Danskerne har taget godt i mod den antiterrorpakke, som regeringen sendte i høring i denne uge. Ifølge en dugfrisk undersøgelse, accepterer hver anden dansker, at politiet og efterretningsvæsenet fremover må intensivere overvågningen og registreringen af borgerne.
Undersøgelsen spurgte direkte danskerne, om terrorangrebet mod USA den 11. september har medført, at overvågning af enkeltpersoner på internet, computere, registre og mobiltelefoner bør intensiveres for at forebygge terror. 49 procent accepterede mere intensiv overvågning.
? Vi er blevet mere positive over for overvågning efter den 11. september, selv om vi stadig ikke bryder os om et totalt overvåget samfund, forklarer professor Peter Blume fra Københavns Universitet.
Politiet læser med
I Justitsministerens antiterrorpakke skal politiet blandt andet have mulighed for at sniffe fremmede computere ved at installere et program, der direkte aflæser tastetryk og sender dem videre til politiet. Lovforslaget lægger også op til, at internetudbydere og teleselskaber i højere grad skal gemme trafikoplysninger for kundernes færden for at kunne udlevere dem efter en dommerkendelse. Men det nytter ikke, vurderer oppositionen.
? Overvågning giver en falsk tryghed. Man fanger kun de små fisk. De store forbrydere og terrorister går udenom. De har teknikken til at omgå politiet ved for eksempel at kryptere deres meddelelser, siger IT-ordfører Knud Erik Hansen fra SF.
Han understreger, at han har ikke noget imod, at politiet eller efterretningsvæsenet overvåger enkeltpersoner efter en dommerkendelse. Det er udspioneringen og mistænkeliggørelsen af den brede gruppe af lovlydige borgere, der plager SF?s ordfører.
? Det system, hvor man mistænkeliggør en gruppe, der for eksempel har talt i mobiltelefon over den samme mast samtidig med kriminelle, det skal vi ikke udbygge. Det er også de færreste, vi fanger på den måde, siger Knud Erik Hansen med henvisning til Thorsen/Trads-sagen, hvor politiet fik adgang til alle trafikdata for en given sendemast.
Overvågning ? den nye svøbe
Hans kollega fra Det radikale Venstre erkender overvågningsdilemmaet, men har ingen svar.
? I industrisamfundet var miljøet den store svøbe. Her bliver overvågning det store problem, men jeg har ingen klare svar ? det er så svært, siger IT-ordfører Morten Helveg Petersen.
Og dilemmaet mellem teknikkens muligheder og hensynet til friheden for den enkelte bliver stadig mere kompliceret, fordi ny teknik giver nye måder at efterforske og nye måder at overvåge på.
? Mere teknik øger overvågning. Så det eneste, vi kan gøre, er at sikre, at alle kan overvåge og kryptere deres egen post, siger Martin von Haller Grønbæk, der er advokat for Foreningen for Dansk Internet Handel (FDIH). Han
advarer mod, at efterforskningshensynet kan vippe efter terrorangrebet i USA.
? Vi må have en diskussion af de overordnede principper, så det ikke bliver hovsa-løsninger, når der kommer børneporno og terror, siger Martin von Haller Grønbæk. Han peger på, at terroren har fejet alle borgerrettighedsbevægelser i USA af banen.
? Efterretningstjenesterne havde jo forslagene til stramninger klar i lommerne, siger IT-advokaten.
Læs mere i avisen Computerworld i morgen fredag