Af Lone Bech, Computerworld Online
Selvom ligelønsloven den 9. februar kan fejre 25 års jubilæum får kvinder i IT-branchen stadig mindre i løn end deres mandlige kolleger.
Ifølge edb-fagets fagforening PROSA tjener mænd inden for det private arbejdsmarked gennemgående 5-6 procent mere end kvinder med tilsvarende brancheerfaring. Og inden for det offentlige område, hvor edb-folk er ansat i kommuner, ministerier og skoler er mændenes personlige tillæg gennemsnitligt 34 procent højere end deres kvindelige kollegers. En lønforskel som er steget inden for de seneste år.
- Det ser sort ud med ligelønnen. Vi er nok derhenne, hvor vi må erkende, at man kan slippe godt fra at betale kvinder mindre end mænd for det samme arbejde. Lønforskellen skyldes hverken, at jobbet er særligt fysisk krævende, at IT-branchen er et traditionelt mandefag eller at kvinder arbejder mindre end mænd, understreger Steen Andersen, faglig sekretær i PROSA.
Forskel vokser
Ifølge PROSA?s lønstatistik er forskellen i det private erhvervsliv steget svagt, mens det især ser sort ud med de personlige tillæg på det offentlige område. I år 2000 fik mænd i gruppen med de højeste tillæg gennemsnitligt over 50 procent mere end deres kvindelige kolleger, hvor gennemsnittet i 1999 lå på 22 procent.
Ifølge Steen Andersen stilles der større krav til kvinderne, hvis de skal opnå ligeløn.
- Det er typisk, at kvinder skal have højere uddannelse og mere erfaring fra erhvervslivet for at få samme løn som mændene. Og især inden for det offentlige springer lønforskellen meget i øjnene. Grundlønnen er den samme for mænd og kvinder, men det er i de personlige tillæg forskellen eksisterer. Mændene får næsten dobbelt så store tillæg som kvinderne. Der er simpelthen tale om en systematisk forskelsbehandling, fastslår PROSA?s faglige sekretær, som nu vil undersøge problemet og slå et slag for, at lønforskellen bliver udjævnet.
- Vi kan ikke som fagforening acceptere, at man underbetaler folk, siger Steen Andersen.
Synlig løn
Hos SAM-DATA, der ligeledes repræsenterer ansatte i IT-branchen, oplever man derimod ikke, at lønforskellen er særlig stor. Her er den største lønforskel på omkring 5 procent inden for de tekniske jobfunktioner som drift og programmering, mens der ikke er nogen mærkbar forskel inden for Internet, pc-support og undervisning.
Ifølge Tommy Romme, faglig sekretær i SAM-DATA, er der en tendens til, at lønforskellen hænger sammen med overarbejde.
- Min oplevelse er, at mænd laver jobaftaler, hvor de i større grad påtager sig overarbejde og derfor får højere løn, mens kvinder ikke tager overarbejde. I princippet får de altså ens løn, siger han og fortsætter:
- Vi ved der er lønforskelle. Det er der alle steder, og det skal der gøres noget ved. Både arbejdsgivere og medarbejdere skal stoppe med, at man ikke må snakke løn på arbejdspladsen. Man skal i højere grad synliggøre lønninger, vurdere Tommy Romme.