Kamera til sommerferien

Sommerferien nærmer sig og dermed behovet for at forevige de svajende palmer og det blå hav. Men hvor meget skal man investere for at få sig et godt sommerferiekamera? PC World har taget pulsen på seks meget forskellige kameraer.

Kamera til sommerferien

Drejer det sig om nyt digitalkamera til sommerferien, er der godt nyt. For der er knald på udviklingen af nye digitalkameraer.

Opløsningen, der jo bestemmer, hvor mange detaljer der kommer med i billedet, er kommet op på fem megapixels og bedre. Hovedparten af de nyere kameraer gør det derfor rigtig godt. Farvefotografier, som sagtens kan fremkaldes i op til 20×30 cm ­– eller større – i en flot billedkvalitet, er standarden.

Stort set alle de seneste modeller er velfungerende kameraer. Væk er de børnesygdomme, som tidligere har været grusomt irriterende. I løbet af de senere år har fabrikanterne nemlig fået rigtig godt styr på software og elektronik.

Der er ekstremt sofistikerede systemer til lysmåling og automatisk fokusering i selv helt billige kameraer, som nu også starter og reagerer meget hurtigt.

Lysfølsomheden (målt i ISO) kan sættes i vejret, da man har fået den digitale støj bedre under kontrol. Efterhånden er det også sjældent, at man støder de besynderligheder inden for knapper/betjening og brugerflade, som tidligere mere var reglen end undtagelsen.

Så der er tale om en veludviklet, moden teknologi. Der er kommet masser af ny, smart funktionalitet til, som medvirker til endnu større fotoglæde.

De fleste digitalkameraer optager for eksempel ganske glimrende videofilm, som let kan brændes til cd eller dvd – og det i en kvalitet, der kan stille enhver familie tilfreds. Der er dog meget stor forskel på, hvor meget plads, videoen optager. Både Kodak og Sony benytter MPEG4-codec, som giver meget små filstørrelser.

Mangler du et nyt kamera, er der altså ingen grund til betænkning. Priserne er efterhånden kommet temmelig langt ned, og det er ikke svært at finde et kamera, der opfylder de fleste behov – og mere til.

Vi har udvalgt seks rigtig gode; men også meget forskellige sommerferiekameraer som repræsentanter for de forskellige prissegmenter.

Modellerne strækker fra det lille lækre Kodak V530, der kan ligge i en brystlomme, til en kraftig model fra Panasonic med 10 gange optisk zoom og et ægte digitalt spejlreflekskamera fra Olympus – alt sammen til priser mellem 1.600 og 5.000 kr.

Valget er dit

Selvfølgelig er der forsat masser overvejelser, du skal gøre dig, inden du kaster dig ud i investeringen i sommerens ny kamera.

Du skal tage stilling til kameraets størrelse. Skal det kunne ligge i en lomme? De helt små lommekameraer er uhyre praktiske – ikke mindst på rejse. Når du kan have kameraet i en lomme, kan du altid have det med dig, uden at du behøver at tænke over det.

Dermed har du mulighed for at få taget en masse sjove billeder.

På en højlys sommerdag, hvor der er masser af lys, kan næsten alle kameraer levere gode optagelser – det gælder næsten uanset hvor lille og primitivt, kameraet ellers er. De nyeste mobiltelefoner med indbygget 2 megapixel-­kamera kan også være med her. For den fotointeresserede har det billige lommekamera dog en del begrænsninger.

Under mere besværlige lysforhold kan lysmåleren svigte. Automatikken er ikke perfekt, og når man ikke har ret mange manuelle indstillingsmuligheder, kan det være svært at indfange de lidt mere komplicerede motiver.

Kameraer som Kodak V530, Sony DSC-W50 og Fujifilm V10 er lommekameraer uden de store indstillingsmuligheder. De er små, tager gode billeder og er dermed geniale som feriekameraer.

Begrænsningen ligger bare i de fotografiske muligheder, når belysningen ikke er optimal. Her har Fujifilm V10 og Sony DSC-W50 dog den ekstra fordel, at du kan skrue ISO op til henholdsvis 1.600 og 1.000, når der er brug for det. Selv om det giver digital støj i form af farvefniller, er det i mange situationer at foretrække frem for rystede optagelser.

Så lomme- og kompaktkameraer anno 2006 – og det gælder også det helt lille og meget billige Kodak V530 – er gode og gedigne fotoværktøjer, som ingen behøver at skamme sig over.

Funktioner og muligheder

Jo flere muligheder, kameraet giver, jo flere funktioner er der naturligvis også at sætte sig ind i for at få det fulde udbytte.

Men det er også sjovt at blive udfordret som fotograf. Du kan sagtens udnytte de fuldautomatiske programmer, når motivet indbyder til det. Men med manuelle og halvautomatiske optageprogrammer, alternative lysmålingsmetoder, kompensationer og låse bliver der plads til fotografisk udvikling og begejstring.

Så kameraer som Canon S80 og ikke mindst Olympus E-500 appellerer klart til den mere kreative fotograf.

De små kameraers største begrænsning finder vi i objektivets brændvidde. Der er sjældent meget mere end 3× zoom at gøre godt med, og det giver ikke kameraet den store kikkert-virkning. For mange er dette overhovedet ikke et problem – 3× zoom er fuldt ud tilfredsstillende med tilpas fleksibilitet til at fange motiver både inden- og udendørs.

Andre har derimod stor glæde af at kunne fotografere fugle og dyr på lang afstand eller at kunne zoome ind på den enkelte fodboldspiller på grøn­sværen.

Her er det nødvendigt med en helt anden type optik, og så kan kameraet ikke være i den lille lomme længere. Der findes en del forskellige zoom-­kameraer på markedet, kameraer med 10× eller 12× optisk zoom.

Det er fantastisk oplevelse at fotografere med sådan en linse – du kan zoome utroligt tæt på motivet og på den måde “stjæle” dig til billeder, der ellers ikke er mulige. Men der skal være meget lys, kameraet skal have høj ISO, eller også skal du bruge et stativ – hvis ikke objektivet er optisk stabiliseret.

Vi har fundet Panasonic Lumix DMC-TZ1, som både har 10× zoom og optisk stabilisator – og alligevel et relativt kompakt design. Det giver spændende muligheder til ferien. Men hvis du vil have fuldt udbytte af dit zoomkamera, skal du nok regne med at medbringe et lille rejsestativ.

Endelig skal du være opmærksom på, at de større kameramodeller er ­noget lettere at holde, mens man foto­graferer.

Det kan være vanskeligt at holde fast om de helt små modeller, og det kan let give rystede optagelser.
Det fører os frem til spejlrefleks­kameraet, som er fotografens klassiske værktøj. Spejlreflekskameraet er noget større og tungere end de fleste kompaktkameraer, men det giver en helt anden fotooplevelse.

Den store forskel er søgeren; i spejlreflekskameraet bruger du ikke LCD-skærmen til søger; i stedet kigger du direkte ud gennem objektivet.

Det giver en helt anden fornemmelse af nærvær over for motivet, og du ser præcis det billede, der bliver optaget. Der er heller ingen forsinkelse i søgeren; flytter motivet sig, så ser du det som i en almindelig kikkert.

Spejlreflekskameraet er meget behageligt at holde, størrelsen og tyngden modvirker rystelserne, og alle knapper og hjul sidder ergonomisk korrekt. Så på mange måder er et spejlreflekskamera lettere at fotografere med end et kompaktkamera.

Det gælder ikke mindst Olympus’ fremragende model E-500, som vi har medtaget her. Det specielle ved E-500 er også, at det på mange måder ligner kompaktkameraet, hvad angår betjeningen, så det er meget let at gå til, og samtidig er prisen meget gunstig.

Kodak EasyShare V530

Lille, smart – og overraskende godt til prisen

Model EasyShare V530 er et meget lille, men også ganske lækkert kamera i V-serien, der ifølge Kodak signalerer “performance“.

Det er på størrelse med en pakke cigaretter, har et overraskende skarpt objektiv med 3× zoom, og med fem megapixels opløsning er kameraet fuldt ud tilstrækkeligt til feriebrug. Flashen er nok det svageste punkt; den er der bestemt ikke meget knald på.

Kameraet er forbavsende hurtigt, både til opstart og ved optagelse. Videokvaliteten er ganske imponerende med god lyd, og man kan minsandten også zoome under optagelsen. Med MPEG4-codec får vi videofilm, der blot fylder 31 MB per minut; det gør det realistisk at bruge kameraet som videooptager på ferien, da der kan være godt 33 minutter på 1 gigabyte.

Sony DSC-W50

Enkelt, praktisk og velfungerende

Sony er god til forbrugerelektronik, og firmaet satser fortsat hårdt og med succes på at dominere markedet for digitalkameraer.

Desværre er Sonys software ikke for spændende, og hvorfor kan kameraet ikke tilsluttes pc’en, uden at man skal indlæse en driver? Men når alt det er sagt, så har Sony produceret mange ganske udmærkede kameraer. Model DSC-W50S er da heller ikke en undtagelse.

Det er et behageligt lille lommekamera med en ny type billedsensor med 5 megapixel opløsning og lysfølsomhed på op til ISO 1000. Vi kan kun anbefale Sony DSC-W50 som et fint lille lommekamera. Den største ulempe er de lidt dyre og besværlige MemorySticks.

Videokvaliteten er heller ikke helt så god som Kodak-kameraets, da der bruges en kraftigere kompression. Til gengæld findes der en del ekstraudstyr som tele- og supertele-objektivkonvertere, filtre, ekstern slave-flash og undervandshus. Så der er ingen tvivl om, at man kan komme langt omkring med dette kamera.

FinePix V10 Zoom

Lækker udførelse og flot billedkvalitet

Fujifilm er en af de mere innovative kameraproducenter. Her har vi indfanget den ny FinePix V10, og der er tale om et ægte lommekamera med 3,4× optisk zoom, en 5,1 megapixel Super CCD og lysfølsomhed på hele ISO 1600.

Kameraet er altså optimeret til at kunne tage gode billeder under typiske danske, dårlige lysforhold. Og ikke mindst er den høje lysfølsomhed genial indendørs, selv om den indbyggede flash er ganske kraftig.

Fujifilms model V10 er ellers genkendelig på den store 3" LCD-skærm, som fylder næsten hele bagsiden. Den er imponerende god, og det er kameraet faktisk også som helhed. Man får indtryk af et “rigtigt” kamera. Godt nok er der ikke mange manuelle indstillingsmuligheder, men billedkvaliteten er noget bedre end i mange andre 5 megapixel-modeller..

Panasonic DMC-TZ1

Spændende, anderledes – og med kraftig zoom

Panasonic er et varemærke i en af verdens helt store elektronikkoncerner, Matsushita Electric Industrial Co. Da Matsushita ikke har den store tradition for optisk forskning, har man allieret sig med tyske Leica, som bidrager med optisk knowhow og produktkontrol.

Resultatet er her et objektiv af mærket Leica med 10× optisk zoom. Men jo længere brændvidde, objektivet har (televirkning), jo mere følsomt er det overfor rystelser. Derfor benytter Panasonic sin egen MEGA Optical Image Stabilizer.

Systemet kan være meget effektivt, så du formentlig kan optage med 10× zoom ved 1/50 sekund uden rystelser. Opløsningen i DMC-TZ1 er bare fem mega­pixels. Det er et nødvendigt kompromis, når kameraet skal være kompakt.

Det er tydeligt, at Panasonic DMX-TZ1 er beregnet til den aktive og måske også kreative fotograf, der koncentrerer sig om motivet og lader kameraet tage sig af resten. Og det er lykkedes ganske godt.

Canon S80

Kompakt, men med omfattende muligheder

Canon kan det der med digitalkameraer. Verdens største producent og med masser af gode modeller.

Så hvis du vil have et mindre kamera med den manuelle funktionalitet, de mindre modeller savner, er Canon S80 virkelig et godt bud. Her er knapper og hjul i lange baner, som dækker over et ganske stort udvalg af funktioner og manuelle indstillinger.

Det giver mulighed for direkte betjening af de fleste vigtige funktioner. Du skal for eksempel ikke ind i et menusystem for at skifte ISO – der er en knap til det. Der er også en programmerbar genvejsknap, som du ­eksempelvis kan bruge til eksponeringslås eller valg af hvidbalance.

Risikoen for at miste en god optagelse er meget mindre med et veldesignet kamera som S80 – det er et rigtigt lille fotografværktøj.

Hvor billedsiden er rigtig god, har Canon derimod altid haft svært ved at få videofunktionen på plads. Et minuts optagelse fylder hele 111 MB, og kvaliteten er ikke imponerende. Powershot S80 er et rigtig godt allround-kamera (på nær til video) i bedste Canon-kvalitet. Det er et kamera, man kommer til at holde mere og mere af.

Olympus Camedia E-500 m/14-45mm

Ægte spejlrefleks – men let at gå til

Spejlreflekskameraer er faldet enormt i pris de senere år. For bare få år siden var det utænkeligt at modeller som E-500 fra Olympus kunne købes til 5.000 kroner inklusive optik. Olympus-kameraet er også meget let at betjene.

Spejlreflekskameraer benytter en anden type billedsensorer end i kompaktkameraerne, og det giver en billedkvalitet, som er en tand bedre end alle de andre kameraer i denne artikel.

Spejlreflekskameraer er også systemkameraer. Det betyder, at de kan udvides med andre objektiver, flash, filtre med videre.

Så du er for eksempel ikke låst til et bestemt objektiv; du kan senere anskaffe vidvinkler, macro- og teleobjektiver samt den rigtig gode flash. Olympus er gode til at skrue kameraer sammen med stor funktionalitet. E-500 er en attraktiv model med 8 megapixel. LCD-skærmen bruges ikke til søger, men den er af meget høj kvalitet, og under gennemsyn kan optagelserne forstørres op til 14×, så det er let at vurdere skarpheden.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere