Tidligere ansatte kræver løn af Refer

Den 32-årige internet-iværksætter Rasmus Refer er gået konkurs et hav af gange. Senest forrige onsdag med selskabet Orbis Danmark. To tidligere ansatte fortæller her om en dagligdag med manglende lønninger, ubetalte regninger og sure leverandører.

MDB Communications. Scandinavian Media Group. Nordisk Tele Aktieselskab. Din Indretningspartner. MDB Publications. Og senest Orbis Danmark, der krakkede i forrige uge. Listen over Internet-iværksætteren Rasmus Refers krakkede eller tvangsopløste selskaber er lang.

Ovenstående fallitboer - samt nogle stykker til - har givet fast arbejde til en række advokathuse i lange perioder mens et utal af leverandører og kunder har mistet store millionbeløb på at gøre forretninger med den idérige og foretagsomme entreprenør.

Computerworld Online har talt med flere af Rasmus Refers nuværende og tidligere ansatte om, hvordan det er at arbejde i et firma, hvor hyppige konkurser, ubetalte regninger, forsinkede lønninger og vrede kunder er en del af hverdagen.

Lisbeth Neergaard er en af dem, der har oplevet Rasmus Refers forretninsstil på nært hold. Først som kontorelev og siden som afdelingsleder og personlig sekretær.

Hun var 23 år, da hun i 1999 tiltrådte en stilling som kontorelev i det københavnske reklamebureau MDB Communications.

Firmaet, der foruden at være reklamebureau også udgav to fagaviser, var ejet af den københavnske iværksætter og virksomhedsejer Rasmus Refer, som Lisbeth Neergaard var kommet i kontakt med via en bekendt.

- Jeg kom til samtale hos ham, og vi aftalte at jeg skulle begynde efter påske. Et par dage efter ringede han og spurgte, om jeg ikke kunne starte med det samme, siger Lisbeth Neergaard, der ikke havde hørt om Rasmus Refer tidligere.

Skulle selv udfylde papirer

En af hendes første arbejdsopgaver var at udfylde sine egne papirer om uddannelsesmål og arbejdsopgaver, som skulle indsendes til handelsskolen.

Efter nogle dage blev hun sat til at rydde op i sin chefs papirer, og her fandt hun oplysninger om et af hans tidligere selskaber, Nordisk Tele Aktieselskab, der var gået konkurs.

Få dage efter sin tiltræden gik også MDB Communications fallit, men Lisbeth Neergaard blev beroliget af sine kollegaer. Det skulle nok gå, for det plejede det at gøre.

Forudsigelsen viste sig at holde stik. Aktiviteterne i MDB Communications blev overdraget til et nyt selskab, Scandinavian Media Group. Her fortsatte forretningen i en periode indtil også SMG kom i vanskeligheder.

Endnu et krak

Samtidig med at endnu en konkurs var under opsejling, blev 26-årige Allan Petersen ansat som sælger. Det var i september 2000. Han kendte ikke firmaets forhistorie, men fik ifølge eget udsagn blot fortalt, at SMG stod overfor at blive overtaget af et selskab ved navn Commercial Net Media.

- Vi fik at vide, at vi selv skulle sige op og derefter ville blive overflyttet til CNM, som jeg ikke på det tidspunkt vidste tilhørte Rasmus Refer. Senere hørte vi, at Scandinavian Media Group var blevet lukket, fordi Told og Skat havde begæret firmaet konkurs, siger Allan Petersen.

Salget gik godt og Allan Petersen blev udnævnt til salgschef for Tidens Bolig (et af Rasmus Refers magasiner, red.), hvor han var eneste ansatte.

Da Scandinavian Media Groups krak var en realitet blev Allan Petersen ligesom Lisbeth Neergaard overflyttet til selskabet Orbis Danmark under Commercial Net Media.

Allan Petersen blev forfremmet til afdelingsleder og fik i august sidste år til opgave at åbne et salgskontor i Odense med tre medarbejdere.

De to nu forhenværende Refer-ansatte oplevede begge en dagligdag i Rasmus Refers selskaber præget af kaos, store armbevægelser og brudte løfter.

I Odense blev Allan Petersen snart klar over, at planerne om et Fynsk salgskontor indeholdt mere luft end realiteter.

Kaos i Odense

- Jeg fandt ud af, at der ikke var blevet betalt husleje. Der var ikke nok computere, og der manglede skriveborde og en printer. Da jeg brokkede mig, fik vi lidt penge til knive og gafler og glas. Vi blev lovet, at vi også ville få penge til lamper, men de kom aldrig. Den første løn i august blev en uge forsinket. Jeg håbede på det bedste, men den næste løn var også forsinket, siger Allan Petersen, der også oplevede at han fik mindre i løn end aftalt.

Fra sin centrale plads som afdelingsleder på kontoret i Købanhavn og senere sekretær for Refer kunne Lisbeth Neergaard på nærmeste hold betragte Rasmus Refers måde at drive forretning på.

- Vi havde hele tiden fogeden rendende og konkursbegæringer hængende over hovedet. Nogle gange flere gange om ugen. Alle vores faste leverandører skulle altid have deres penge kontant. Hvis ikke vi kunne betale, var der mange, der prøvede at indgå forlig for ikke at miste deres penge ved en konkurs, husker hun.

De mange ubetalte regninger betød, at firmaet havde stadig vanskeligere ved at indgå forretningsaftaler. Det problem blev løst ved at udvide virksomhedens aktionsradius til dele af Danmark, hvor navnet ikke var kendt.

Stor udskiftning

De ofte kaotiske arbejdsforhold blev forværret af en stor udskiftning i personalet. Rasmus Refers forskellige firmaer søgte konstant nye medarbejdere, særligt sælgere som Allan Petersen, men det var ikke noget problem at få nye folk, fortæller Lisbeth Neergaard og Allan Petersen samstemmende.

- Han lovede guld og grønne skove ved ansættelserne. Jeg var med til nogle ansættelsessamtaler, hvor jeg var nødt til at bremse ham. Han lovede firmabil, fri telefon og bærbar computer. Jeg blev selv på et tidspunkt lovet en jordomsejling og en dyr middag, men det viste sig altid, at det var noget han bare fyrede af, siger Lisbeth Neergaard.

Allan Petersen:

- De fleste sætter sig ikke ind i, hvem der står bag, når de søger job i et firma. Samtidig lokker Rasmus Refer jo med fede kontrakter, og det lyder jo godt. Man bliver let betaget af det. Ens vildeste fantasi tror jo ikke, at nogen kan være så grum.

Løn var forsinket

Der var problemer med lønnen hver eneste måned. Ofte var pengene forsinket. Ind imellem fik de ansatte et forskud på 5000 kroner uden kvittering med løfte om at få resten udbetalt senere.

Efter en episode sidste efterår, sagde Lisbeth Neergaard stop. Hun fortæller, at hun af Rasmus Refer var blevet lovet en bærbar computer.

Hun fik computeren som aftalt og alt var tilsyneladende i orden. Troede hun. Lige indtil en dag, hvor forhandleren af computeren troppede op på firmaets adresse og sagde, at han ikke havde fået sine penge.

- Jeg måtte selv gå ned i banken og hæve 6000 kroner som jeg betalte ham. Pengene blev taget fra min opsparing, men da jeg bad Rasmus om at få mine udgifter dækket, fik jeg bare en mail, hvor han skrev, at det måtte vi se på. Så fik jeg nok, siger Lisbeth Neergaard.

Fyret

Hun meldte sig syg og fik en lægeerklæring. Kort efter fik hun en mail med en fyreseddel. Det var kort før jul sidste år. Herefter tog Lisbeth Neergaard kontakt til sin fagforening, Ledernes Hovedorganisation, som besluttede at slæbe Rasmus Refer i skifteretten med lønkrav for 80.000 kroner.

Også Allan Petersen valgte at sige op. På det tidspunkt var hans to medarbejdere på Odense-kontoret for længst forduftet. I stedet for at gå til sin fagforening, hyrede Allan Petersen advokat Steen Ternstrøm der på hans vegne begærede Orbis Danmark konkurs. Konkursen var en realitet kort før påske.

Allan Petersen vurderer selv, at han har omkring 100.000 kroner til gode i løn og feriepenge. To gange har han været i retten med Rasmus Refer indtil skifteretten mistede tålmodigheden med den driftige forretningsmand og afsagde konkursdekret.

Trods de mange negative oplevelser kan Lisbeth Neergaard godt få øje på positive sider ved den kontroversielle forretningsmand.

Stor frihed

- Man får meget frihed under ansvar og er meget med i det hele, hvad der også er grunden til, at man bliver hængende som administrativ medarbejder. Med sælgerne er det anderledes. Det er et under, at de kan sælge under de vilkår.

Også Allan Petersen sidder tilbage med en fornemmelse af at være klogere efter sit møde med Rasmus Refer.

- Han lovede og lovede og forlangte og forlangte, men der skete aldrig noget. Men han er selv en meget dygtig sælger og ved udmærket, hvilke knapper han skal trykke på for at få sine ideer igennem, siger Allan Petersen, der betegner Rasmus Refer som en fantastisk entreprenør til at sætte ting i gang.

- Men ledelsesmæssigt kan han ingenting og det han lover, det holder han ikke, lyder skudsmålet af hans tidligere arbejdsgiver.

Rasmus Refer erkender, at han har haft for meget om ørerne i sine blad- og internetvirksomheder, hvoraf en stor del er gået konkurs eller tvangslukket. Det vil han nu lave om på. Han er dog ikke enig i alle beskyldningerne mod ham.

Konkursen før påske i internetfirmaet Orbis Danmark har taget hårdt på den 32-årige internet-iværksætter Rasmus Refer. Selvom det langt fra er første gang, Rasmus Refer er krakket, så var det særligt slemt denne gang, forklarer han i et interview med Computerworld Online.

Orbis Danmark blev taget under konkursbehandling af skifteretten i København før påske på begæring af to tidligere ansatte, der mente sig snydt for tilsammen 180.000 kroner i løn og feriepenge.

Afviser lønkrav på 180.000

- Tvisten handlede om to måneders løn på tilsammen 50.000 kroner, men vi fik ikke afleveret processkrift i tide, og derfor blev vi tvunget til at lukke, siger Rasmus Refer, der kalder kravene på 180.000 kroner mod ham for ?helt hen i vejret?.

- De havde været ansat i fire eller fem måneder. Ifølge funktionærloven har man så ret til en måneds opsigelse, men de forlangte hele tre måneder hver. Så hvordan de er kommet frem til 180.000 kroner vil jeg gerne have en forklaring på.

Begge medarbejdere har været ansat i mindst et af Rasmus Refers øvrige krakkede selskaber før ansættelsen i Orbis Danmark. Når deres arbejdsplads gik konkurs, blev de overflyttet til et nyt Refer-selskab med nye kontrakter, men det giver dem ikke en længere anciennitet, mener iværksætter-direktøren.

- I det øjeblik du skifter fra et selskab til et andet, så stopper alle aftaler, hvad enten grunden er en konkurs eller andre forhold. Ancienniteten blev ikke videreført i Orbis Danmark, og det fik Lisbeth Neergaard også at vide på et møde. Så kan man ikke bare komme et halvt år senere og forlange noget andet, siger han.

Stram likviditet

Til beskyldningerne om forsinkede og mangelfulde lønninger og kaotiske arbejdsforhold i det hele taget siger Rasmus Refer, at medievirksomheder som Orbis Danmark ofte har en hektisk hverdag, hvor det kan være svært at nå det hele. Samtidig har selskabet haft mange penge ude at svømme i form af udlæg, og det har drænet kassebeholdningen i perioder.

- Det er rigtigt, at der har været problemer med likviditeten, men det er folk også blevet informeret om.

Hvad angår de mange ubetalte regninger, så kan Rasmus Refer godt huske, at telefonregningen i et enkelt tilfælde ikke blev betalt på kontoret i Odense, men det var en svipser, forsikrer han.

- Det skyldtes, at regningen var blevet sendt et forkert sted hen, og telefonen blev åbnet igen efter fire timer.

Rasmus Refer erkender, at han måske har lovet for meget til medarbejderne i forhold til, hvad han kunne holde.

Rejser og pengegaver

- Folk er blevet forkælede, og det er nok rigtigt, at jeg har givet for meget i løn. Men jeg har også uddelegeret et stort ansvar til mange medarbejdere. Og samtidig har folk fået rigeligt med bonuser og gaver i form af rejser og møbler, så egentlig synes jeg, at jeg har været meget flink, siger Rasmus Refer, der ifølge ham selv har lært en del efter den seneste konkurs.

- Jeg har faktisk lært nogle ting. Blandt andet om administration af medarbejdere og det vil jeg tage med i min næste strategiplan.

Al modgangen til trods har han ikke mistet modet.

- Nu har vi knoklet med det her i 12 år, og så lukker vi ikke bare. Men det er klart at vi må gøre noget. En af beslutningerne var at træde ud af den daglige ledelse i Atriax Danmark. Det giver mig 10-15 timer om ugen. Der er også nogle andre ting på vej. Der skal uddelegeres meget mere ansvar, og så skal der indsættes en professionel bestyrelse i Commercial Net Media, så der er flere til at tage de overordnede beslutninger. Der har jeg måske været lidt egenrådig. Men nu skal jeg først have noget luft og lidt ferie, siger Rasmus Refer.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere