsendes en ”almanak” med positioner på alle satellitterne på bestemte tidspunkter.
3. Når almanakken er modtaget, lyttes kun efter de synlige satellitter. Det er hurtigere.
4. Når en satellits position er kendt, kan tidsforsinkelsen beregnes. Dette kræver ikke en præcis tid på forhånd, da det er tidsforskellen, der er bestemt af afstanden.
5. Når modtageren kender almanakken og tidsforsinkelsen til flere satellitter, kan den præcise position beregnes.
Moderne GPS-modtagere skal ikke modtage almanakken hver gang, de bliver tændt.
Den gamle almanak gemmes på et indbygget flashlager, og den opdateres løbende, når der er kontakt til satellitterne.
Kobling
GPS-satellitterne spytter kun nogle rå data ud – de såkaldte koordinater – der fortæller, hvor man befinder sig på jordkloden.
Det er de færreste almindelige mennesker, der kan bruge disse data til noget fornuftigt, men kobles de sammen med et digitalt kort, kan man hurtigt danne sig et overblik over, hvor man befinder sig.
Er kortet intelligent, kan man også få en computer til at bruge GPS-signalet til at beregne, hvordan man lettest kommer fra position A til position B. Og det er netop, hvad de små navigationsanlæg gør.
Uden om trafikproblemer
Er der noget mere irriterende end at havne i en uendelig kø på grund af et trafik-uheld eller vejarbejde? Det giver i bedste fald en dårlig start på dagen – i værste fald kan det ødelægge ferien eller sabotere et vigtigt møde.
Men hjælpen er nær. Kobler du en GPS sammen med en såkaldt TMC-modtager, kan du helt automatisk blive ledt uden om køer og uheld.
TMC står for Traffic Message Channel. I bund og grund er det en digital pendant til trafikmeddelelserne fra DR, som kan bryde ind i andre udsendelser, hvis man har en bilradio, der kan modtage trafikmeldinger over RDS.
TMC-systemet kører også over RDS (FM Radio Data System), og det dækker næsten alle europæiske lande. I Danmark er det Vejdirektoratets TrafikInformationsCenter (T.I.C.), der står for at udsende trafikmeddelelser 24 timer i døgnet via TMC.
T.I.C. indsamler og bearbejder trafikmeldinger fra en lang
række kilder: Politi, kommuner, redningstjenester, færgeoverfarter, Storebælt og Øresund, særlige vej-reportere, entreprenører, webkameraer og automatiske systemer – som de spoler, der er lagt ned i motorvejene omkring København.
Når T.I.C. har tastet en melding ind i systemet, udsendes meldingen automatisk til en lang række medier og som TMC-melding via Danmarks Radios almindelige FM-sendemaster.
Det hele er på dansk
TMC-systemet er baseret på koder, og det er faktisk ret godt tænkt.
Det betyder, at Vejdirektoratet ikke udsender en melding, der lyder “Trafik-uheld på Holbækmotorvejen mellem afkørsel 7 og 8. Forventet varighed: 45 minutter”. I stedet udsendes en talkode, der fortæller om karakteren af hændelsen (her et uheld), en vejstrækning (Holbækmotorvejen), et sted (mellem afkørsel 7 og 8) samt varigheden (her 45 minutter).
Koderne er på fire cifre, for eksempel betyder 1368: “E20 fra Køge til Ringsted”. Koderne er samlet i en tabel (stedkodetabellen), der ligger i Vejdirektoratets TMC-system.
I de enkelte modtagere ligger der også en kopi af stedkode-tabellen, så TMC-modtageren kan oversætte koderne til stedbetegnelserne. Stedkoderne opdateres naturligvis med mellemrum.
Nogle TMC-modtagere kan opdateres med de nye stedkodetabeller, men producenterne har forskellige regler, og det er derfor en god idé at spørge sin forhandler til råds.
TMC-systemet har den helt store fordel, at man altid får trafikmeldingerne på det sprog, som ens modtager er sat op til. Når man kører i Tyskland, får man stadig meldingerne på dansk på skærmen.
Man skal have en særlig modtager
Fordi TMC-meldingerne sendes ud via FM-signalerne, er det gratis at modtage dem, men man skal have en særlig modtager indbygget i sin GPS-navigator, hvis man skal have glæde af den.
Derudover skal softwaren i navigatoren naturligvis også kunne oversætte TMC-meldingerne.
De første TMC-modtagere kunne kun vise meldingen eller måske læse den højt, men de moderne GPS-anlæg nøjes ikke med at fortælle, hvad problemet er – de tilbyder også at lægge en alternativ rute, så køerne helt kan undgås.
Måske bliver ruten lidt længere i kilometer, men hvem tager ikke gerne en afstikker til en landevej med, hvis man kan undgå flere timers enerverende kø på den endeløse tyske Autobahn?
Der er alternativer
TMC-signalerne har både fordele og ulemper, og derfor findes der også alternativer, som nogle GPS-navigationsanlæg sværger til.
Hollandske TomTom, der både producerer navigationsløsninger til lommecomputere og de såkaldte TomTom GO-løsninger, har i stedet for TMC valgt at satse på sin egen TomTom Traffic-service.
Det er en service, man skal abonnere på, og trafikmeldingerne kommer ikke via radiosignaler, men derimod over mobilnettet.
Det betyder, at man skal have koblet sin mobiltelefon sammen med GPS-navigatoren via Bluetooth og samtidig betale de relativt høje megabytepriser for at hente trafikdata via GPRS
Sony Nav-u NVU-50
Sony brændte fingrene noget så grusomt, da de første gang forsøgte at udvikle en navigationsløsning, den såkaldte NVX-P1. Den var flere år efter konkurrenterne, allerede da den kom på markedet.
Nu har japanerne taget sig gevaldigt sammen og lanceret to nye modeller, der udover navnet adskiller sig ved at have forskelligt kortmateriale indbygget. Vi har haft den lille model, NVU-50, med 512 megabyte hukommelse og skandinavisk kort med en tur ud på de danske veje.
NVU-50 minder i sin udformning en smule om de populære TomTom GO-modeller. Der er tale om en stor og i øvrigt meget lysstærk og flot 3,5 tommer trykfølsom skærm i et gråt plastikhus, der er lidt buttet i formerne.
Der er kun to knapper på toppen af maskinen, hvilket tydeligt signalerer, at al input foregår ved hjælp af fingrene direkte på skærmen.
Skærmen har i øvrigt en indbygget sensor, der måler lysforholdene og tilpasser skærmens baggrundsbelysning ud fra lyset omkring den. Det sparer strøm og giver altid et klart og tydeligt billede på skærmen. NVU-50’eren får strøm via den medfølgende cigarlader, der også bruges til at oplade det indbyggede batteri. Batteritiden er cirka fire timer.
Skærmen reagerer fint, men desværre kan man ikke sige lignende pæne ord om menuerne. De er ulogisk opbygget, og man kan let fare vild. Her har det heller ikke hjulpet, at Sony har sat en maskine til at oversætte menuerne til dansk.
Flere steder er der direkte stavefejl, men oftest er det bare komiske ordvalg, hvor man tydeligt kan se det originale engelske ophav. Undersættelserne præger dog ikke navigationen, der forløb fint og uden problemer. NVU-50 er lynhurtig til at beregne ruter, og uanset om man benytter adresser eller POI’er (points of interest) til navigation, fungerer det uden problemer.
Når man ikke kører præcis, som den foreslår, beregner den imidlertid ikke en ny rute, men forsøger derimod med vold og magt at få dig tilbage på den rute, som den først havde beregnet.
Ved man eksempelvis, at der er en lettere vej ud til motorvejen fra sit hjem, kan det tage meget lang tid, før Sony’en overgiver sig og ikke konsekvent vil have dig til at lave u-vendinger.
Sony-modellen understøtter også TMC-signaler. Når man har indtastet en rute, og der opstår et trafikalt problem undervejs, kan man enten ignorere den advarsel systemet giver eller få beregnet en ny rute. Let og smertefrit – præcis som vi vil have det.
TMC-modtageren er desværre ikke indbygget i selve navigationsenheden, men sidder i en særlig holder, som NVU-50 monteres på. Holderen er utrolig klodset og tager faktisk en god bid af udsynet, når den sidder fast på forruden med sin kæmpe sugekop.
TMC-modulet kræver også en særlig antenne, der i Sonys øjne er en halv meter lang, tynd lyserød ledning med tre sugekopper, der også kan sættes fast på forruden. Det er alt andet end elegant.
Der er altså et par åbenlyse fejl, som burde være meget lette for Sony at rette til næste version, så de får en næsten perfekt navigator i sortimentet.
Garmin nüvi 310
Garmin er en af de helt store internationale spillere, når det gælder GPS-navigation.
Det amerikanske firma har et komplet sortiment af navigationsløsninger, hvad enten man har brug for at blive guidet på bilturen eller er orienteringsløber med behov for at kunne sammenholde puls med distance, højde og rute.
Den nyeste navigationsløsning til biler fra Garmin er egentlig blot en opgradering af den gamle nüvi-serie, og de nye modeller hedder da også stadig nüvi, med serienumrene 310 og 360.
Forskellen på de to modeller er alene kortmaterialet. 310’eren har kun kort over Skandinavien, 360’eren dækker hele Europa.
GPS-navigation er jo faktisk rum-teknologi, men hvis almindelige mennesker skal bruge det, skal det være simpelt og let at gå til. Det budskab har Garmin forstået til fulde.
Garmin nüvi 310 har et enkelt design, og selv om kernekompetencen er bilnavigation, har Garmin faktisk forsøgt at tænke på nüvi’en som en rejseledsager, der både skal bruges i bilen og i andre feriesituationer.
Derfor er det utroligt let at tage den ind og ud af sugekop-holderen, og der medfølger en lille lædertaske, som man kan lægge den i og have den liggende i lommen.
Ud over navigation kan softwaren i nüvi’en også bruges til at vise feriebilleder fra digitalkameraet, afspille MP3-filer fra et SD-kort eller oversætte almindelige fraser mellem hovedsprogene, så man også kan bestille et par fadøl på spansk.
Den væsentligste nyhed i den nye nüvi-serie er, at produkterne er blevet udstyret med Bluetooth. Det betyder, at man kan koble nüvi’en sammen med sin mobiltelefon og benytte navigatoren som en slags håndfri installation.
Når telefonen ringer, trykker man blot på et ikon på nüvi’ens skærm og taler ud i bilen. Lydkvaliteten er udmærket, og det fungerede fint sammen med en nyere Nokia-telefon.
Desværre kunne nüvi’en ikke hente telefonbogen fra Nokia’en, ligesom de andre avancerede funktioner ikke fungerede. Derfor bør man nok undersøge, om ens mobiltelefon er fuldt understøttet, hvis man har brug for denne funktion.
Vi testede nüvi 310 sammen med Garmins nyeste TMC-modtager, den såkaldte GTM 11. Her er tale om en lille sort boks på størrelse med en tændstikæske, hvor der i den ene ende er et kabel, der sættes til nüvi’en, og i den anden ende er en 15 centimeter lang gummiantenne. Man kan placere antennen i forruden, men hvis man bruger den mere permanent, skal man nok se efter en fast placering.
Desværre skal antennen kobles direkte i nüvi’en, hvilket betyder, man skal hive kablet ud, hver gang man vil tage nüvi’en ind og ud af bilen. Og hvis man vil modtage TMC-beskeder, skal man have strøm fra cigartænderen – nüvi’ens indbyggede batteri kan ikke levere strøm nok til det.
TMC-modtageren fangede uden problemer signalerne. Desværre – i testsammenhæng – oplevede vi ingen trafikproblemer, mens vi testede nüvi’en, så vi fik ikke mulighed for at afprøve dens evne til at finde alternative ruter.
Garmin nüvi 310 er en af de mest helstøbte og tilmed også elegante GPS-navigationsløsninger, man kan få i dag. Både på teknik, design og brugervenlighed er den foran, og derfor vinder den vores lille duel.
Kort og godt om kort
Digital navigation kan kun lade sig gøre, fordi GPS-satellitternes talkoder let kan vises på et digitalt kort. Og selv om man ikke umiddelbart tænker over det, når man kører af sted på vejene, så ligger der et kæmpearbejde i at få lagt alle de mange informationer om veje, ensretninger, hastighedsbegrænsninger og så videre ind i en enorm database.
To store virksomheder leverer kortmaterialet til næsten alle navigationsløsninger. Den ene er TeleAtlas, den anden Navteq. Det er svært at se forskel på de to firmaers kort, og korttypen er da heller ikke normalt et vigtigt parameter, når man skal købe navigationsanlæg.
NAVTEQ’s database over Danmark dækker næsten 100 procent af de danske adresser, og der er i alt 112.940 kilometer vej fordelt på et areal på over 40.000 kvadratkilometer og 271 byer. Det betyder, at både land og by er dækket lige godt – og man kan finde selv den mindste flække.
Nu har Danmark været godt og præcist kortlagt i mange år, og da NAVTEQ gik i ang med at kortlægge Danmark digitalt, kunne de derfor købe gode kort. Men som vi alle ved, forandrer de danske veje sig hver eneste dag. Der bygges nye veje, andre ensrettes eller der opføres en rundkørsel og så videre. Det er en udfordring for en virksomhed, der lever af at sælge opdaterede og præcise digitale kort.
Manuelle opmålinger
Derfor opdaterer NAVTEQ faktisk sine kort fire gange om året. Opdateringerne baseres på indberetninger fra kommuner og Vejdirektoratet, men NAVTEQ har også en særlig opmålingsbil, der kører mere end 20.000 kilometer om året på de danske veje.
Her måles veje og omgivelser med nogle meget præcise instrumenter, og alle særlige forhold noteres ned løbende.
Det er nødvendigt med denne manuelle opmåling, fordi det ikke er alle ændringer, der bliver indrapporteret. For eksempel er mange af de smalle, uasfalterede veje i sommerhusområderne blevet blokeret, ofte for at undgå gennemgående trafik. NAVTEQ’s feltarbejdere har derfor været nødsaget til at kontrollere alle disse veje enkeltvis for at finde ud af, hvor blokeringerne er og markere disse veje som uegnede.
Andet end veje
En af de helt store fordele ved et digitalt vejkort er, at man kan kombinere vejdata med andre informationer.
I moderne navigationsløsninger kaldes disse informationer ofte POI – Points of Interest – der lidt løst kan oversættes til interessepunkter.
POI’er kan eksempelvis være hoteller, tankstationer, lufthavne, restauranter eller indkøbscentre. Der findes et utal af POI’er i de moderne kort, NAVTEQ har eksempelvis mere end 12.500. Nogle navigationsprogrammer giver mulighed for, at man kan downloade ekstra POI’er direkte fra nettet, og på den måde kan man få sammensat præcis de POI’er, man har brug for.
Kort til fremtiden
Den helt store udfordring for kortselskaberne er at få kortlagt den del af verden, som endnu ikke er digital.
I de senere år er store del af Østeuropa kommet med i det digitale selskab, men praktisk talt hele Asien og Afrika er endnu sorte pletter på de virtuelle landkort.
Derudover kan vi forvente at se en større integration mellem eksempelvis satellit- og luftfotos, ligesom direkte billeder fra webcams på vejene også vil blive integreret i fremtidens navigationsløsninger.
