Indhold
JVC har udviklet verdens første dobbeltlags DVD-RW-medie. Firmaet vil præsentere teknologien for medlemmerne i DVD Forum og foreslå, at man gør det til en standard.
Der har ellers været forlydender om, at det slet ikke kunne lade sig gøre at producere enkeltsidede genskrivbare dobbeltlags-dvd'er, men det har JVC tilsyneladende ikke ladet sig slå ud af.
Det nye format kan indeholde 8,5 gigabyte data ligesom en almindelig DVD-R DL-skive, men skrivehastigheden vil til at starte med kun være 1x eller 2x.
JVC regner dog med, at hastigheden kan sættes op senere.
Det nye gennembrud kan betyde, at kampen mellem de to format-typer DVD-R/RW/DL og DVD+R/RW/DL blusser op igen.
DVD+R-teknologierne har ellers været førende i de sidste par år og har været hurtigst ude med nye teknologier og hastigheder, men det billede kan meget vel vende nu.
Alliancen bag DVD+R-standarderne har nemlig ikke meldt ud med en tilsvarende teknologi, så det kan i princippet betyde, at JVC har et stort forspring.
Der kommer dog nok til at gå en rum tid, inden vi ser de første produkter med DVD-RW DL-understøttelse. I første omgang skal man blive enige om en decideret standard, og først derefter kan man begynde at producere produkter baseret på teknologien.
Prisen for et DVD-RW DL-medie bliver cirka det dobbelt af en DVD-RW-medie, hvilket betyder en pris på omkring 20 kroner.