Indhold
Firmaet bag det rasende populære internet-telefoni-program Skype er muligvis ved at blive solgt til eBay. Det skriver The Wall Street Journal.
Den store netauktions-gigant skulle efter sigende være parat til at smide mellem to og tre milliarder dollar på bordet.
Det svarer til mellem 12 og 18 milliarder danske kroner.
For eBay handler det alene om at udvide virksomheden med et nyt forretningsområde, der kan give nye indtægter.
Samtalerne omkring salget er dog stadig i de indledende faser og kan ifølge kilder nemt nå at falde på gulvet.
eBay ville ikke kommentere oplysningerne, og det lykkedes ikke avisen at få fat i nogle repræsentanter fra Skype.
Det Luxemburg-baserede Skype, hvis software gør det muligt at ringe gratis via internettet, har før været kædet sammen med andre virksomheder, men indtil videre har intet altså resulteret i en handel.