Livet i lommen
Palms første lommecomputer med harddisk er nu på gaden. Den er på fire gigabyte, og så virker lommecomputerens sædvanlige 128 megabyte hukommelse som latterligt lidt.
I dag har vi MP3 filer og Simpsons afsnit på den håndholdte, og så rækker den smule hukommelse ikke særligt langt.
Den første model med indbygget harddisk fra Palm kom til redaktionen i slutningen af maj, og efter en brydekamp om, hvem der først skulle have hænderne på apparatet, kan vi konstatere, at alt konvergerer: I fremtiden vil MP3 afspiller, håndholdt computer, ekstern harddisk, videoafspiller og det meste andet, vi kan forestille os, findes på ét og samme produkt.
Multitasking
Mange købere af lommecomputere opdager, at det ofte ender med, at de sidder og spiller Tetris i stedet for at koble sig på nettet, træffe aftaler og læse mail. Med Lifedrive får du et incitament til at tage enheden med overalt, da den fungerer lige godt som ekstern harddisk og bærbar videoafspiller. Kalenderen kan du se som en bonus.
Fire gigabyte er meget for en lommecomputer, men de mange faciliteter betyder, at harddisken hurtigt kan blive fyldt. Der er dog plads til en hel del musik og film. Til at overføre og konvertere vores filer brugte vi programmet Lifedrive Manager. Videofilm blev konverteret uden problemer, men det tog tid, og resultatet blev dårligt.
Et godt tip er at installere en ny medieafspiller (f.eks. Tcpmp) og lade filerne blive i originaludgaven.
Med Lifedrive Manager kan du også bladre i filerne på din Lifedrive samt automatisk sikkerhedskopiere og synkronisere disse med computeren. Den almindelige synkronisering er enkel, og USB 2.0 giver hurtig overførsel af filer.
Den indbyggede harddisk gør, at lommecomputeren bliver større end normalt. Den vejer 193 gram og er 19 millimeter tyk. Billedskærmen har en opløsning på 320x480 pixel og viser 65.000 farver. Den er en anelse mørkere end Tungsten T5, men det går fint at se film, så længe de ikke er alt for mørke.
En utroligt irriterende ting er dog den lille lampe, der lyser, så snart harddisken arbejder. Den forstyrrer filmvisningen, og vi antager, at der kommer en løsning på dette problem i form af en softwareopdatering fra Palm eller et tredjepartsprogram.
Med Bluetooth og WLAN får vi vores lyst styret, og det er svært at finde noget, vi savner med Lifedrive. Med en Bluetooth GPS har du også god plads til kort på den håndholdte computer.
En ny stjerne
Harddisken gør dog, at lommecomputeren ikke er lige så hurtig, som vi er vant til. En harddisk er noget langsommere end en flashhukommelse, hvilket betyder, at der ind imellem opstår ventetider, når programmer skal startes, men det kan vi bære over med, da ventetiderne ikke er særlig lange.
Med en pris på cirka 4.000 kroner er Lifedrive billigere end en hel del Pocket PC baserede lommecomputere, der nemt havner i skammekrogen, når man ser antallet af de funktioner, Lifedrive kan tilbyde. Med det i tankerne kan vi ikke gøre andet end at hilse en ny stjerne i Palms produktserie velkommen.