Af Christian Lund, Computerworld Online
GN Store Nord omsatte i år 2000 for 7 milliarder kroner. Det er 30 procent højere end sidste år. De tre fokusselskaber, NetTest, GN Netcom og GN ReSound står for godt 80 procent af omsætningen mens Sonofon står for resten. GN Store Nord udtrykker tilfredshed med resultatet, som lever op til selskabets egne forventninger.
Omvendt er resultatet værre, end analytikerne havde forventet, og aktiemarkedet har også kvitteret ved at sende kursen på GN Store Nord ned med 8 kroner til kurs 89 onsdag eftermiddag.
Nettoverskudet blev på 12,7 milliarder kroner. Dette er dog stærkt påvirket af salget af dele af Sonofon til Telenor for 12,8 milliarder kroner. Renses resultatet for denne indtægt og skat, så blev resultatet 168 millioner kroner. Bestyrelsen foreslår, at der udbetales 132 millioner kroner i udbytte eller 60 ører pr. aktie.
Notering af NetTest
Af årsregnskabet fremgår det, at GN NetTest vil blive dobbeltnoteret på både Københavns Fondsbørs og den amerikanske Nasdaq-børs i første halvår af 2001. Dette forudsætter dog et stabilt og attraktivt børs-marked, meddeler GN Store Nord.
Udskilningen af NetTest-aktier bliver første skridt mod en fuldstændig udskilning af selskabet. Efter udbuddet vil GN Store Nord eje cirka 75 til 85 procent af aktierne i NetTest.
- Hensigten er ? men GN Store Nord er ikke forpligtet til ? at overdrage disse aktier til GN Store Nords aktionærer. Overdragelsen ventes at ske inden for et år efter børsnoteringen, skriver GN Store Nord i årsregnskabet.
GN Store Nord venter at omsætte for 5,5 milliarder kroner i løbet af 2001 eksklusive indtægten fra Nettest, og venter at nå et nettoresultat på omkring 100 millioner kroner.
Følg GN Store Nords aktiekurs her