Af Dorte Toft, Computerworld Online
Center for Tilgængelighed, der har fem år på bagen, lukker. Hjælpemiddelinstituttet kan ikke skaffe penge til videreførelse af centret, der blandt andet skal sikre, at ældre og handicappede kan få adgang offentlige bygninger. Arbejdet med tilgængeligheden i den virtuelle verden, til hjemmesider, vil dog fortsætte, men i andet regi.
- Vi har penge fra Forskningsministeriet til web-området frem til november, og vi har indsendt en ny ansøgning, siger direktør Erland Winterberg, Hjælpemiddelinstituttet. Instituttet er en selvejende institution, der drives af amterne samt København og Frederiksberg kommune.
Web-arbejdet lægges i Hjælpemiddelinstituttets projekt Netjob. Projektet, der blev startet i 1995 som et samarbejde i Århus Amt og arbejdsformidlingen i Århus, ser på, hvorledes man kan anvende IT som middel til at øge fysisk handicappedes tilknytning til arbejdsmarkedet.
Ifølge Erland Winterberg rammer manglen på midler til Center for Tilgængelighed IT-området på anden vis. For eksempel vil der ikke være penge til at sikre, at danskere sidder med ved bordet, når der i EU diskuteres, hvorledes tilgængelighed indgår som et fast element, når standarder både i den fysiske og den virtuelle verden skal fastlægges.