Sådan optager du din egen popvideo

Er du med i et band, og har du et almindeligt DV-kamera? Så kan du indspille din egen popvideo. Vi har spurgt de professionelle til råds om, hvordan du kommer i gang, og hvad du skal tænke på.

Sådan optager du din egen popvideo

Bogesunds slot ligger lige uden for Vaxholm, nord for Stockholm. Slottet er fra 1650 og har en smuk slotspark. Indvendigt er rummene så tilpas velbevarede, at slottet i dag fungerer som museum.

Højest oppe ligger en fantastisk sal, hvor det er let at forestille sig, hvordan slotsherren en gang i fortiden afholdt fester.

Lettere irriteret har instruktøren Marcus Engstrand fået bandet presset ind i et af slottets mindste rum. Ud over bandet er der også instrumenter, et sæt stærke lamper og et stort kamera. På gulvet ligger Marcus' iBook koblet til en forstærker, som driver et par gode højttalere. Det er varmt, og der ligger ledninger over alt, og både band og filmhold storsveder.

– Så kører vi, siger Marcus højt. Kamera!
Fotografen Erik Sohlström giver tegn til, at kameraet kører. Marcus går i gang med sangen In my blood, sikkert for trettende gang i dag, og bandet spiller for fuld skrue.
Lyden fylder det lille rum, og trommeslageren Lars kan slå til, uden at trommerne overdøver det hele.

Fotografen piller kameraet af stativet og tager skiftevis nærbilleder af instrumenterne og bandet. Markus blinker med belysningen ved hjælp af en manuel kontrol på lysdæmperen.

– Tak, råber Marcus begejstret, da sangen efter fire minutters energiudladning klinger ud.
Kameraet stoppes, optagelsen er lykkedes, og Marcus er tilfreds. Gruppen har arbejdet siden tidlig morgen, og de kan se frem til at skulle være på slottet til langt ud på de små timer.

Et almindeligt DV-kamera kan bruges

Nogle dage senere spørger vi Marcus, hvordan man skal producere sin egen musikvideo. Går det an at bruge et almindeligt DV-kamera?

– Absolut, med et DV-kamera kan du indspille film. Men frem for alt afhænger det af, om du har en god idé.
Da han blev spurgt, om han ville lave Laaksos video, gik han straks i gang med arbejdet. Arbejdet begyndte dog ikke med at stille stativet frem og montere kameraet.

Det første, han gjorde, var at lytte til sangen og melodien for at få ideer til videoen.

– Hvis der ikke ligger en idé bag, er jobbet forgæves. Ideen er alt. Mange vælger at beskrive ideen på et storyboard, det vil sige, at man skitserer videoens forløb, nogenlunde som en tegneserie. Her kan man illustrere, hvordan man ønsker, at det skal se ud, og dermed bliver det let at forstå for alle, som er med i processen.

Selv skriver jeg en såkaldt treatment, hvor jeg skriver ned, hvordan jeg synes, handlingen skal være. Hvilken teknik, man anvender, er en smagssag. Hvis alle involverede forstår, hvad der skal ske, er der gode forudsætninger for, at videoen bliver god.

Find en location

Sammen med ideen skal du også overveje, hvor der kunne være et velegnet sted til optagelserne. Husk på, at du kan filme et lille udsnit, så det kan være tilstrækkeligt med et hjørne eller en krog, som du finder et eller andet sted.

På Bogesund Slot hæftede Marcus sig ved de smukke gamle tapeter, ikke rummets størrelse. Da han gik tæt på medlemmerne af bandet med kameraet, fik han ikke så meget med af rummet. Men tapeterne kom med.

Det gør det nemmere, hvis du finder et sted til optagelserne, hvor der er adgang til strøm. Dels, hvis du får brug for at tilkoble nogle ekstra lamper eller oplade et ekstra batteri til kameraet, og dels for at drive anlægget. Tænk også på, at du muligvis skal indhente tilladelse, hvis du planlægger at filme ude i byen. Det er sjældent et problem, men det er bedst at spørge først.

Rekvisitter og sminke

Hvilken stil skal bandet have? T-shirt og jeans fungerer sikkert, men du kan sikkert komme på en mere inspireret påklædning end det – også når det gælder klæder, er det vigtigt at have en god idé.

Tænk også på, at det er vigtigt, at bandet har flotte instrumenter. En lækker mikrofon kan betyde meget. Lej eller lån! Når det gælder sminke, kan du komme langt med lidt pudder, så bandet ikke kommer til at se alt for sveddryppende ud.

Eftersom vi i Danmark døjer med seks måneders vinter – eller i hvert fald mørke – er det ofte nødvendigt med ekstra lys på optagelsesstedet. Du kommer langt med to eller tre lyskilder. Hvis solen skulle titte frem, kan du selvfølgelig også benytte dig af den.

Lad der blive lys

Der findes en regel, som er meget værdifuld at have i baghovedet, når man går i gang. Sørg for, at forskellige typer lys ikke blandes sammen.

En scene med Ikea-spots, lysstofrør og nogle almindelige glødelamper vil ikke give et godt resultat. Prøv at holde dig til én farvetemperatur, almindelige glødelamper, spots eller halogenlys.

Selvfølgelig kan du også vælge at købe eller leje megadyrt speciallys, hvis det er det, du ønsker. Men du får ofte et godt resultat med en fornuftig arbejdslampe til byggepladser, for eksempel fra Silvan. Måske er de endda så billige, at du kan købe to.

Når du alligevel er i byggemarkedet, skal du købe nogle flamingo-plader på 2x1 meter. Flamingo-plader har en fænomenal evne til at reflektere lys på en flot måde. Prøv at sætte en lampe på den ene side af dit filmmotiv og flamingo-pladen på den anden side. Det bliver superflot.

På bagsiden af flamingo-pladerne kan du pålime eller fastgøre lidt sort stof. Har du meget lys, kan det medføre grimme reflekser, for eksempel i det blanke metal på guitaristens plektrum. Det sorte materiale æder lyset og tryller reflekserne væk. Prøv dig frem til den rigtige kombination.

Skru op for lyden og optag

Når du har fundet et velegnet sted til optagelserne, sætter du sangen i gang, så bandet kan synge og spille med. Marcus bruger sin lille Ibook med Itunes som musikafspiller, men det er lige så godt med en MP3- eller cd-afspiller.

Tænk på, at den lyd, du afspiller i højttalerne, ikke er den, som vil kunne høres på videoen. Højkvalitetslyden lægger du ind under den efterfølgende redigering. Derimod kan det være en fordel at kunne høre musikken fra optagelsen under synkroniseringen.

Når du mener, at bandet er synkroniseret med musikken, kan du afspille sangen yderligere nogle gange og filme detaljer. Et nærbillede på guitaristens hånd, forsangerens excesser eller trommeslagerens hi-hat. Slip dit indre legebarn fri!

Afhængigt af musikken bliver du nødt til at teste forskellige kamerateknikker. Spiller bandet trash-pop eller rock, kan det måske føles helt rigtigt med håndholdt kameraføring og meget zoom. Spiller de noget mindre støjende, vil det formentlig være helt ved siden af.

For at du kan have materiale at plukke fra i redigeringsfasen, bliver du nødt til at filme hele bandet et par gange, hvor kameraet er placeret på et stativ. Det kan desuden være en god idé at skabe en afbrydelse i de håndholdte optagelser eller bryde stilheden i videoen med forskellige typer filmmateriale.

Tænk også på, at DV ikke lige så godt som film til at håndtere rystede håndholdte optagelser. For at få det bedste resultat bør du anvende et stativ, som du kan bære rundt på for at få tilpas rystede optagelser.

Glem heller ikke at filme stemningsbilleder, hvor bandet går eller står på forskellige steder. Eller hvorfor ikke give pokker i bandet og filme en tredje person eller smukke omgivelser?

Når du er tilfreds med filmmaterialet, er tiden kommet til at sætte dig foran computeren for at klippe og synkronisere materialet, hvorefter du efterredigerer med filter og farvekorrektion.

Tips til lyssætning

Brug det samme lys

Bland ikke lys fra lysstofrør, halogenlamper og almindelige glødelamper, med mindre du bevidst ønsker at skabe et specielt lys. Lamperne har forskellige farvetemperaturer, hvilket betyder, at farvetonen på filmen bliver forskellig. Ikke alt for heldigt!

Reflektér mere

Undgå meget dybe skygger ved at lysne skyggesiden med flamingo-plader.

Skygge er godt

Hvis du vil lave en video, hvor lyset skal tage sig ud fra sin bedste side, bliver det smukkest, hvis det får lov til at falde ind gennem et stort beskidt vindue. I skyggen af et stort træ på en solrig dag er lyset også fantastisk.

Indirekte lys styrer for vildt

Sæt en stærk byggepladslampe op på en lys væg og en anden i loftet, og med et snuptag har du en blødt og fint rumbelysning.

Udstyret, du bare ikke kan være foruden

Kamera

Dit sædvanlige DV- eller mini-DV-kamera er velegnet. Sørg for, at batteriet er opladet og hav et par ekstra DV-bånd på lager.

Stativ

Du kan håndholde kameraet, men det er altid godt at supplere med nogle klip, hvor billedet er helt stabilt. Et godt stativ er et tungt stativ, men tænk på, at du skal kunne overkomme at bære rundt på det. Manfrotto 190 DB er et godt stativ med videohovedet 128 RC. Pris cirka 1.700 kroner for hele pakken.

Flamingo

Et sæt flamingo-plader, cirka to meter i højden og en i bredden, vil gøre underværker, når du skal lysne eller reflektere lys fra lamper eller solen.

Tape

Til ledninger og flamingo-plader. Med en fornuftig rulle gaffa-tape kan du klare alle situationer.

Forstærkere

Hvis du skal indspille musik, skal bandet kunne høre sangen. Højt. Man kan se det med det samme, når bandet ikke kan give sig fuldt ud, fordi de står og mimer. Bank lydstyrken helt op under loftet!

Sort stof

Sæt sort stof fast på bagsiden af flamingo-pladerne, så du får en enhed, som dæmmer op for reflekser og unødvendigt lys.

Højttalere

Et par små højttalere vil være at foretrække, fordi du formentlig kommer til at rykke rundt på dem. Men husk på, at de skal have en god og stærk lyd.

Forlængerledninger

Der skal altid bruges strøm, og strømudtaget sidder altid langt væk. En god kabeltromle og en fornuftig stikdåse kan redde situationen og gøre alting meget lettere.

Lys

Nogle Ikea-spots eller halogenlamper til bygningsarbejde fungerer godt som belysning. Hvis altså ikke solen er til rådighed, selvfølgelig.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere