Der var ikke sparet på reklamekronerne, da datanettet GPRS, som er forløber for 3G-mobilnettet UMTS, blev skudt i gang i starten af året.
I dag 11 måneder efter har nettet dog fortsat så få kunder, at det ikke kan betale sig at sende dem en regning for data-forbruget. Det mener både TDC og Sonofon.
TDC lå sammen med Sonofon fra starten klart højest med hensyn til betaling for forbruget på en GPRS-telefon. Telegiganten ville oprindeligt kræve 25 kroner pr. Mbyte, oven i et abonnement på 240 kroner i kvartalet. Orange meldte fra starten ud, at man ville ligge under den pris.
Men ingen af selskaberne har fået kunder nok til, at det overhovedet kan betale sig at opkræve penge for forbruget. Samtidig arbejder både Sonofon og TDC med nye priser på GPRS-tjenester.
Selskaberne regner med, at GPRS tager fart fra første eller andet kvartal næste år.
? Vi vurderer løbende prissætningen, men vi begynder først at opkræve betaling fra andet kvartal næste år, siger markedsdirektør Morten Falkenberg fra TDC Mobil.
Meldingen fra Sonofon er, at de begynder at tage betaling fra 1. januar, men måske bliver det udskudt, siger Bo Heimann Larsen fra Sonofons informationsafdeling.
Skuffende kundeudvikling
Morten Falkenberg vil ikke ud med, hvor mange GPRS-kunder TDC har i dag, men han konstaterer, at markedet slet ikke er kommet i gang endnu. Hos Sonofon melder man om 3.000 til 4.000 kunder, der primært skal findes i erhvervslivet.
Den kedelige kundeudvikling hænger sammen med, at der først nu kommer GPRS-telefoner på gaden fra de to store producenter Ericsson og Nokia. Motorola og Siemens har haft enkelte modeller på gaden, men det har ikke ligefrem fået kunderne til at stå i kø efter den nye datatjeneste.
TDC mener, at leverandørerne har et ansvar for den nye datatjenestes foreløbige fiasko. Nokia og Ericsson leverer både delene til nettet og mobiltelefonerne og har gjort stor reklame for datanettet.
Teleselskabet mener derfor, det er useriøst først at levere brugbare telefoner 11 måneder efter, netværket er oppe at køre.
Udviklingen inden for GPRS har fået TDC til at bede om udsættelse af udrulningen af UMTS-nettet i blandt andet alpelandet Schweiz, hvor TDC-selskabet Sunrise har fået en UMTS-licens.