65 procent af 1.700 IT-folk, der har deltaget i IT Tendensundersøgelsen 2002, mener, at IT-ansatte arbejder for meget.
Administrerende direktør Henrik Engelund fra Niveau, som står bag undersøgelsen, vurderer, at det hårde arbejdspres i branchen skyldes tre ting:
1. - Det har altid været en bærende kultur i IT-branchen, at man har travlt. Det skal være stresset, vi skal nå en masse ting, og det skal være hurtigt og smart.
2. - Det har noget med økonomi at gøre. Branchen har bygget sig op i omkostningsniveau, og de fleste får en god, fornuftig løn. Det medfører meget berettiget større krav til dem, og de skal yde mere, siger Henrik Engelund.
3. - Mange virksomheder har ikke kunnet få de medarbejdere, de havde brug for. Det har betydet, at de, der var der i forvejen, måtte løse opgaverne, siger Henrik Engelund.
Niveau, der udbyder kurser og konsulentydelser til IT-folk, har gennem de sidste fem år kunnet mærke en støt stigende efterspørgsel efter psykologi-orienterede kurser. Her er stress og omstrukturering af hverdagen efterhånden blevet et vigtigt tema for kursisterne.
? Men det er et tema, der er fyldt med dilemmaer. For det er jo folks egen drift, der har drevet dem i retning af, at de vil have karriere og et højt lønniveau og samtidig vil have hus, børn, familie og alt mulig andet. Det giver bagslag på det tidspunkt, hvor du opdager, hvad der er de sande værdier. For der har du købt huset, og bilen og har lagt dig på et vist omkostningsniveau. Det er ikke så nemt at lave de beslutninger om igen, fastslår Henrik Engelund.
Engagementet driver
Kommunikationschef Henrik Egede fra IT-Brancheforeningen kan sagtens genkende, at IT-folk arbejder mere end normen. Men han mener, at det er vigtigt at skelne mellem sund og usund stress. Han påpeger, at det at arbejde meget ikke nødvendigvis er den sikre kurs mod en hjerneblødning eller en kollaps.
? Jeg tror, at mange i branchen er meget engagerede, fordi de godt kan lide arbejdet, og derfor lægger de også flere timer i det. Og det er ikke i sig selv dårligt. Der er mange, der får en stor livskvalitet ud af, at de føler, de er nyttige, siger Henrik Egede.
Men han understreger, at man i IT-Brancheforeningen selvfølgelig ikke er blinde for, at engagementet også kan kamme over. Det er grunden til, at foreningen i samarbejde med Arbejdsmiljøinstituttet er ved at undersøge stress i IT-branchen mere systematisk.
? Vi vil gerne vide noget om det. Vi mener, at folk skal holde længe, og at det engagement, de lægger i jobbet, skal være kontrolleret i forhold til, at de også har en høj livskvalitet i øvrigt, siger han.
For få løfter byrden
IT-fagforeningen Prosas formand Henrik Kroos fortæller, at IT-folks høje arbejdstider bekræftes af foreningens egne arbejdsmiljøundersøgelser. Han beklager, at arbejdsbyrden ikke bliver fordelt på flere hænder.
? Vi ser en meget høj nedslidningsfaktor i branchen, og det er paradoksalt, at nogen arbejder mere og mere, samtidig med at andre udstødes, fordi de ikke kan få et job, siger han.
? Men det skyldes nok, at det tager lang tid at bygge kompetencer op og få den rigtige mand. Så mange virksomheder vælger den nemme løsning og lader folk arbejde over frem for at ansætte nye kræfter.
Henrik Kroos mener, at folk finder sig i at arbejde for meget på grund af stor interesse for faget og loyalitet over for arbejdsgiver og kolleger.
? En del af ansvaret bærer folk selv, men det har også noget med kulturen på arbejdspladsen at gøre. Mange arbejder igennem, fordi de sidder i projektgrupper og vil ikke svigte nogen ? der er jo andre, der er afhængige af, at det, man laver, virker i morgen tidlig, siger Henrik Kroos, der mener, at tillidsmanden eller arbejdsgiveren godt lidt oftere kunne gå ind og ?lege mor? og fortælle folk, at det er på tide at slappe lidt af.
Denne artikel er fra Computerworld IT Job |
IT Job er Computerworlds ugentlige karrieresektion. Bestil abonnement her. |